Krig er foragt for liv

Selv om Første Verdenskrig kun var et halvt år gammel, rasede den i julen 1914 allerede på fuld styrke. Som i alle krige var den fyldt med menneskelig lidelse, tusinder blev dræbt hver eneste dag.

Juleaften samme år trodsede franske, tyske og skotske soldater i Flanderns skyttegrave krigen. Deres overordnede var taget til Paris, Berlin og hvor de ellers skulle hen for at fejre julen sammen med deres familier. De menige soldater var i juledagene blevet overladt til sig selv i de kolde, ulækre skyttegrave sammen med rotter og andet utøj. I Første Verdenskrigs militære anlæg lå man temmelig tæt på fjenden, så tæt, at man kunne se og høre hinanden. På forunderlig vis fik de tre landes soldater skabt gensidig tillid, så de turde stikke hovederne op af forskansningerne uden frygt for at blive skudt. Det endte med, at de kravlede op af skyttegravene og fejrede jul sammen midt i krigens helvede.

Efterhånden som jul og nytår var overstået, vendte deres overordnede tilbage til fronten. De menige soldaters fælles julefejring blev straffet hårdt. Man må aldrig blive ven med fjenden. Selvom historien er over 100 år gammel, fortæller den, at ganske almindelige mennesker ikke har nogen grund til at være hinandens fjender, tværtimod. Krige er ikke vores, vi skal tjene som stedfortrædere for de magthavere, der ikke kan finde ud af at løse konflikter ved at tale sammen.

Det er altid dem, der ikke selv skal i krig, der mener, at våben kan være nødvendige for at løse en konflikt. Vi bliver tvunget til at stille vores liv til rådighed for andres uenigheder. Vi bliver beordret til at skyde på mennesker, der kunne være vores venner, hvis vi mødte dem.

Jeg har mødt og møder heldigvis stadigvæk ganske almindelige mennesker fra mange forskellige lande og kulturer. Alle mennesker, jeg har mødt i mit liv, har været imødekommende, venlige og åbne uanset, hvor i verden de kommer fra, og hvordan deres liv har formet sig. Flere, jeg har mødt og holder af, er flygtet fra krige eller uroligheder i Mellemøsten, Asien og Latinamerika.

Mennesker, jeg mødte i min ungdom var deserteret fra den amerikanske hær under Vietnamkrigen eller flygtet fra Chile efter Pinochets militærkup. Vi havde nogenlunde samme alder og fandt naturligt godt ud af det med hinanden.

Vi ville leve vores liv i fred, uden at skulle stille det til rådighed for regeringer, der kun kunne finde ud af at løse konflikter med vold. Jeg har til gode at møde desertører fra de ukrainske og russiske hære. De er der, men nu er jeg blevet så gammel, at vi ikke naturligt møder hinanden. Der findes altid nationer,

der er ledet af komplet utilregnelige galninge, og jævnligt dukker nye kugle-skøre ledere op rundt omkring. Er vi heldige, at én forsvinder, er der med stor sandsynlighed dukket en ny tosse op et andet sted. Oprustning er foragt for liv. Det er vigtigt at finde fredelige løsninger frem for at hoppe på deres krigsgalej.

Island og Schweiz har som de eneste lande i Europa ingen traditionelle hære. Schweiz har dog en slags voksenmobilisering, som mænd langt op i alderen har pligt til at deltage i, hvilket de bruger 1% af deres BNP på. De to landes borgere er sikkert ikke mere pacifistiske end andre landes befolkninger. Alligevel har islandske og schweiziske ledere fravalgt at spille med store militære muskler.

De prioriterer anderledes og er tilmed blandt nogle af verdens rigeste lande. Det er der selvfølgelig mange forskellige grunde til. En af dem er, at de ikke bruger penge og unge menneskers liv og tid på meningsløst krigsmaskineri. Jeg kommer aldrig til at forstå argumentet om, at jo større militære styrke vi har, jo sikrere er vi. Oprustning øger derimod risikoen for konflikt og krig.

Alle konflikter og krige afsluttes en dag, uanset om det er en banal konflikt med naboen eller på arbejdspladsen, eller det drejer sig om en vanvittig krig mellem nationer.

På et tidspunkt sætter de stridende parter sig sammen og får forhandlet sig til en løsning, ofte ved ekstern hjælp. Det har altid undret mig, at man ikke begynder at tale sammen, når konflikten opstår, men først får den idé, når man har ødelagt hinanden fysisk og mentalt.

Det er ikke nødvendigvis nemt at forhandle sig frem til en fredelig løsning på en konflikt, men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Desværre lærer vi unge mennesker at forberede sig på krig helt fra barnsben. Som om det er noget naturgivet, at man kan løse en konflikt med våben. I både talte og skrevne medier er der dagligt indslag om, hvordan den kommende militære oprustning skal foregå. Kampen om at få del i de mange penge, der skal investeres i krudtfabrikker, kanonbåde og krigsteknologisk udvikling, er i fuld gang. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige vej at gå.

Ingen forholder sig kritisk til, om oprustning og militarisering overhovedet giver mening. Ingen taler om udvikling af demokrati, fx ved at investere kræfter i diplomati og arbejde målrettet på humanistiske og pacifistiske løsninger, der kunne bringe verden i en fredeligere retning.

Ingen bekymrer sig om medmenneskelig trivsel eller om, hvordan vi kommer hinanden i møde uden mistro og foragt. Først den dag, vi kravler op af skyttegravene og lægger våbnene, som nogle kloge soldater gjorde i Flandern i 1914, stopper vanviddet. Et vanvid der har enorme menneskelige omkostninger.