Da AMK fyldte 50 år i 1976, skete det
i håbet om, at udviklingen i verden må blive sådan, at vi ikke behøver at fejre 100-års jubilæum. Samme tanke prægede 90-års dagen:
et nederlag, at formålet ikke for længst er opfyldt.
Begge disse udtalelser peger på det kedelige i, at verdens ledere fortsat naivt satser på krig som konfliktløsning - på trods af at alle erfaringer viser, at krig netop ikke løser konflikter, men som hovedregel blot banker dem ned under gulvtæppet, hvorfra de så betændt ulmer videre i generationer.
Det går jo oftest galt, når beslutningstagerne vil gribe ind i en ulykkelig situation, efter devisen at
nogen må jo gøre noget - men så
kun kan finde bomber i værktøjskassen. Underligt at ville bruge
vold til at skabe fred med, som når folketinget har sendt danske soldater ud, som så til sidst har måttet forlade lande i værre forfatning, end da de kom ind i dem.
Som et lille lyspunkt var lige netop dette emnet i september ved en
konference på Christiansborg, under overskriften
En værktøjskasse til fred i en krigstid, arrangeret af FN-forbundet, DIIS, European Institute of Peace og MS. Blandt deltagerne var fredsforskere som Isabel Bramsen og Ole Wæver, samt mange andre notabiliteter fra ind- og udland. Den afsluttende paneldiskussion søgte bud på, hvad der bør
inkluderes i en ny europæisk fredsværktøjskasse.
Små skridt som forhåbentlig kan klæde vore politikere lidt bedre på. Et andet lyspunkt er, at der i år udkom hele tre fine bøger på dansk om pacifisme, henholdsvis af
Isabel Bramsen,
Majken Jul Sørensen og
Morten Dige. Og
halvdelen af danskerne vil ikke gå i væbnet kamp for at forsvare landet, viser en meningsmåling, med især kvinder og de yngre generationer i front.
Yderligere har Folketinget afsat
nogle millioner til
studier af ikke-militære løsninger på verdens konflikter. Bevillingen er reelt minimal, og blegner set i forhold til de fortsat voksende milliardbevillinger, som militæret forgyldes med. Beløbet ligger også langt under AMKs i forvejen bevidst beskedne
forslag, om at give en øre for hver tikrone brugt på oprustning.
Trods alt lidt opmuntrende, men viser samtidig hvor dybt Danmarks evner til reel fredsskabelse er blevet forsømt - alt må simpelthen genopbygges fra bunden af, før det begynder at kunne skabe resultater. Andet må derfor afprøves samtidigt, som fx at
integrere konfliktløsning i hele uddannelsessystemet.
Børnehaverne er normalt rigtig gode til det, men metoderne bør indgå naturligt i hverdagen helt op i de videregående uddannelser. I løbet af relativt få år kunne dette give Danmark et løft, hvor også kommende politikere vil være vokset op med, at der er mange andre måder at løse en konflikt på, end gennem rå vold.
AMKs formål er større end
blot at stoppe krig, for der vil jo fortsat skulle
arbejdes på at fjerne krigens årsager, og disse stikker langt dybere end hvad titulære fredsaftaler kan få løst.
Foreningens kommende jubilæumsdag 17. oktober i Århus vil derfor søge at spejle dette med utraditionelle oplæg, om at udvikle
ikke-konfliktskabende rammer, om
præventiv tilgivelse, og om et
socialt kompas for en fredelig fremtid. En manifestation af alternativer til al krigens uvæsen, der dagen efter følges op i samarbejdet med den årlige Fredsfestival i Århus.
Her bliver der
fokus på den FN-baserede verdensorden - hvilket jo er helt i AMKs ånd: Altid fredens vej! Fredstanken kan virke skræmmende, for hvordan skal vi så kunne forsvare os. Tænk om beslutningstagerne var bevidste om, at klodens konflikter oftest løses fredeligt, fx som da Østblokkens velbevæbnede kasernestater kollapsede under folkeligt pres. Lignende vellykkede eksempler findes i
stort tal, men får ringe omtale - og bliver så fortrængt, mens krigen blafrer hårdt ind på lystavlen.
Trusler og oprustning overdøver, at for Danmark er krig som
løsningsmodel kun omkring 35 år gammel. Før det var nationen verdenskendt for at sende soldater ud med
bløde baretter på, til at holde stridende parter adskilt for FN. Verden venter på bedre løsninger til værktøjskassen, og velafprøvede metoder findes.
Fagfolkene kender dem, men politikerne har ikke lyttet de sidste årtier. Foreningen Aldrig Mere Krig har i 100 år arbejdet for freden, og presser på for at ændre krigspolitikken. Støt arbejdet for pacifisme, for vi fortsætter!
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
2026
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand