Grund til optimisme for freden...

Teksten er fra en tale, holdt ved Fredsministeriums 10-års jubilæum den 23. april 2022.


Foreningen Aldrig Mere Krig har ligesom Kvindefredsligaen omkring et hundrede år bag sig. Men vi har desværre endnu ikke nået det fælles mål om at få stoppet al krig, så vi fortsætter. Mit udspil her er mit eget. Jeg har nok foreningen med mig i det meste, men ikke nødvendigvis det hele. I AMK kommer vi med forskellige baggrunde, men er fælles om at bygge på et pacifistisk grundlag.

AMK står, som nok bekendt, for aktiv krigsmodstand og klar pacifisme. Det giver besvær, for mange tror pacifisme er det samme som passivitet - eller bruger kun ordet "pacifist" som afslutning på sætningen: "Nu er jeg jo ikke..." En træls formulering, der også bruges om andre ubekvemme holdninger. Til gengæld gør det pacifistiske grundlag alle storpolitiske overvejelser meget nemmere - for vi er imod våbenbrug, uanset hvem der har dem i hænderne.

Det er så desværre heller ikke en velkommen holdning i denne tid hvor den danske befolkning på få uger skiftede fra en generel fredsommelighed til pludselig at blive radikaliserede og udvikle en voldsparathed. Nu lyder budskabet enstemmigt, at alle må opruste, for dialog nytter ikke mod despoter. Modigheden er vældig stor blandt de kamplystne i Danmark, der dog kun vil støbe kuglerne til kampen, mens det alene er ukraines befolkning der konkret skal slå unge russere ihjel eller være krigsofre.


Da det store slag stod om hovedstaden i Ukraine, blev der atter råbt på flere våben både herhjemme og fra Ukraines regering. Og dette er fuldt ud forståeligt, selvom det er ufatteligt for os skrivebordsgeneraler, at sætte os ind i hvad det betyder, når bomber rammer din by og dine naboer. At få Putin til at stoppe bombningerne var dog fuldt ud muligt, med stærk hjælp udefra - og det kunne modige politikere have valgt. Hvis USAs præsident selv var landet i Kiev ville Ruslands bomber være stoppet omgående. Ruslands regering har intet imod at bombe ukrainere, men risikoen ville alligevel blive for høj, hvis Joe Biden sad "på mål" midt i byen.

Princippet er udbredt på lavere niveau, hvor initiativer som Peace Brigades har indsat "ubevæbnede livvagter" til fredsaktivister, humanitære projekter og fagforeningsfolk. Ideen er den samme, som tidligere kunne beskytte de områder, hvor FN sendte sine baret-klædte soldater ud. Deres "bløde hatte" i stedet for hjelme var et klart signal, om at een ting var at dræbe lokale folk, men drabet på sådanne udenlandske hjælpere kunne skabe for stor ballade.

Aktuelt kunne lignende græsrodsvagter nok ikke give en tilsvarede god nok beskyttelse, i en så voldsom og kaotisk krig som Ukraines. Men også en stor flok europæiske politikere til topmøde i Ukraine, ville blot ved deres tilstedeværelse også kunne stoppe bombningerne. Og en våbenhvile er et nødvendigt skridt for at troværdige fredsforhandlinger kan komme i gang.


Og hermed fik jeg så lige stoppet krigen i Ukraine, og vi kan hoppe videre til Fredsbevægelsens fremtid. Teknisk set er det fint at få vore idealer trykprøvet, som under denne aktuelle situation. Vi kan dog nok hurtigt blive enige om, at det ikke kun er NATO, men også fredsbevægelserne generelt, der ikke står heeelt klar med en klog løsning.

Gode uafhængige forskere har heldigvis fremlagt deres bud, men det er sjældent lige den slags tanker får en velvillig nok behandling i medierne, og af politikerne. Jeg har nydt at høre de gode bidrag i dag, og løbende at følge med i, hvad der tænkes i fredelige forsker-kredse rundt om i resten af verden. Det virker som om, at der er noget mere åbenhed i militære kredse over for nytænkning, end der er blandt politikere.

Dette er en af de vigtige opgaver, som Fredsministerium har forsøgt sig med, at række ud til de relevante politikere, og prøve at få dem forklaret, at der findes andre muligheder, end bomber mod bomber. Lige nu er dette vigtigere end nogensinde, selv om krigens meningsløshed burde stå mere og mere klar. Ikke kun gennem Ukraines lidelser, men også gennem den perlerække af militære nederlag, som har præget Danmarks militære eventyr i udlandet Aktuelt med flugten hjem fra Afghanistan, og de lige så uigennemtænkte pirat-togter.


Politikernes fejlslagne beslutninger lader på ingen måde til at være sivet ind som de tunge lærestreger, de burde være. Den samlede danske fredsbevægelse bør blive langt bedre til at dokumentere problemerne ved den danske krigsdeltagelse. Jeg savner fx et bredt argumentations-katalog, ikke baseret på lidt for flotte slagord, men med så gode kilder bag, at det bliver svært at affeje.

