
Er du også en af dem, der ikke rigtig kan få sig selv til at tro at mennesket, i sin dybeste essens, er så grumt, som vi får fortalt igen og igen. Nej vel – vi ved jo indeni, at
så slemt står det ikke til, og så kigger vi ud på verden og undres. Vil du ha lidt ”vand på din mølle”, så læs mit lille skriv her.
I Bibelen står der noget i retningen af, at du finder det du søger, og jeg har fundet en hel bog – skrevet af et menneske, der har søgt dybt i vores historie og vores nutid for at finde ud af, hvordan de modsigelser dog kan hænge sammen.
Bogen er letlæselig, videnskabeligt funderet og fyldt med historier fra den virkelige verden. Historier, der udstiller vores dybeste rå, primitive og egoistiske natur, som han så undersøger lødigheden af, for igen og igen at vise os at historierne i stedet dækker over smukke menneskelige væremåder!
Bogen jeg her vil citere en masse fra hedder ”Det gode Menneske”, og er skrevet af Rutger Bregman. Han mener, vi er ”hjernevaskede” af mediernes påvirkning, af vores kultur og af tendensen til ukritisk at acceptere letkøbte antagelser. Hans bud er, at gennemsnitsmennesket hellere vil æde kamelen og tolerere uanede mængder grumhed og løgn, frem for at tabe ansigt, og at noget af det værste vi kan blive udsat for, er at skulle sige fra overfor flokken!
At vi i vores vestlige kultur har underlagt os en alt for gængs opfattelse, nemlig at mennesket, lige inde under fernissen, er aggressivt, egoistisk og hurtigt går i panik – men faktisk, argumenterer han, så er det lige modsat. Det er når bomberne falder, eller floden går over sine bredder, at vi viser os fra vores bedste sider. Og så starter Bregman ellers ud med sigende historier fra den virkelige verden:
Han giver et eksempel fra tiden lige før bombardementerne af London. Regeringen diskuterede at lave beskyttelsesrum under hele byen, men man undlod det af frygt for at skabe panik og massepsykose blandt befolkningen. Man var bange for aldrig at få folket op fra beskyttelseskældrene igen. Derefter redegør han for hvordan folket trods bomberegn og disse forudsigelser ikke gik i panik, men faktisk hjalp hinanden, og opbyggede solidaritet og fællesskab.
Ligeledes da England ville bombe Tysklands civilbefolkning, for at demoralisere dem. Forskere påviste, at dette ikke var en god måde at svække et land på. De så med Englands eget eksempel, at bomberne netop var med til at forstærke moralen i stedet, men magtfulde generaler mente at det kun var fordi, at englænderne var lavet af et særligt stof – så de så bort fra facts, bombede tyskernes byer, og... skabte sammenhold og opbakning til Hitler, og historien har gentaget sig lige siden – fx i Vietnam, og senere fx i Afghanistan, hvor modstanden blot voksede.
En anden historie er fra New Orleans, hvor orkanen Katrina hærgede. Vi får igennem medierne at vide, at der er total panik blandt befolkningen med tyverier, voldtægter og skyderier. Da orkanen havde lagt sig, blev det undersøgt hvad der faktisk skete i byen, og det viser sig at ”lyden af skud” var sikkerhedsventilerne på en benzintank. Der var ingen mord og ingen voldtægter anmeldt, og de såkaldte tyverier var hjælpegrupper (ofte sammen med politifolk), der fragtede det nødvendige ud til mennesker i nød.
Ja – vores menneskelige natur er blevet beskyldt for meget. Men hvordan, spørger han, er det så lykkedes at skubbe os allesammen så langt ud, at vi er parate til at erklære hinanden krig?
Tro betyder alverden, bare se på
placeboeffekten. En undersøgelse af kirurgiske operationer sammenlignet med fingerede, viste fx at ¾ af de fingerede operationer faktisk havde en positiv virkning. Men – det virker også omvendt (
nocebo ), altså – tror man noget er skidt, så er der stor risiko for at det bliver sådan. Vi er altså meget åbne for at lade os henføre af det vi tror på.
Bregman kigger i de bøger, der har påvirket os, både historisk og i vores egen tid. ”Fluernes herre” (som vi lidt ældre nok kender) fik mange priser, og blev ophævet til pædagogisk undervisningsbrug, når vi skulle lære om børns
sande natur. Til jer yngre, er det en bog der beskriver børn strandet på en øde ø, og den beskriver deres bestialske magtstrukturer og ondskab imod hinanden.
Bregman fandt en stranding magen til bogens, men i virkelighedens verden viste de strandede børn sig enormt gode til at finde ud af det sammen!
En anden bog, der har påvirket vores civilisation, er den lille bog ”Fyrsten” skrevet af Machiavelli i 1532 – (seneste oversættelse til dansk 2016). Den blev en af de mest indflydelsesrige værker i Vestens historie, og endte på sengebordet hos Ludvig d. 14, Stalin, Bismarck, Churchill, Mussolini og Hitler – den blev endda fundet i Napoleons stridsvogn lige efter nederlaget i Waterloo.
Hvis man vil ha magt, er man nødt til at gribe den, lærer man – og man skal være skamløs og ikke hæmmet af principper eller moral, for målet helliger midlet. Mennesker er utaknemlige, upålidelige, hykleriske og feje og de udfører aldrig noget hvis ikke det er for egen vinding. Bogen kaldes ofte for realistisk, og i betragtning af hvor populær bogen var, og frøene fra den stadig er, så gir det god mening at spørge sig selv, om han mon havde ret.

Vi ser det jo udspille sig i magtrummet i dag – det drejer sig om at snyde og bedrage, og ønsker man at opnå noget, står man sig bedst ved at spinde et net af løgn og bedrag omkring sig:
”Forfin dit pokerfjæs. Vis aldrig dine følelser, og mød mennesker med kontrolsystemer og mistillid”.
I naturfolkets verden ville sociopater hurtigt gå til grunde. Deres nærhed til det naturlige ville simpelthen ikke tillade snyltere, men i vores samfund befinder de sig faktisk ofte et par trin foran alle andre i magt og indflydelse.
Mediernes stereotype rampelys er rettet imod det unormale, det ekstreme og det absurde, og i sådan en verden er det ikke de venligste eller mest empatiske mennesker, der kommer til tops. Tværtimod.
Og psykopaterne er altid et skridt foran, for de har ingen skamfølelse. Og apropos skamfølelse, som i det ovenstående faktisk bruges som et positivt begreb, og som vi åbenbart er meget sensitive i forhold til, kommer her en anden lille historie.
Her er vi på et højt estimeret universitet, hvor professoren bevidst taler totalt volapyk-sort tale de første 20 min af sin forelæsning. Auditoriet er fyldt med unge kloge hoveder, der alle forventer det ypperste af denne vidende professor.
Ingen forstår et pluk, men ikke en stiller spørgsmål til oplægget. Man skuler lige over til de andre, ser de alle lytter optaget med og tænker, at det jo må jo være mig der er noget galt med – og jeg vil ikke udstille min uvidenhed...
Bregman mener, at vi i virkeligheden er gode, men flere forsøg fortæller entydigt hvordan den adspurgte ville gøre det gode, men alligevel tror at alle andre kun handler for egen vinding, og derfor også selv kan finde på at handle umoralsk/ forkert. Vi bliver ved med at gå i cirkler, imens vi antager det værste om hinanden. Men ikke bare mistro, men også tillid og positive forventninger, kan være smittende:
Lærerne på en skole fik at vide, at en kendt forsker skulle teste børnene – testen ville få betydning for børnenes intelligens og fremtid. Da testen var udført, delte forskeren børnene i to grupper. Helt tilfældigt, men han udnævnte den ene gruppe til ”de med det store potentiale” og resten som ”de ikke så lovende”.
Resultatet deles med lærerne, og ved årets ende er de tilfældigt valgte børn i potentiale-gruppen vokset i selvværd og vid – blot gennem lærernes agtelse/forventning og øgede respekt for dem, og i den anden gruppe er alle blevet lidt svagere/usikre/dummere.
Bogen inspirerer os både på sådanne hårdtslående, men også på smukke måder, og forfatterens ønske og mål med den er, at vi en dag formår at bruge forventningens kraft til alles fælles fordel. Han påviser hvor vigtigt det er at gå imod strømmen, og han har mange eksempler på hvordan et enkelt individ handler anderledes, udskammes eller anses for urealistisk og naivt – men hvor historien giver den udskammede heltestatus og taknemlighed.
Bogen giver os inspiration, mod og tro på at det gode i menneskene faktisk ER vores dybeste, og det er jo slet ikke så dårligt i disse tider, hvor det let kan komme til at se lidt sort ud.
Dette er kun første del af min anmeldelse, jeg vil gerne give flere tankevækkende eksempler. Næste del vil blandt andet handle om modsætningerne og
ismerne. Derefter følger en masse skønne eksempler på steder, hvor man har formået at vende de uhensigtsmæssige antagelser, så mennesker, arbejdspladser og skoler er kommet til at blomstre.
Steder hvor man bevidst har gjort det til det normale at have positive forventninger og tillid, og hvordan man derved har ændrer hele spillet.
Hvis du allerede nu har tanker og respons på dette skriv, så er du velkommen til at gå ind på medlemssiden på AMKs FB profil og dele dit perspektiv der.
Det gode menneske”, Rutger Bregman (2021), 483 sider, People's Press
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
2025
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand