Ubevæbnet modstand kunne virke i Ukraine

Som freds- og konfliktforskere stiller vi os selv det samme spørgsmål som mange andre i disse dage: Hvad ville vi selv gøre, hvis vi var ukrainere?

Vi håber, at vi ville være modige, uselviske og kæmpe for et frit Ukraine baseret på den viden, vi har. Og der er mere effektive måder at modstå invasion og besættelse på, som ikke involverer at bevæbne os selv eller andre, og som vil føre til færre ukrainske dødsfald end militær modstand.

Vi forstår logikken bag den ukrainske regerings appel om våben og soldater fra udlandet. Vi konkluderer dog, at en sådan strategi kun vil forlænge smerten og føre til endnu mere død og ødelæggelse. Vi minder om krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Tjetjenien, og vil forsøge at undgå en sådan situation i Ukraine. Vi ser med respekt på alle soldater og modige civile, der kæmper for Ukraine; hvordan kan denne stærke vilje til at kæmpe og dø for et frit Ukraine tjene som et reelt forsvar for det ukrainske samfund?

Allerede nu bruger folk over hele Ukraine spontant ikkevoldelige midler til at bekæmpe invasionen; vi ville gøre vort bedste for at organisere en systematisk og strategisk civil modstand. Vi ville bruge de uger - og måske endda måneder - hvor nogle områder i det vestlige Ukraine kan forblive mindre påvirket af militære kampe, til at forberede os selv og andre civile på det, der venter.


I stedet for at investere vores håb i militære midler, ville vi straks gå i gang med at træne så mange mennesker som muligt i civil modstand og sigte mod bedre at organisere og koordinere den civile modstand, der allerede sker spontant. Forskning på dette område viser, at ubevæbnet civil modstand under mange omstændigheder er mere effektiv end væbnet kamp.

At bekæmpe en besættelsesmagt er altid svært, uanset hvilke midler der bruges. Men i Ukraine er der viden og erfaring, om at fredelige midler kan føre til forandring, som ved den Orange Revolution i 2004 og Maidan -revolutionen i 2014. Selvom omstændighederne er meget anderledes nu, kan ukrainere bruge de kommende uger til at lære mere, sprede denne viden og opbygge netværk, organisationer og infrastruktur, der kan kæmpe for ukrainsk uafhængighed på den mest effektive måde. I dag er der omfattende international solidaritet med Ukraine - støtte som vi regner med, også til ubevæbnet modstand i fremtiden.

Med dette in mente ville vi fokusere vores indsats på fire områder, og:


1. Etablere og fortsætte forbindelser med grupper i det russiske civilsamfund, der støtter Ukraine. Selvom de er under hårdt pres, er der menneskerettighedsgrupper, uafhængige journalister og almindelige borgere, der tager store risici for at bekæmpe krigen. Vores største håb for et frit Ukraine er, at den russiske befolkning vælter Putin og hans regime gennem ikke­voldelig revolution. Vi anerkender også den modige modstand mod Belarus' leder Alexander Lukasjenko, og opmuntrer til fortsat forbindelse og koordinering med aktivisterne der.


2. Formidle viden om principperne for ikkevoldelig modstand. Det er en vigtig del af grundlaget for dette at overholde en principiel linje for ikkevold. Vi taler ikke kun om moral, men om hvad der er mest effektivt under omstændighederne. Nogle af os ville måske have været fristet til at dræbe russiske soldater, hvis vi så muligheden, men vi forstår, at det ikke er i vores interesse i det lange løb. At dræbe nogle få russiske soldater vil ikke føre til militær succes, men vil sandsynligvis delegitimere alle involverede i civil modstand. Det vil gøre det sværere for vores russiske venner at stå på vores side og lettere for Putin at hævde, at vi er terrorister.

Når det kommer til vold, har Putin alle kortene på hånden, så vores bedste chance er at spille et helt andet spil. Almindelige russere har lært at tænke på ukrainere som deres brødre og søstre, og det bør vi udnytte maksimalt. Hvis russiske soldater bliver tvunget til at dræbe mange fredelige ukrainere, som gør modstand på en modig måde, vil moralen hos besættelsessoldaterne falde kraftigt, desertering øges, og den russiske opposition vil blive styrket. Denne solidaritet fra almindelige russere er vores største trumfkort.


3. Formidle viden om metoder til ikkevoldelig modstand, især dem der tidligere er blevet brugt med succes under invasion og besættelse. I de områder af Ukraine, der allerede er besat af Rusland, og i tilfælde af en længere russisk besættelse ønsker vi, at vi selv og andre civile er parate til at fortsætte kampen. En besættelsesmagt har brug for stabilitet, ro og samarbejde for at kunne udføre besættelsen med færrest mulige ressourcer. Ikkevoldelig modstand under besættelsen handler om ikke-samarbejde på alle aspekter.

Afhængigt af hvilke aspekter af besættelsen, der er mest foragtede, omfatter potentielle muligheder for ikkevoldelig modstand strejker på fabrikkerne, op­bygning af et parallelt skolesystem eller nægtelse af samarbejde med administrationen. Nogle ikkevoldelige metoder handler om at samle mange mennesker i synlig protest, selvom det under besættelse er forbundet med stor risiko.

Dette er nok ikke tiden til de store demonstrationer, der prægede Ukraines tidligere ikkevoldelige revolutioner. I stedet ville vi fokusere på spredte handlinger, der er mindre risikable, såsom boykot af russiske propagandabegivenheder eller koordinerede bliv hjemme-dage, som kunne sætte økonomien i stå. Mulighederne er uendelige, og vi kan hente inspiration fra lande besat af nazisterne under Anden Verdenskrig, eller fra andre lande, der er besatte i dag. Det faktum, at Ukraines situation er unik, forhindrer os ikke i at lære af andre.


4. Etablere kontakt med internationale organisationer som Peace Brigades International og Nonviolent Peaceforce. I løbet af de sidste 40 år har organisationer som disse vist, hvordan internationale observatører kan gøre en væsentlig forskel for lokale menneskerettighedsaktivister, der lever med trusler mod deres liv. Deres erfaringer fra lande som Guatemala, Colombia, Sudan, Palæstina og Sri Lanka kan potentielt udvikles til Ukraine.

Det kan tage et stykke tid at implementere, men på lang sigt kan de være i stand til at organisere og sende russiske civile til Ukraine, som del af internationale hold "ubevæbnede livvagter". Det vil være sværere for Putins regime at begå grusomheder mod den ukrainske civilbefolkning, hvis russiske civile er vidner, eller hvis vidnerne er borgere i lande, der opretholder venskabelige forbindelser med hans regime - for eksempel Kina, Serbien eller Venezuela.


Hvis vi havde den ukrainske regerings opbakning til denne strategi, samt adgang til de samme økonomiske ressourcer og teknologiske ekspertise, som nu går til militært forsvar, ville denne foreslåede strategi være lettere at implementere. Hvis vi var begyndt at forberede os for et år siden, havde vi været meget bedre rustet i dag. Ikke desto mindre mener vi, at ubevæbnet civil modstand har en god chance for at besejre en potentiel fremtidig besættelse. At opretholde en besættelse vil være endnu dyrere for det russiske regime, hvis den ukrainske befolkning engagerer sig i massivt ikke-samarbejde.

I mellemtiden, jo mere fredelig modstanden er, jo sværere er det at legitimere undertrykkelsen af dem, der gør modstand. En sådan modstand vil også sikre gode forbindelser med Rusland i fremtiden. Vi, der bor i sikkerhed i udlandet, har selvfølgelig ikke ret til at fortælle ukrainere, hvad de skal gøre, men hvis vi var ukrainere i dag, er det den vej, vi ville følge. Der er ingen nem måde, og uskyldige mennesker kommer til at dø. De er dog allerede ved at dø, og hvis det kun var den russiske side, der brugte militær magt, bliver chancerne for at bevare ukrainske liv, kultur og samfund meget højere.


Analysen er skrevet af fredsforskerne Craig Brown, Jørgen Johansen, Majken Jul Sørensen og Stellan Vinthagen, og er her oversat let forkortet fra WagingNonviolence.org/rs/2022/03