Jeg vil som eksempel, og helt uden blusel, pege på et enkelt af mine egne projekter, der oftest er blevet brugt som kilde af andre. Min liste over Folketingets krigsbeslutninger benyttes nemlig også af Center for War Studies, Institut for Strategi, og Forsvarsakademiet. Men den er fortsat bare mit eget hobbyprojekt, og der savner jeg at "fredsbevægelsen" finder fælles kræfter til at hjælpe hinanden til troværdig dokumentation.


Foreningen Aldrig Mere Krig bliver aldrig Danmarks største, og det er heller ikke målet. Derfor har vi altid arbejdet sammen med andre om konkrete projekter og prøvet at præge disse i en endnu mere fredelig retning. En af AMKs medlemmer ringede just, og spurgte til hvorfor der var så mange forskellige fredsbevægelser - "for hvis der nu kun havde været een, ville den jo blive så meget større, og så have mere gennemslagskraft". Men sådan kunne man jo osse sige om de politiske partier.

Jeg ser ikke en mulig fremtid med een stor fredsbevægelse, for, for eksempel nogle af dem, der er imod dansk deltagelse i angrebskrige, synes samtidigt, at for at kunne præge de andre i EU positivt, bør forsvarsforbeholdet afskaffes. Derimod har specifikke kampagner virket effektivt, når de KUN er rettet for eller imod et helt konkret mål.

Som i 1980erne hvor målinger viste, at et flertal klart var imod opstilling af nye atomraketter. Det helt flotte var bredden af modstanden, for samme flertal kunne måles blandt NATOs egne tilhængere. Hvis en fredsbevægelse skal kunne ændre noget permanent, må den nå så bredt ud som dengang, hvor selv borgelige politikere som Uffe Ellemann Jensen kunne støtte nogle af fodnoterne mod NATOs atompolitik - for det gjorde Uffe Ellemann rent faktisk i 1980erne, selvom han har svært ved at indrømme det i dag.


På længere sigt må også i Danmark samles og trækkes på de globale erfaringer med mere fredelige løsninger, så mediernes krigsprofeter kan få effektivt modspil. Så Ja Tak til at genopbygge en dansk fredsforskning. I dag mindes det alt for lidt, at fredelige omvæltninger faktisk kunne vælte Østblokkens beton-kaserner.

Nogen husker det dog, ikke mindst i Litauen, hvor forsvarsministeriet løbende udgiver en manual med titlen "Kamp uden våben: ABC i Civil Modstand". Litauens manual rummer blandt meget andet små to hundrede gode tips til effektiv kamp uden våben, samlet af ikkevoldsforskeren Gene Sharp.

Det var da et projekt, der burde have officiel støtte fra Danmark, for Litauens forsvar er opbygget med stor støtte af danske officerer. Og modsat kunne vort danske forsvar lære af dette, og ligesom Litauen afholde omfattende kurser for befolkningen i Aktiv IkkeVold og Civil Ulydighed. Aldrig Mere Krig vil da meget gerne hjælper dem i gang!


Det er virkelig enormt hyggeligt at møde lige jer, som vi gør det her i dag. Og jeg bliver igen og igen imponeret over al den gode kraft, som så mange frivillige lægger for freden. Men fredsbevægelsen som sådan er nød til at nå langt bredere ud. Og ikke kun, som det ofte sker, under røde faner.

Åbenheden til at række bredt ud, har Fredsministerium været god til. Nu skal vi snart igen sammen til Folkemødet på Bornholm, hvor det netop er muligt at få kontakt til godtfolk og politikere fra hele spektret. Jeg havde tidligere pæn succes for i et "kristent telt" derovre at spørge til, om deres "respekt for liv" - der jo udelukkende var abortmodstand - ikke burde udstrækkes til krigsmodstand. Deres svar var overraskende åbne.

I år har vi i regi af Fredsministerium banket på hos en lang række relevante samarbejdspartnere, og jeg er nu indbudt til et panel hos "Folk og Sikkerhed". De er, ligesom os andre, en folkelig organisation med interesse for militæret, omend de er meget gladere for våbenbrug, end fredsbevægelserne er. I deres panel vil vi alligevel snakke om "en verden uden våben", og det skal nok blive interessant - især i det nuværende politiske klima.

Så jeg ser rigeligt med opgaver for fredsbevægelsen foran os, og håber på langt flere og bredere samarbejdspartnere - for at vi kan overkomme bare nogle få af vore ønsker sammen. Jeg har også god optimisme for vore muligheder, for ligesom folkestemningen slog om på et splitsekund til et fornyet og enøjet oprustnings-cirkus, kan og vil den slå om igen, når det øjeblikkelige krigshysteri har lagt sig.


Ovenstående kan også høres oplæst under jubilæet cirka 13 minutter inde i lydstrimlen på linket, men hør osse Kvindefredsligaens indlæg lige før. Og se det flotte program fra Fredsministeriums 10-års jubilæum.