En kulturbærende fred

Vi vil ha' Fred. Vi vil ha' fred i os selv, med hverandre og i alle lande, ja i hele verden og den skal blive bæredygtig. Vi vil hver især og sammen udvikle fred i os selv og med hinanden, og i vores bærende institutioner. Vi vil sammen udvikle en fredskultur med ligeværdigt samarbejde og inklusiv problemløsning uden at forfalde til brug af psykisk og fysisk vold - og vi vil altså gøre det på såvel par/gruppe-, institutions-, og samfundsniveau, nationalt som mellem verdens stater. Thi fred er fravær af al vold.

Og vi vil derfor også sammen udvikle de tilstrækkelige forudsætninger for fredskulturens holdbarhed gennem at gøre op med den materielle uligheds strukturelle vold og fordomsfyldte fjendebilleders kulturelle vold; og indse vores fælles egeninteresse i den rettidige omhu for at kunne bevare vores fælles materielle livsgrundlag - og forstå fredskulturen både som mål, og som et nødvendigt ikkevoldeligt konflikthåndteringsmiddel for at kunne undgå fremtidige krige om magten over klodes knappe ressourcer. Således at vi så sammen kan både udforske og nyde fredens muligheder, efter at vi alle først har vedkendt os vores del af ansvaret herfor. Men det bliver et skønt langt sejt træk at opbygge den nødvendige fredsstruktur, der kan gøre freden bæredygtig på trods af udfordringerne.

Og det gælder lige fra at lade et integreret og integrerende fredsperspektivet udfolde sig, formelt som uformelt, i de institutioner vore børn og unge møder under deres opvækst. Her med folkeskolen som den vigtigste bærer, og derfor med tildeling af de nødvendige midler til undervisning i hvad fred og menneskerettigheder er, og kan give. Og som forudsætter inddragelse af alle niveauer i samfundet. Især med hensyn til det statslige- og internationale niveau må vi presse på for, at det bliver gennemsyret af en fredskultur, for at freden kan blive kulturbærende og dermed langtidsholdbar. Altså, så forståelsen af fredeligt samarbejde som det grundlæggende, for at vi kan skabe en fælles fremtid sammen, virkeligt kan få fodfæste og gøre krig som udenrigspolitisk middel utænkelig.

Og det kræver selvfølgeligt at vi indser at vi må støtte andre lande og folks bestræbelser for det samme, da freden er udelelig, og således bruge og udvikle FN's institutioner, som i sin oprindelse er tænkt som redskaber til opbygning af en globalt udbredt fredskultur til gavn og glæde for os alle. Thi med Grieg: "Krig er foragt for liv, fred er at skabe". Men med militarismens fremvækst, som følge af de mange krige, er krig næsten blevet reglen til at afgøre konflikter, oftest efter "vinderen tager det hele-princippet", hvorved kimen er lagt til at vedligeholde spændingen med fare for en eksplosion i den næste krig. Derfor må man som tilhænger af en verden baseret på en drøm om fredskulturen også tænke på udvikling af en robust fredsstruktur med instrumenter til at afgøre en konflikt med ikkevoldelige midler ud fra det grundlæggende princip om at skabe en alle-vin-der-situation, hvor alle parter kan identificere sig med forhandlingsresultatet og se sin interesse i at få del i en fælles fredsgevinst, hvilket netop medvirker til at gøre fredsaftalen bæredygtig. Men da konflikter er komplekse kræver det investering i opbygning af den tidligere nævnte fredsstruktur, med fredsforskning i spidsen som en akademisk disciplin med teoretisk forskning og udvikling med testning i praksis. En fredsforskning som - med udgangspunkt i Johan Galtung - tør erklære fred som en positiv og efterstræbelsesværdig værdi.

Og for at udvikle denne uafhængige forskning med klart defineret fredsmål til at få en slagkraftig anvendelsesværdi, så må fredsforskningens mere praktisk operative dele formidles til fredsaktivistmiljøer og nysgerrige fredsmindede mennesker for gensidig inspiration og udvikling af nye metoder. Også for at opnå den nødvendige folkelig tilslutning til en fredskulturel forskningsdagsorden, så den kan overleve under skiftende regeringer. Ja en del ikkevoldsteknikker bygger på befolkningens aktive deltagelse - og også i den meget nødvendige uddannelse heri. Af ovennævnte grunde koster alternative ikkevoldelige konfliktløsningsformer også penge, men kan så til gengæld blive mere effektive i anvendelse og især billigere i drift ved at spare menneskers liv eller krigstraumer ifølge undersøgelser omtalt i bogen "På barrikaderne for Fred" af Majken Jul Sørensen.

Det er bl.a. pga. aktiv deltagelse af civilbefolkningen på begge sider af konflikten gennem disses kontakt og tværgående samarbejde om fredsskabende og bevarende initiativer. Med bidrag til tidlig opmærksomhed på en potentiel konfliktoptrapning og med bidrag til at hindre at den udarter i vold. Og vel at mærke især hvis et nødvendigt antal fredsaktivister er blevet uddannet - såvel til ikkevoldelig kommunikation i forhandlingssituationer og i effektive mødeformer fx sociokratiske. Eller ved fysisk i felten at gå imellem parterne, også evt. i overvældende antal alt efter situationen og tidligt/hurtigt nok, ved fare for udartning i vold. En velkendt juridisk konfliktløsningsinstitution er Den internationale Domstol i Haag. Et forsøg på en international retsorden som senere er blevet udbygget med en internationale straffedomstol. Men så er der jo sket retskrænkelser og voldsudøvelse. Og pointen for fredelig konfliktløsning er jo at få standset en mulig voldsoptrapning inden evt. udbrud. Og her kan også nævnes gammelkendte upartiske voldgiftinstanser, som parterne er blevet enige om at bruge.

Men brede fredsbevægelser har været svære at opbygge i fredstid, hvor det netop er nødvendigt at opbygge fredsstrukturer. Derfor må man også allerede i fredstid gå via det repræsentative demokrati for at skabe støtte til opbygning af de fredsstrukturer, der kan spille tilbage med folkelig forståelse for at freden skal vindes inden krigen og krigspropagandaen ellers får for let spil, og hvor spontant opståede antikrigsbevægelser så står tomhændede tilbage uforberedt og uden midler i den nu langt sværere os-eller-dem krigssituation at være fredsaktivist i.