Vi bruger over 30 milliarder om året på at beskytte landet mod vores fjender (læs: russerne). I praksis bruges pengene på dansk deltagelse i USAs mange krige. Der er akut mangel på fjender!
Men der er andre farer. Dem lukker vi øjnene for. Oven på først tørke så oversvømmelser og, mens coronavirussen har sat landet i stå, må vi til at se sikkerhedspolitik på en mere nuanceret måde, end pressen, militærfolk, krigsindustri og politikere har gjort til alle tider.
De har hidtil bestemt, hvad sikkerhedspolitik er. Tror du, at de oversvømmede beboerne langs Gudenåen eller Roskilde Fjord, føler at deres sikkerhed er beskyttet? Tror du landmændene ved tørke eller markoversvømmelser følte at deres sikkerhed var beskyttet? Mon de små erhvervsdrivende, der i disse dage er uden indkomst, føler nogen økonomisk sikkerhed?
Det sidste skyldtes at sundhedsberedskabet var totalt uforberedt. De "kloge" siger, at den nuværende pandemi er noget vi ikke kunne tage højde for. Det passer ikke! WHO (Verdenssundhedsorganisationen) har advaret siden 1999.
Epidemier forekommer stadigt hyppigere. Fra 2011-2018 registrerede WHO 1483 eksempler på verdensomspændende epidemier - SARS, MERS, H5N1, ZIKA, Gul Feber, Malaria, Ebola, HIV, COVID-19... Vi sikrer os mod de farligste, ved at blive vaccineret, når vi rejser ud. De fleste andre epidemier forekommer fjerne steder i verden, som rager os og pressen en høstblomst.
Så sent som i september 2019, 2½ måned før corona-udbruddet i Kina, advarede WHO om, at verden var fuldstændig uforberedt på en pandemi. Advarslen var udsendt mange gange tidligere med truslen: "
Det er ikke et spørgsmål, om det sker, men kun om hvornår det sker". Ingen af de "kloge" reagerede - jo, der blev købt nye kampfly.
Dem, der har ansvaret for vores sikkerhed, havde fyldt lagre med gasmasker og dragter til arbejde i en atomkrig. Masker til vores ansigter, håndsprit, dragter til at undgå smitte, var og er en mangelvare. Det officielle Danmark har haft blikket stift rettet mod at kunne deltage i USAs krige rundt om i verden. Dansk sikkerhed er baseret på kampfly, krudt og kugler. Den tankegang har altid været utilstrækkelig. Dette burde være klart for den mest tungnemme nu.
Truslen fra russerne skal begrunde større militærudgifter. Den er et rent fatamorgana. Russernes forsvarsbudget er lavere end Tysklands og Italiens tilsammen. Militær sikkerhedspolitik, har udspillet sin rolle. Vi må se danskernes sikkerhed i et langt større perspektiv. Det håber jeg bliver resultatet af den nuværende krise.
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
2020
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand