Omrustning til fred, ikke oprustning til krig!

Putin, Trump og den slags... Når der skal skabes fred, er det sådanne klovne, der hver for sig skal overbevises – om at stoppe med at gnubbe deres militære magtmidler mod hinanden, uanset hvor godt dette kortvarigt kan føles.

Skurkene er altid så listige på film og i eventyr. Med kæmpestore og metodisk gennemtænkte planer, som det så kræver en virkelig dygtig helt at bekæmpe. Virkeligheden er desværre langt mere sjusket bygget op.

Trump spiller tredimensionel skak, har det lydt, trods hans række af hovedkuldse kovendinger. Internt i Det Hvide Hus har de snarere svært ved at få ham til at holde op med at tygge på brikkerne.

Trump vil allerhelst huskes som en stor fredsskaber, siger han – men hans ”fredsløsninger” bygger på tiltro til USAs militære overmagt. I sine første fire år smed han flere bomber end Obama og nu, gennem de sidste tre måneder, har han bombet mere, end Biden gjorde på et helt år.

Også Putins strategiske evner berømmes fortsat, imens hans idiotiske angreb på Ukraine står i stampe for tredje år i træk – og strategisk har han blot fået skubbet NATO langt tættere op mod Rusland. Begge herrer sidder på magtmidler, der får alle til at skælve. Både modstandere, tilhængere og hele verdensdele kan nemt blive næste offer for en uovervejet skideballe, baseret på ren fantasi.


I militæret lyder en logisk parole, at man udkæmper slag med den hærstyrke, man har – ikke med den, man gerne ville have haft. Ligeså indlysende er det i første omgang de samme kamphaner, der har startet en krig, som skal lokkes med på at stoppe den. At netop Putin og Trump skulle kunne påtvinge fx Ukraine og Israel/Palæstina en fred, er faktisk ikke helt umuligt.

Ofte har autoritære ledere haft bedre held med dette end de mere fredelige, som da Nixon optøede USAs forhold til Kina. Samarbejdet med Kina gik rimeligt i lang tid, da der faktisk var en gensidig interesse. Modsat holder en påtvungen fred sjældent, da årsagen til konflikterne så fortsat hænger dirrende uafklarede.

Revolutionære fantasier, om at skyde et lands leder eller hærens general, har historisk set sjældent positiv indflydelse – da der som regel står et helt politisk system bag, med folk i kø for at overtage lederposterne, og den samme politik.

Vi kunne så godt afvente, håbe og medvirke til, at verden forandrer sig, så klogere magthavere skaber et bedre styre. Og der er ingen tvivl om, at en tilstrækkelig voldsom folkelig opstand imod krigene kan ændre alt.


Men der er desværre ikke tegn på, en sådan modmagt vil opstå herhjemme foreløbigt, og heller ikke i USA eller i Rusland. Traditionelt betyder udenrigspolitik kun ganske lidt for vælgernes kryds, bortset fra når udenlandske forhold pludselig berører dagligdagen og hjemmet – og derfor har fx EU-afstemningerne handlet om helt basale ting, som flæskepriser.

Den udvidede værnepligt vil betyde en begyndende opvågning. Snakken omkring køkkenbordet bliver pludselig alvorlig, når familiens egne sønner og døtre igen står for tur – ikke bare til militærtræning i lang tid, men også med risiko for mulig udsendelse til militærposter i udlandet. Militæret vurderer selv, at maksimalt 500 vil blive nægtere hvert år, men forhåbentlig bliver tallet langt højere.

Et kæmpeproblem er, at troen på militarismen bare vokser og vokser, ikke mindst herhjemme med statsminister Mette Frederiksen i front. Her skal fredsbevægelsen blive langt bedre til at opbygge troværdige alternativer, der kan nå ud og blive taget alvorligt, både omkring køkkenbordene, og blandt magthaverne.

Det er hyggeligt at mødes på stamværtshuset, hvor der er fuld enighed om mange af fredsparolerne. Men de flotte ord er ofte kun indlysende blandt de allerede frelste, så i en bredere debat har budskabet svært ved at trænge igennem.


Vejen frem er bedre forberedelse og debattræning blandt græsrødderne, og at få stillet kritiske spørgsmål til lidt for selvbekræftende vandrehistorier. Samtidig er der behov for reel fredsforskning, til at skabe og samle den viden, som vi netop i Danmark har behov for – både til fagfolk og græsrødder.

Trods nogle småvillige partier i Folketinget er der gået mange spildte år, uden at dansk fredsforskning er genoplivet. Nu bør vi i stedet til en start privatisere freden :) – med en bred kreds af sponsorer bag, så forskningen får så frie hænder som muligt. Diverse af de store erhvervsdrivende fonde burde kunne støtte op bag en sådan tanke, i hvert fald dem, der ikke tjener på oprustningen.

1980erne havde klart folkeligt flertal imod krigstruslen, også så de krigskritiske partier i hele årtiet fik flest stemmer, og resten kunne mærke trykket. Kun gennem skabelsen af en ligeså bred modstand, uanset politisk ståsted, kan vi få startet en reel omrustning til fred, tak!