Ubevæbnet kamp – et dagligt eksperiment

Uddrag fra bogen ”Pacifisme NU: Alternativer til fortsat krig i Ukraine”.

Skeptikeren: Hele dit argument er baseret på at folk er modige, og at civilbefolkningen tør gøre modstand. Hvad hvis civilbefolkningen i Ukraine er for bange? Det russiske regime vil slå hårdt ned og endda dræbe lederne.

Majken: Ubevæbnet modstand kræver mod og opofrelse, ligesom den nuværende krigsform gør det. I øjeblikket er der mange der hylder alle de unge mænd, der er parate til at ofre deres liv som soldater for Ukraine. Jeg kan ikke rigtig se nogen forskel mellem disse to typer ofre. I begge tilfælde er de villige til at løbe en risiko for noget, som de mener er vigtigere end deres eget liv, men selv håber på at komme levende ud af. Også ubevæbnet modstand kræver ofre, men der er en god chance for at det vil koste færre liv end krig.

Vi skal også huske, at der er mange handlinger, som vi der ikke er ukrainere kan gøre for at støtte ubevæbnet kamp i Ukraine. En af de mest interessante udviklinger i fredsarbejdet i de seneste årtier er forskellige eksperimenter med internationale ledsagere eller ”ubevæbnede livvagter”, som allerede nu optræder tæt på frontlinjerne i Ukraine. International ledsagelse er endnu ikke blevet afprøvet i stor skala i forbindelse med en besættelse. Ikke desto mindre mener jeg, at der er et enormt potentiale og at Putins regering er meget sårbar over for denne form for eksponering, hvis den kommer fra de rigtige mennesker.


Skeptikeren: Det lyder ekstremt naivt at påstå at man kan beskytte nogen, hvis man ikke er parate til at bruge våben og skade en angriber. Jeg tvivler alvorligt pa, at dine ”ubevæbnede bodyguards” kan gøre nogen som helst forskel.

Majken: Jeg tror, at alle kvinder der nogensinde har følt sig utrygge på gaden om natten, forstår min logik. Hvis man er bange, er der sikkerhed i at være sammen med andre, så man går ikke alene, men følges med en ven.

I en ubevæbnet kamp vil der være ledere og grupperinger på forskellige niveauer, f.eks. fagforeninger, som organiserer de strejker vi allerede har talt om, ungdomsorganisationer, samfundsorganisationer, religiøse samfund osv. Hvis nogle af dem bliver udsat for repressalier, kan tilstedeværelsen af internationale observatører skabe lidt mere manøvrerum.

Observatørerne kan ikke forhindre, at der sker noget forfærdeligt, men de er en garanti for at undertrykkelsen ikke går ubemærket hen. De rapporterer og dokumenterer ethvert angreb, enhver mishandling, enhver forsvinden eller ethvert drab på mennesker, som er involveret i ubevæbnet kamp.

En sådan dokumentation kan spille en rolle i senere retssager, men den har også en umiddelbar effekt. Det betyder, at den russiske besættelsesadministration godt ved, at nogen holder øje med dem, hvilket sandsynligvis vil få dem til at holde lidt igen. Også dette giver de ubevæbnede modstandsfolk lidt mere spillerum til at organisere deres kamp.

Skeptikeren: Men hvorfor skulle de russiske besættere holde sig tilbage? Der er masser af beviser for at Rusland begår krigsforbrydelser både i Rusland og i de besatte områder, begår massakrer mod civilbefolkningen, dræber brutalt og går massivt til værks mod uafhængige organisationer.

Majken: Vi ved det godt. Men disse massakrer fandt primært sted under krigsforhold, hvor soldaterne troede at ingen nogensinde ville finde ud af det, eller kunne holde dem ansvarlige. Nu taler vi om besættelse, en meget anderledes situation, hvor besætterne er nødt til at opretholde en form for legitimitet. Under sådanne omstændigheder er der normalt en smule mere gennemsigtighed end i en igangværende krig, og det er også sværere at begå massakre mod civilbefolkningen. Selv om det russiske regime overvåger enhver form for organisering massivt, er der en grænse for hvor meget undertrykkelse det kan udføre, uden at bekymre folk derhjemme eller blandt regimets udenlandske tilhængere.


Skeptikeren: Det lyder umuligt, men jeg lytter. Hvem vil dog være parat til at påtage sig så farlige opgaver?

Majken: Kan du huske, hvad vi talte om med hensyn til ikkevoldens unikke dynamik, nemlig at det er nødvendigt at lagge pres på dem, der i øjeblikket støtter Rusland eller i det mindste ikke taler imod Rusland, såsom Brasilien, Indo-nesien og Sydafrika? Borgere fra disse lande ville være i en ideel position til at gå forrest som observatører og internationale ledsagere i det besatte Ukraine.

Det ville være et eksperiment, for indtil videre er international ledsagelse hovedsageligt brugt i helt andre sammenhænge. Jeg kan give eksempler fra Latinamerika, hvor folk der blev ledsaget, udtrykkeligt har sagt at uden dette ville de være døde. Hvad der virkelig gjorde en forskel, og blev til “opdagelsen“ af værdien af ubevæbnet ledsagelse, var organisationen Witness for Peace’s udsendelse af amerikanske statsborgere til Nicaragua under krigen mellem sandinister og kontraer i 1980erne. Kontraerne, som kæmpede imod den demokratisk valgte socialistiske regering, blev støttet af USA, der sendte våben og trænede kontraerne. De udsendte civile amerikanere tog så til Nicaragua for at vidne om konsekvenser af en krig, som deres egen regering var involveret i.

Hvor de var i Nicaragua, blev kontraerne nødt til at holde lav profil af frygt for hvad der ville ske, hvis de dræbte disse amerikanske statsborgere, der boede blandt civilbefolkningen. I det scenarie jeg foreslår for Ukraine, ville russerne være nødt til at bekymre sig om hvad der ville ske, hvis de dræbte brasilianske, indonesiske eller sydafrikanske civile, der kom til Ukraine som observatører.

Omtrent samtidig med at Witness for Peace sendte amerikanske statsborgere til Nicaragua, sendte en organisation ved navn Peace Brigades International sine første frivillige til Guatemala, som blev styret af et amerikansk-støttet militærdiktatur. Regeringen i Guatemala forfulgte og dræbte menneskerettighedsaktivister, men var samtidig opsat på at fremstå ”civiliseret”. Det betød, at internationale frivillige var i stand til at yde en vis beskyttelse, nogle gange ved at ledsage sårbare mennesker døgnet rundt.

De frivillige var i stand til at give en vis sikkerhed, ikke fordi de fysisk kunne afværge en angriber, men fordi deres tilstedeværelse signalerede international bekymring. Når de var vidner til angreb og chikane, slog de straks alarm i deres netværk og til vestlige ambassader.

Effekten af Witness for Peace og Peace Brigades International beroede på, at de kendte den unikke dynamik på netop disse steder. Konceptet har udviklet sig betydeligt siden 1980erne, og der er nu mange flere organisationer, der tilbyder ledsagelse. En organisation som Nonviolent Peaceforce er blevet gennemprofessionaliseret, og udsender nu lønnet personale i stedet for frivillige. De er allerede aktive i de ukrainsk-kontrollerede dele af Ukraine, i usikre områder nær frontlinjen og i områder, som de russiske væbnede styrker har måttet trække sig tilbage fra. Her støtter internationale hjælpearbejdere de lokale frivilliges netværk, for eksempel i forbindelse med evakuering af sårbare familier. I det scenarie jeg taler om, med international ledsagelse i det besatte Ukraine, er situationen naturligvis meget anderledes, men der er et enormt potentiale.

Skeptikeren: Men Putins regime ville aldrig lade sådanne observatører komme ind i de besatte dele af Ukraine, hvorfor skulle det dog det?

Majken: Jeg tror snarere spørgsmålet må være under hvilke omstændigheder, at Putin-regeringen ville blive tvunget til at tillade observatører i et land som den har besat? Svaret er, at det afhænger af hvem der anmoder om det. Hvis det er en anmodning fra et land eller en gruppe af lande, som Rusland er afhængig af, for eksempel Brasilien eller Sydafrika, så kan det være svært for det russiske regime at afvise tilbuddet. Da disse er demokratier, som er interesserede i et godt forhold til Vesten, kunne disse lande have en interesse i at stille et sådant krav for at vise, at de lægger pres på Rusland. Men som sagt er dette aldrig blevet prøvet før under en besættelse, og der er ingen garanti for at det vil virke som det gjorde i Guatemala eller Nicaragua. Men det er forsøget værd.


Skeptikeren: OK, så det var dit svar på situationen i besatte områder. Men hvad med de områder, hvor det ukrainske militær i øjeblikket kæmper med militære midler for at forhindre besættelsen? Skulle de så bare overgive sig og nedlægge våbnene?

Majken: Ja, jeg synes de skal nedlægge våbnene, men slet ikke at de skal overgive sig. At bruge alle de metoder til ubevæbnet modstand, som vi allerede har talt om, betyder ikke at opgive kampen, men at fortsatte kampen med andre midler. Jeg ved godt at dette kan lyde selvmodsigende for mange mennesker, men det er hvad den viden vi har i dag siger os om krigens konsekvenser, og mulighederne for at bekæmpe en besættelse med ubevæbnede midler.

I det lange løb vil dette være det bedste for den ukrainske civilbefolkning. Som vi allerede har set er en russisk besættelse brutal, og befolkningen er alt andet end sikker. Ikke desto mindre er det sandsynligt, at færre mennesker ville blive dræbt ved at bekæmpe en besættelse med ubevæbnede midler, end gennem krig.

Personligt vil jeg langt hellere leve under en besættelse, som jeg kan fortsatte med at bekæmpe, end at være død. Jeg vil også hellere se mine kære i live, selv om de er besat, end dræbt i krig. Jeg er selvfølgelig klar over at alt dette er spekulation, for den ukrainske hær vil ikke pludseligt holde op med at kæmpe med militære midler. Jeg forsøger blot at forklare logikken i en pacifistisk holdning, baseret på aktiv, ikkevoldelig modstand.

Skeptikeren: Du har ingen ret til at fortælle andre, hvordan de skal kæmpe!

Majken: Jeg er helt enig med dig i, at dette selvfølgelig er en beslutning der skal træffes af det ukrainske folk selv. Men du spurgte mig hvad jeg mener, og jeg baserer mine svar på hvad samfundsvidenskaben fortæller os om moderne krigsførelse og ubevæbnet kamp.



Bogen er fra foråret 2024. Læs mere via: AldrigMereKrig.dk/pacifismebog