Hvordan kan du fortsat
være pacifist?

Skeptikeren:
Du kalder dig selv pacifist. Så vidt jeg forstår betyder det, at du er imod alle krige og krigsforberedelser, inklusive Ukraines igangværende forsvarskrig. Hvordan kan du dog være pacifist i tider som disse?

Majken:
Jeg stiller mig selv det modsatte spørgsmål: Hvordan kan man ikke være pacifist i tider som disse? Med alt det vi ved om konsekvenserne af moderne krigsførelse, hvorfor er alle alternativerne til krig så ikke på bordet?

Svaret på spørgsmålet om hvorfor jeg er pacifist, kan deles op i tre dele. For det første mener jeg, at det er forkert at slå andre mennesker ihjel, og folk dør i krig, både soldater og civile. For det andet er den pris folk betaler for krig simpelthen for høj. Infrastruktur ødelægges, og i krigstider er det sværere at holde fast ved de værdier man forsøger at beskytte, såsom respekt for menneskerettigheder. Hvis krig var svaret, ville vi have haft fred i verden for længe siden, når man tænker på alle de krige, der er blevet ført i løbet af de sidste århundreder med den erklærede hensigt at skabe fred.

Men den tredje del af mit svar er den vigtigste: Vi ved i dag en masse om ikkevoldelig kamp, og det er irrationelt at ignorere denne viden. Vi kan vende tilbage til, hvad der udløste min personlige interesse for pacifisme senere, men jeg synes vi først skal tale om nogle af de alternativer, som jeg kender til.


Skeptikeren:
Jeg er helt enig i at krig er forfærdeligt, og at vi bør gøre alt hvad vi kan for at undgå det, men når jeg ser på hvad der skete i Ukraine i 2022, ser jeg ingen anden mulighed end væbnet kamp mod den russiske invasion. Hvordan kan der være nogen alternativer?

Majken:
Den russiske invasion var en forfærdelig aggression. Selvfølgelig forstår jeg at ukrainerne ønsker at bekæmpe denne invasion, men der er andre måder at kæmpe på end med våben. I det lange løb er det mere sandsynligt at ubevæbnede metoder vil være de mest succesfulde til at forsvare menneskerettigheder, demokrati og redde liv. En ubevæbnet kamp vil også gøre det lettere at få fredelige relationer i fremtiden.

For hver dag krigen fortsætter, for hver kugle, der bliver affyret, for hvert missil, der bliver affyret, for hvert hus, der bliver ødelagt og for hvert liv, der går tabt, vil genopbygning og forsoning tage længere tid. Det er derfor, jeg er pacifist og anser krig for at være en forbrydelse mod menneskeheden.


Skeptikeren:
Når du taler om ubevæbnet kamp, hvad tænker du så på? Jeg tror, at tiden for fredelige demonstrationer er forbi.

Majken:
Hvis du mener store menneskemængder, er jeg enig i at det ikke er det rigtige tidspunkt for demonstrationer nu, i hvert fald ikke i de besatte dele af Ukraine. At demonstrere i store menneskemængder under sådanne omstændigheder er ofte en unødvendig risiko, der har ringe chance for succes. Men når det er sagt, så er der undtagelser. I de første dage af den russiske invasion demonstrerede borgerne i den lille by Slavutich offentligt, og sikrede løsladelse af deres borgmester.

Hvis folk åbent ønsker at udtrykke deres protest, kan de deltage i små symbolske handlinger, såsom at bære bestemte farver som tegn på national enighed mod en besættelsesmagt. […]


Skeptikeren:
OK, jeg forstår at kreativitet i form af symbolik kan spille en rolle i at skabe solidaritet, men ingen ved deres fulde fem kan vel tro, at det er nok til at slippe af med en besætter?

Majken:
Du har ret, det er det ikke. Det kræver dristigere handlinger, som ikke nødvendigvis betyder, at man skal samle store menneskemængder. I de besatte områder i Ukraine er strejker og boykot og andre former for ikke-samarbejde med besættelsesmagten nok den bedste løsning.

Den russiske besættelsesmagt ønsker, som alle andre besættere, at operere uforstyrret og opretholde et vist billede af legitimitet. Hvis den ønsker at afholde et lokalvalg for at give indtryk af en fungerende samfundsorden, bør vælgerne boykotte valget. Hvis besætterne ønsker at indføre et russisk pensum i skolerne, kan forældre og lærere organisere et parallelt uddannelsessystem. Den type aktion involverer mange mennesker, og forstyrrer administrationen af en besættelse, så den ikke kan opretholde en facade af ”business as usual”.

Ideelt set burde forberedelserne til denne ikkevoldelige kamp være startet for lang tid siden, for eksempel ved den russiske besættelse af Donbass og Krim i 2014, i stedet for at vente til en russisk invasion i fuld skala. Nu ville ukrainerne være nødt til at improvisere en ubevæbnet modstand, og det er selvfølgelig meget sværere at organisere sig under en igangværende besættelse, end at forberede sig på forhånd. […]
Skeptikeren:
Kan du give mig mindst ét eksempel på et valg eller en boykot, der faktisk gik som planlagt?

Majken:
Først og fremmest påstår jeg ikke, at jeg har endegyldige svar om Ukraine, og jeg er ikke ekspert på Ukraine eller Rusland. Det jeg kan gøre, er at pege på hvad vi i dag ved om ubevæbnet kamp, og så foreslå hvordan dette muligvis kunne være relevant for befolkningen i Ukraine. Jeg vil forsøge at forklare hvad jeg tror der kan ske, i det meget usandsynlige tilfælde at ukrainerne beslutter at afslutte den væbnede kamp, og i stedet gå over til udelukkende at kæmpe med ubevæbnet modstand.

Selvom scenariet for Ukraine selvfølgelig er spekulativt, har de eksempler som jeg baserer mine argumenter på faktisk fundet sted. Lad os starte med et eksempel, der har visse ligheder med Ukraine, selv om det er mere end 80 år gammelt, så det kan inspirere dig.

Under Anden Verdenskrig var Norge besat af Nazityskland. I 1942 blev Vidkun Quisling fra det lille norske nazistparti NS udnævnt til statsminister i Norge. Quisling havde store planer om at udbrede den nazistiske ideologi i Norge, og ville til en begyndelse nazificere kirken og skolerne. Han indførte også en obligatorisk ungdomsorganisation for børn med Hitlerjugend i Tyskland som forbillede. Men modstanden fra præster, lærere og forældre var så koordineret og forenet, at intet af dette kunne gennemføres i praksis. […]

Hvad vi kan lære af dette eksempel er, at en besættelsesmagt er fuldstændig afhængig af lokalbefolkningens samarbejde, for at kunne opretholde et billede af normalitet og kontrol. I 1950erne interviewede den amerikanske akademiker Gene Sharp nogle af de norske lærere, som havde deltaget i strejken. Sharp blev en af de mest indflydelsesrige forfattere om ubevæbnet kamp og ikkevoldsteori med sin bog ”The Politics of Nonviolent Action”. Her skriver han om det faktum, at magtudøvelse altid afhænger af samarbejde, og at denne indsigt er afgørende for at forstå dynamikken i ikkevoldelig aktion.


Skeptikeren:
Okay, jeg forstår det godt, selvom dit eksempel er meget gammelt. Hvis det var sket i dagens Ukraine, ville russerne bare indsætte russiske lærere med deres egen læseplan.

Majken:
Det du foreslår lyder meget sandsynligt. Det er derfor, hver situation skal analyseres og vurderes på sine egne præmisser. De lokale kender deres egen situation bedst, men selv om hver situation er unik, kan man lære og blive inspireret af hvad andre har gjort. I dit scenarie med de russiske lærere kunne jeg forestille mig, at det næste skridt ville være at organisere forældrene til ikke at sende deres børn til disse skoler.

Faktisk er der et meget interessant eksempel fra Kosovo i 1990erne, hvor den albanske befolkning i Kosovo oprettede et parallelt uddannelsessystem, så deres børn ikke ville blive indoktrineret med et serbisk pensum. Hundredtusindvis af børn deltog. […]


Skeptikeren:
Nu har du talt om forskellige former for ikke-samarbejde. Hvordan ville det gå, hvis ikkevold blev brugt meget mere konfrontatorisk?

Majken:
I teorien om ikkevold taler vi om spredningsaktioner og koncentrationsaktioner. Demonstrationer er den klassiske form for koncentrationstaktik, hvor man samler mange mennesker på ét sted. […] Det er selvfølgelig en imponerende magtdemonstration, når man er mange, men det gør også, at man bliver sårbar over for direkte angreb. […]

Ikkevoldelige bevægelser, der benytter sig af mange forskellige metoder, herunder både protest/overtalelse og ikke-samarbejde, direkte aktion og intervention, har større chance for at nå deres mål. Det er også vigtigt, at metoderne finder sted på forskellige steder og i forskellige rum, og involverer forskellige dele af befolkningen. Bevægelser, der primært er baseret på én del af befolkningen, som f.eks. studerende, og som samler dem på ét sted, er meget mere sårbare end en bevægelse, der er mangfoldig og praktiserer vidt forskellige former for ikkevoldelig modstand.


Skeptikeren:
Det lyder som guerillataktik. Hvis der er så mange ligheder, burde de ubevæbnede metoder bruges sideløbende med væbnet kamp.

Majken:
Absolut ikke. Ubevæbnede og bevæbnede midler er ikke forenelige, fordi de afhænger af hver sin logik. Den militære logik handler om at tage kontrol gennem fysisk magt. I modsætning hertil handler ubevæbnet kamp mod en besættelse om at gøre det politisk umuligt for besættelseshæren at fortsætte, ved at nægte at samarbejde. Mens militær kamp kan drage fordel af at blive ledsaget af strejker og andre former for ikke-samarbejde, kan en kamp der primært er ikkevoldelig normalt ikke drage fordel af en smule vold. […]

Jeg er klar over, at sund fornuft fortæller mange mennesker, at voldelig modstand er mest effektivt, men i dette tilfælde er det mest fornuftige faktisk lige omvendt. Forskning, der har sammenlignet voldelige og ikkevoldelige kampe, viser tydeligt at ikkevold er mere effektivt end vold. Erica Chenoweth og Maria Stephan udførte denne forskning, som blev offentliggjort i 2011 i bogen ”Why civil resistance works”.


Skeptikeren:
Ja, jeg har hørt om dette, men det virker stadig helt usandsynligt, at ikkevold skulle være den mest effektive metode.

Majken:
Det overraskede også forskerne bag. Jeg mødte Erica Chenoweth kort efter at undersøgelsen var blevet offentliggjort, og hun fortalte mig, at de faktisk havde forventet at påvise, at de forskere der hævdede ikkevold var effektivt, tog fejl. Men Chenoweths og Stephans banebrydende undersøgelse viste, at kampe der primært er ikkevoldelige, statistisk set har næsten dobbelt så stor sandsynlighed for at blive en succes, som voldelige kampe har det!

---

Et uddrag fra bogen ”Pacifisme NU. Dialog om alternativer til krigen i Ukraine”.
Læs mere - og hent bogen gratis!