Hvor blev den kristne fredsbevægelse af?

“I en tid, hvor våbnene taler, er det tiltagende afgørende, at vi også finder et fælles sprog for det, vi forsvarer. At vi finder et åndeligt modstykke til militariseringen, så den ikke ender med at blive forvekslet med et mål i sig selv.”

Sådan skriver chefredaktør Christian Jensen i dagbladet Politiken, som er grundlagt (1884) på en klar fredsvenlig linje, takket være redaktør Viggo Hørup, der mere end nogen anden har præget dansk antimilitarisme.

I dag støtter Politiken statsministerens oprustning af landet. Men det hedder dog i forlængelse af dagbladets kulturradikale tradition, at det åndelige modstykke, vi trænger til, er en kunstnerisk oprustning. Vi har brug for at holde modsigelysten i live i en tid, hvor store dele af politisk tænkning er blevet ensrettet og bæres af militariseringens doktriner.

Det er i sig selv ikke mærkeligt, at Politiken ikke kan få øje på kirken og kristendommen, når den leder efter et fælles sprog og et åndeligt modstykke til militariseringen, men det er så alligevel et tegn på, at kirke og kristendom fylder uendeligt lidt som modsigelysten åndelighed. Som åndeligt modstykke er kirke og kristendom om ikke usynlig, så dog let at overse.

Kirkens forsøg på at gøre sig væsentlig ved at gå med på militariseringen er så pinlig, at Politiken sikkert skåner sine læsere ved at overse den. Det er trods alt bedre at være overset end gennemskuet. Fra Jesu tidligste fortolkere, evangelisterne, Paulus og de andre brevskrivere, er vi arvinger til en radikal pacifisme. Sådan har de hørt deres Herre. Det er først, da den kristne kirke i det fjerde århundrede bliver magthavernes religion, at teologerne begynder at afsøge mulighederne for at begrunde ”retfærdig krig”.




Eksemplerne på krig i vor Herres navn er utallige og grusomme. For at samle begrundelserne med en formulering af filosoffen K.E. Løgstrups, så er man parat til at gå over lig, så snart man forestiller sig, at man arbejder i en højere sags tjeneste. Men, i en smal margin i kristenhedens historie, læser vi også gennem århundrederne om kristne fredsbevægelser.

Eremitter, klostre, renæssancehumanister – og fra nyere tid om fredsbestræbelser, som blev båret frem af kirkefolkets freds- og forsoningsbestræbelser. I tiden efter verdenskrigene indtager kirken en vigende betydning, både samfundsmæssigt og i vor bevidsthed. Dette er på en og samme tid kirkens udfordring og chance.

Det sidste vender jeg tilbage til. Jeg var selv militærnægter i slutningen af 70erne, hvor vi toppede antalsmæssigt på nogle tusinde. Siden er det gået støt nedad, de store fredsforeninger blev opløst, og overlevede ikke det politiske ungdomsoprør, jeg selv var en del af.

Gamle antimilitaristiske partier som Radikale Venstre og SF støtter nu op om regeringens oprustning og militarisering. Og skal jeg bekende mit eget manglende engagement, så minder det om at have leget skjul. Jeg har siddet og gemt mig, og da jeg så råbte ”nu kommer jeg”, var de andre gået hjem.


Men folkekirken er her fortsat, og leverer akkurat det åndelige modstykke til den kollektive krigspsykose, som har grebet os, evnen til at tænke ud over øjeblikket. Kirken giver os med sine fortællinger om en menneskelig tilværelse bygget på barmhjertighed, nåde og tilgivelse noget andet at tro på end kamp og sejr. I Jesu forkyndelse er der en figur, som går igen: Den, der spørger ham til råds, spørger ikke, fordi han ikke kender svaret, men fordi han håber, at der findes et andet, end det svar, han kender. Det er der ikke.

Med andre ord, ved vi godt, hvad det er, vi skal. Vi skal bruge den magt, vi har i det andet menneskes liv, til at fremme fred og fordragelighed. Det behøver ingen begrundelse, men kalder på tilgivelse, når vi ikke gør, hvad vi ved, vi skal.

Kristendom er ikke en pacifistisk ideologi, så lidt som nogen anden ideologi. Men kirken må forvalte et åndeligt modsvar, når vi er i gang med at vaske os selv helt hvide og male fjenden sort. Evangelierne placerer den anden, hvem hun eller han end er, som mål for de midler, der står i vores magt, når det gælder om at fremme liv og fred: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”.

Det kan ikke andet end misforstås, at folkekirken går ind for militarisering, så længe den støtter ordningen med feltpræster, som blev indført 1959 trods kraftig modstand fra Aldrig Mere Krig, Kristeligt Fredsforbund og Gruppen af Antimilitaristiske Præster. Det ville være en frisættelse af folkekirken, hvis ordningen med feltpræster alene var forsvarets sag.

Den ordning bør selvfølgelig afskaffes. Der vil stadig være kolleger, som finder deres opgave i forsvaret, men herefter ikke længere med den kirke og kristendom i ryggen, som så bliver tydeligere, som et modsigelystent åndeligt modsvar til militarismen.


Baseret på et aftenseminar, holdt marts 2025 i Skt. Nicolai kirke, Rønne.