Aldrig Mere Krigs første årtier

Mit speciale ”Kampen for fred – Den liberale fredsbevægelse i Danmark 1919-1960” undersøgte foreningerne Dansk Fredsforening, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Aldrig Mere Krig som liberale fredsforeninger, og som sociale og politiske bevægelser. Her er et lettere redigeret uddrag:

I 1921 stiftedes den internationale organisation War Resisters' International af en sammenslutning af folk, som hovedsageligt havde været militærnægtere eller frontsoldater under Første Verdenskrig.

Fælles for dem var en overbevisning om, at den absolutte krigsmodstand var nødvendig for at forhindre krig fremover. Denne holdning kommer til udtryk i den erklæring som forbundet krævede, at dets enkelte medlemmer underskrev ved indmeldelse:

”Da vi anser krig for en forbrydelse mod menneskeheden, vil jeg med ethvert til rådighed stående middel modarbejde og modsætte mig enhver form for krig, angrebskrig såvel som forsvars- og borgerkrig.”

Dette var et radikalt krav, som naturligt satte en begrænsning på antallet af medlemmer. Herudover skulle man, for at blive medlem, være fyldt 17 år og have frigjort sig fra sine militære forpligtelser. Med sådanne fordringer blev den danske afdeling af WRI aldrig en bred folkelig bevægelse. Afdelingen blev stiftet i oktober 1926 og fik navnet Aldrig Mere Krig. Iblandt de seks stiftere var en militærnægter (Hagbard Jonassen), en magister (Poul Rosenhoff) og en ingeniør (Olaf Forchhammer). Det var især disse tre personer, som bar foreningen gennem etableringsfasen, og i begyndelsen af 1930erne var den vokset til omkring 1000 medlemmer fordelt på 19 kredse i Danmark. […]

Folkeforbundet (FNs forgænger, oprettet 1920) var for de tre foreninger Dansk Fredsforening (DF), Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) og AMK, som udgjorde den liberale fredsbevægelse i Danmark, den vigtigste byggesten og det afgørende instrument for opbyggelsen af en international retsorden. De delte alle målet om en retslig afgørelse af internationale konflikter.

I sit program tilsluttede AMK sig international retsorden, international afrustning og mellemfolkelig forståelse, som var af central betydning for DF og KILFF. AMK blev dog aldrig i samme grad som Dansk Fredsforening (DF) og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) engageret i Folkeforbundets arbejde. AMK samlede sig især om militærnægtelse i Danmark, og foreningens centrale indsats var at samle de absolutte krigsmodstandere og understøtte disse socialt og politisk, i deres prøvelser.


For AMK var det enkle og klare standpunkt det principielle, at hvis krig skulle afskaffes endeligt så var det afgørende at den enkelte tog det fulde ansvar på sig. Voldshandlinger eller krig kunne pr. definition ikke foregå, hvis ingen var villige til at tage våben op mod hinanden og slå ihjel. Militærnægtelse var en logisk følge af dette standpunkt, hvilket blev de mandlige AMK-medlemmers fællesskab og kendetegn overfor omverdenen.

De tre foreninger var enige om, at den tvungne værnepligt burde afskaffes. Der var dog forskel på hvor højt man prioriterede fremmelsen af militærnægternes interesser i forhold til bevægelsens andre programpunkter. For DF og KILFF må programpunktet om værnepligtens afskaffelse ses i lyset af deres grundlæggende kamp for individets frihed og modstand mod alle former for tvang.

DK og KILFF anerkendte den tvungne værnepligt som en politisk realitet, men derfor burde det enkelt menneske, som ikke ville slå ihjel af samvittighedsgrunde, ikke tvinges af statsmagten til noget sådant og heller ikke straffes unødigt hårdt. Staten burde ikke tvinge sine borgere til at ofre deres liv for sig.

Foreningerne var derfor tilhænger af loven om civil værnepligt og arbejdede på at få denne lov forbedret. Disse synspunkter dækkede også AMKs holdning, men for AMK var militærnægtelse afgørende både som mål og middel.


Foreningen indtog en radikal pacifistisk position, hvor man rettede spørgsmålet om krig og fred direkte til den enkelte, der ved sin nægtelse – sit vidnesbyrd overfor bevægelsens ideer – pr. definition kunne forhindre krig.

AMK støttede derfor offentligt både de nægtere, som accepterede civil værnepligt og dem, som ikke accepterede den, og derfor valgte at gå i fængsel.

”Vi er militærnægtere, og det er det centrale for os. For tiden er det her i Danmark lovligt at være nægter. Men vi begrænser os ikke til at være det, hvor og når det er 'lovligt'. Vi vil heller ikke af nogen 'lov' lade os tvinge til at gøre krigstjeneste. I dette skiller vi os på afgørende måde fra andre fredsvenner.”

DF og KILFF støttede derimod ikke offentligt de militærnægtere, som valgte at gå i fængsel. […] For Carl Th. Zahle, radikal justitsminister og medlem af DFs hovedbestyrelse, gik grænsen for individets selvhævdelse således ved det skel, som fællesskabets lov fastsatte. Han så det som sin opgave, som justitsminister, at hævde loven for enhver pris. I sin yderste konsekvens påpegede han, at hævdelsen af AMKs standpunkt ville medføre anarki. Dette var et dilemma som AMK bevidst vendte det blinde øje til. I spørgsmålet om krig, var det AMKs opfattelse, at en højere lov, samvittighedens lov, gjorde sig gældende.

AMK fastholdte, at hvis den enkelte kom i konflikt mellem lov og samvittighed skulle samvittigheden følges for enhver pris. Denne konflikt stod DF og KILFF mere tøvende og uafklaret overfor, fordi man nærede så stor tiltro til det repræsentative demokratis funktionsmuligheder og til at man ved lovgivning kunne regulere forholdet mellem individer og stater og stater imellem. […]

AMKs mål og midler var i højere grad præget af kontinuitet, når man sammenligner mellemkrigstiden med tiden efter Anden Verdenskrig. […] Foreningens arbejdsprogram var stadig: ”At samle alle absolutte krigsmodstandere til bekæmpelse af krig og krigsårsager og at arbejde for opbygning af en varig fred baseret på fuld afrustning og forpligtelse til retslig afgørelse uden voldsanvendelse i alle mellemfolkelige stridigheder ” (min understregning).

Man fastholdt således kravet om ikke-vold, total afrustning og værnepligtens afskaffelse. Efterkrigstidens program (fra 1950) var dog blevet udvidet og blevet mere konkret i forhold til mellemkrigstidens. Menneskehedens fællesskab og samarbejde skulle nu hvile på FNs erklæring om menneskerettighederne og foreningen skulle virke for at ”fastholde og udbygge de demokratiske idealer; fuld åndelig frihed, social ligeret og medmenneskelig forpligtethed” .


Disse programpunkter fik et samlet udtryk ved vedtagelsen af foreningens program i 1960. Det angav følgende retningslinjer for AMKs virke:

⦿ Vi vil søge at samle alle absolutte krigsmodstandere i et fælles virke mod krigens årsager.

⦿ Vi afviser voldsanvendelse og går ind for total afskaffelse af militært forsvar som vi finder både moralsk forkasteligt og virkende mod sin hensigt. I stedet for voldsforsvar ønsker vi med våbenløs modstand at imødegå overgreb.

⦿ Indtil fuld afrustning er gennemført, vil vi søge den tvungne værnepligt afskaffet, støtte militærnægterne og efter evne yde moralsk og materiel hjælp til alle, der er bragt i vanskeligheder for deres fredsviljes skyld.

⦿ I storpolitikken vil vi støtte enhver indsats for afspænding, som det kan ske gennem afvikling af koloni- og blokpolitik, mægling, nedrustning og militært udtyndede zoner, forbud mod forsøg med og fremstilling af atomvåben, fremme af samhandel og samkvem mellem landene, samt ved en reel storpolitisk oplysning i pressen.

⦿ Vi går ind for en samling af staternes udenrigspolitik under et fælles verdensstyre, der bygger på respekt for og hensyntagen til de enkelte staters egenart og ret til et selvstyre i indre forhold i overensstemmelse med Forenede Nationers erklæring om menneskerettighederne. På vejen herimod vil vi støtte internationalt samarbejde på det økonomiske, sociale, retslige og kulturelle område, mellemfolkelig domstol til afgørelse af alle internationale konflikter og en videre udbygning af FN.

⦿ Vi må afvise en FN-hær, som i givet fald i lighed med alle andre hærstyrker i aktion vil ramme skyldige og uskyldige i flæng. Hvis FN-politi indsættes i urolige områder, må det have klart definerede, rent politimæssige opgaver.

⦿ Idet vi erkender vort medmenneskelige ansvar for gode levevilkår for alle, ønsker vi, at de sparede rustningsbeløb anvendes til dansk eller international hjælpeindsats i de tekniske underudviklede dele af verden som en hjælp til selvhjælp i bestræbelserne for at nå en højere levestandard.

⦿ Vi vil på tværs af alle grænser mellem lande, racer og religioner søge at fremme et virkeligt fællesskab mellem mennesker som grundlag for praktisk gennemførelse af et verdenssamfund hvilende på FNs erklæring om menneskerettighederne.

⦿ Vi ønsker at kalde på det enkelte menneskes medleven i og medansvarlighed for helheden. Vi vil fastholde og udbygge de demokratiske idealer: fuld åndelig frihed, social ligeret, medmenneskelig forpligtethed.


Inden for den liberale fredsbevægelse skete der en tydelig differentiering efter Anden Verdenskrig om spørgsmålet om hvornår voldsanvendelse, som del af retshåndhævelsen, var legitim og retfærdig. AMK var den eneste liberale fredsforening, som ubetinget erklærede sin afstandtagen til alle former for vold som middel til at løse konflikter. Modsat DF, som gik ind for at det danske militær skulle uddanne en særlig styrke, der kunne stilles til rådighed for FN, afviste AMK en FN-hær. AMK støttede dog en FN-politistyrke.

Den liberale fredsbevægelse videreudviklede sit engagement i udbygning af en international retsorden gennem FN, som virkede for mange af bevægelses ideer. FN var dog økonomisk og politisk afhængig af de stormagter, som ikke ville opgive retten til at afgøre konflikter ved krig.

I foreningernes programmer blev der lagt øget vægt på bekæmpelsen af sociale og økonomiske årsager til krig og den liberale fredsbevægelse engagerede sig fuldt i internationalt hjælpe- og bistandsarbejde til verdens underudviklede lande i Afrika, Asien og Sydamerika.

Specialet ”Kampen for fred” kan lånes på dit bibliotek.