Krigerisk sprog skaber myter
om forplantningen

Befrugtning sker når mandens sædcelle ”trænger ind i en ægcelle” hos kvinden, står der på Sundhed.dk – og i de fleste lærebøger og forskningsartikler.

Det passer jo flot med gammeldaws grundtanker om den aktive/aggressive mand, og den passive kvindelige modtager.

Processen ses som et kapløb, hvor kun den ” stærkeste sædcelle ” vinder, og som gevinst får sine dominante gener ført videre. Men nyere forskning har pillet ved disse myter, og beskriver i stedet befrugtningen mere som en fælles dans, hvor mandens og kvindens organer hjælper hinanden til et godt resultat.

Selv sædcellerne samarbejder, og svømmer i flok for at hjælpe hinanden på vej. Ved at holde haletudse-halerne tæt sammen med naboernes, kan de langt bedre styre direkte imod det fælles mål under deres lange rejse.

Heller ikke inden i kvindens organer er det bare frit spil for de mest emsige sædceller. De bliver allerede her aktivt sorteret til og fra undervejs gennem æggelederen. Gode sædceller udvælges efter bevægelighed og levedygtighed, men også om DNA er foreneligt. Blandt millioner af sædceller får kun nogle få hundrede lov til at komme helt tæt på et æg – de svømmer nu selv kun lidt, og hjælpes i stedet på vej af æggelederen.

Selve ægget lader ikke hvad som helst trænge ind i sig, men kommunikerer kemisk med sædcellerne for at tiltrække lige den slags, som hun har lyst til at få indenbords. Selv om der også er en masse ubevidst kemi i den måde, som mænd og kvinder finder sammen på, er ægget ikke altid tilfreds med kvindens valg af partner – og modvirker så i stedet, at befrugtning kan ske med lige ham.

Først i de senere år er der begyndt at blive ryddet lidt op i tidligere forskningsmæssige misforståelser. Ikke mindst var sproget om fx sædcellens opførsel præget af en ret bevidst fejllæsning af Darwins arvelære, om de ”bedst egnedes overlevelse” , der også irriterede Darwin selv.

For Darwins vindere var slet ikke ”den stærkeste” eller det ”bedst egnede individ” , men den artsgruppe som sammen havde størst chance for overlevelse. At være stærk betyder kun lidt, hvis evnen til at samarbejde ikke dur. Det drejer sig derfor om at sikre hele gruppen, ikke kun de få, eller ens egen nære familie. Dette sikrer at en tilstrækkelig stor genpulje overlever, hvorved hele artens levedygtige forplantning kan fortsætte.

Vi mennesker nedstammer som art fra aberne... eller rettere, nej. Men vi har fælles forfædre, millioner af år bagud. De kampglade gorillaer står os ikke nærmest, hvorimod grundmaterialet på DNA-niveau er 99 procent det samme for mennesker og chimpanser, i særlig grad artsgruppen dværgchimpanse eller bonoboer. Og det er en god ting, for chimpanser lever patriarkalsk, og bruger aggression til at holde styr på flokken. Hvorimod det hos bonoboer er hunnerne der styrer, og konflikter løses gennem kærlig sex på kryds og tværs i flokken.

Også her er der kommet ny forskning, der desværre nuancerer det dejlige billede af, at vore nærmeste slægtninge opfører sig som de sødeste hippie-aber. Bonoboer kan nemlig alligevel blive sure på hinanden, og bliver det faktisk oftere end chimpanser. Også Bonobo-piger kan dumt nok blive tiltrukket af sådanne aggressive hanner, men heldigvis uden at dette har betydet generelle ændringer for deres ellers feminist-fredelige fælles livsform.

For modsat chimpansernes adfærd, udløser enkelte bonoboers arrigskab ikke omfattende og dødelige stammekrige, da dværgchimpanser ikke er territoriale – og lige den nyttige opførsel bør vi mennesker også få lært!