Hundredtusinder af år med fred

Dinosaurerne uddøde, fordi de havde for meget panser og for lidt hjerne, siges det. Homo Erectus som art udvikledes i Afrika for omtrent 1,8 millioner år siden. Homo Sapiens er omkring 300.000 år gammel. Mennesket har udviklet sig på forskellig måde i årenes løb.

Det lyder nærmest som et eventyr fra gamle dage: Der var engang i tidernes morgen, da der var fred på jorden, fordi der ingen militarisme var. Ingen krige. Ingen militær forurening.

Ingen statsdannelser. Ingen politikere. Ingen regeringer. Ingen nationalisme. Ingen fædrelandssange. Ingen smittefarlig kapitalisme. Ingen ejendomsret. Ingen kontrol. Ingen krigsforberedelser, ingen generaler og soldater. Ingen helte og ingen krigsmindesmærker. Intet kollektivt barbari. Ingen våben.

Ingen atomvåben. Ingen atomraketter. Ingen krigslitteratur. Ingen krigstrommer. Ingen hornblæsere. Ingen militær værnepligt og tvang. Ingen efterretningstjenester. Intet politi. Ingen militærrelaterede skatteudskrivninger. Ingen religion og overtro.

Kun dyr spiste hinanden, når de var sultne, og kun rovdyr og forskellige store naturkatastrofer, som store vulkanudbrud og omfattende globale klimaforandringer, truede menneskehedens eksistens i større eller mindre grad i fortiden.

Det er dog ikke et eventyr. Det er heller ikke en myte. Det er fakta. Og menneskerne levede godt af omgivelsernes frugtbare ressourcer. Reelt måtte menneskene samarbejde for at kunne overleve, når der kom knaphed på ressourcer. Sat lidt på spidsen ,så varede perioden med fred fra omkring 300.000 år siden og til omkring år 6000 f.Kr.


I følge kulturantropolog og etnograf Raymond C. Kelly, var de tidligste H. Erectus jæger-samler samfunds befolkningstæthed sandsynligvis lav nok til at undgå væbnet konflikt. Udviklingen af kastespyddet sammen med bagholds-jagtteknikker gjorde potentiel vold mellem jagtpartier meget kostbar, hvilket dikterede samarbejde og opretholdelse af lave befolkningstætheder, for at forhindre konkurrence om ressourcer. Denne opførsel kan have fremskyndet H. Erectus migration ud af Afrika for ca. 1,8 millioner år siden, som en naturlig konsekvens af konfliktunddragelse.

Tanken om den fredelige forhistoriske verden er ikke ny. Så vidt vides blev den udviklet af tyskeren Georg Fr. Nicolai (1874-1964) under Første Verdenskrig. Mennesker er som kødædende rovdyr dog ikke fra naturens side udstyret med skarpe tænder, næb, horn og kløer.

Mennesket er biologisk set en elendig kriger uden hjælpemidler i form af våben. Mennesket dræber heller ikke mere andre mennesker på grund af kannibalisme, hvilket der stort set ikke mere er lovgivning om. En adskillelse mellem rovdyr og mennesker, er derfor menneskets manglende eller ringe naturlige evne til at dræbe uden anvendelse af kunstige hjælpemidler i form af våben, så som pile, lanser og spyd. Der har formodentligt altid været forhistoriske fjendskaber, konflikter og enkeltstående drab i de små samfund, menneskerne levede i, men datidens lokale konflikter i form af hævn over drab har ikke kunnet udvikle sig til krige.


Forhistoriske krige eksisterede ikke fordi samfundenes kollektiver af familier og klaner var for små og for spredte befolkningsmæssigt, til at kunne samle stort nok mandskab til at forme en hær, som en større skare af bevæbnede mænd. Udviklingshistorisk var de forholdsvis få tidlige mennesker nomader frem til stenalderen. I stenalderen opstod de første små byer som hovedregel af et lille antal huse placeret centralt i forhold til marker, dyrehold, fiskeri, skovbrug, ferskvand, floder og trafik.

Der er ingen samtidige skriftlige kilder, der kunne beskrive forhistoriske krige. Wikipedia forsøger sig med en definition omkring forhistoriske krigsførelse, som en tilstand af organiseret dødelig aggression mellem autonome prælitterære samfund: "Forhistorisk krigsførelse henviser til krige, der opstod mellem samfund uden nedskrevet historie.

Eksistensen – og endda definitionen – af krig i menneskehedens hypotetiske naturtilstand har været et kontroversielt emne i idéhistorien, i det mindste siden Thomas Hobbes i Leviathan (1651) argumenterede for en "alles krig mod alle", et syn direkte udfordret af Jean-Jacques Rousseau i sin Diskurs om ulighed (1755) og Den sociale kontrakt (1762). Debatten om den menneskelige natur fortsætter, og spænder over nutidig antropologi, arkæologi, etnografi, historie, statsvidenskab, psykologi og filosofi i så divergerende bøger som Azar Gats War in Human Civilization og Raymond C. Kellys Warless Societies and the Origin of War."

I løbet af bronzealderen sker der først i Mellemøsten, og senere i det antikke Grækenland, en udvikling af større byer kaldet bystater, og dermed også de første kendte statsdannelser. Indus-kulturen i Indien, det gamle Egypten og det Akkadiske Imperium i Babylonien, er de første imperier. Samfundsstrukturen i Mellemøstens byer var pyramideformet med fyrsten og præsterne øverst i toppen. Kollektive krige med deres beregnede ondskab blev formodentligt opfundet i tidsrummet mellem slutningen af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen.

Det har krævet store ressourcer og en vis intellektuel kapacitet at udvikle begrebet krig, hvilket i sig selv forudsatte en vis hierarkisk samfundsmæssig politisk udvikling og organisering, i form af accepten af magthavere som høvdinge, konger og præster, udvikling af skatteopkrævning og militær samt etableringen af en kostbar våbenproduktion.


Og det gør det stadigvæk den dag i dag. Inden for moderne tid har Island et for lille befolkningsgrundlag til at have en hær. Opfindelsen af våben og hære har ændret alt, bortset fra menneskets måde at tænke på, og dermed driver vi ind i fundamentale katastrofer. Vi lever nu et globalt befæstet fattighus og i en globalt befæstet dårekiste, hvor løsningen af internationale konflikter uden anvendelse af vold ikke endnu er på den politiske dagsorden.

De allerstørste trusler menneskeheden står overfor i de kommende generationer er dog ikke politiske konflikter og krige – selv om dette er galt nok, men klimaforandringer, formindskelse af biodiversiteten og dermed forøget sult, vandmangel og forværrede naturkatastrofer. Og alle disse udfordringer er generaler og deres soldater ikke uddannet til at bekæmpe. Deres militære forbrug er den største organiserede forbrydelse mod menneskeheden siden Anden Verdenskrig, og noget hele enestående i verdenshistorien.

Internationale konflikter kan kun, har krigshistorien vist, løses ved hjælp af konfliktløsning baseret på fredelige midler og metoder. Altså diplomati, og i FN har vi redskabet til at løse internationale politiske konflikter. Stridsøksernes skal begraves. Deres tid i international politik er forbi, og det er nu på tide at skabe fred.


Artiklen er udpluk fra Holger Terps bog: "Krig som beregnet ondskab".


Fodnote- og kildeliste