Borgerparlament i Leskovac

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1999

- se andre blade

Borgerparlamenterne er en bred, stadig voksende oppositionsbevægelse overvejende bestående af folk, der ikke tidligere har interesseret sig for politik.
Radmila Stamenkovic er en ung, glad kvinde, der som oftest stråler. Hun har levet et, hvad hun selv opfatter som, helt almindeligt liv, indtil der pludselig skete noget, der satte skred i hendes tilværelse. Hun fortæller åbent og ærligt om en, udefra set, vanskelig og smertefuld bevidstgørelsesproces.
Hun bor i Serbien, i den sydlige del, 230 km sydøst for Beograd mod Kosova/ o. Byen hedder Leskovac. Den har omkring 62.000 indbyggere. Den kaldes "Serbiens Manchester" på grund af sin tekstilindustri, der omfatter både bomuld, uld og hamp.
Også på andre områder er det en ret godt aflagt by: Den har produktion af maskiner og farmaceutisk industri, og ligesom i det ikke så fjerntliggende Mitrovica i Kosova/o er der miner. I Leskovac er det guld, bly og zink, der udvindes. Endelig er området frugtbart agerland, hvor der bl.a. dyrkes grøntsager.

En isoleret, men dog tilfreds tilværelse
 
Indtil for ikke så lang tid siden var Radmila, som hun selv lidt undseeligt siger, kun optaget af at være en dygtig lærer i kunsthistorie i gymnasiet.
Hun er gift og har en søn på 10 år, og da hun og hendes mand havde fået løst deres boligproblemer, dvs. var flyttet fra hans forældres hus til et hus, de selv havde købt, og hvor de ganske vist er inde i en evindeligt ombygningsproces, som hun smilende siger, var hun glad og som oftest tilfreds med livet som kunsthistorielærer, mor og hustru.
Hun og de fleste andre indbyggere i Leskovac har levet et liv meget fokuseret på deres egen hverdag, og ikke så meget på den undertrykkelse, som de trods alt følte fra styret i Beograd. De har affundet sig med situationen, har heller ikke syntes, det var helt umuligt at leve et liv i overensstemmelse med de behov, de havde.

Mændene i byen mobiliseres
 
Det første skred skete, da Radmilas mand sammen med en masse andre mænd fra Leskovac, hun nævner tallet 30.000, herunder 10 fra deres egen familie, blev indkaldt til hæren og sendt til Kosova/o.
- De kom alle 11 levende hjem, siger hun, - men en krig er jo aldrig ... behagelig.
De havde ar på sjælen, da de kom hjem.
Hun har ikke lyst til at tale om det, kan man mærke. Måske ved hun heller ikke, hvad der er sket. Her og nu skal der ikke spørges, om hun ved, hvad de gjorde eller ikke gjorde, netop disse serbiske soldater i Kosova/o, om hun ved, hvad de var med i.
Det er et uhyre følsomt emne, på denne som på den anden side af "grænsen" til Kosova/o. Det er hende, der fortæller historien og hende, der sætter grænserne.
Andet skred i bevidstgørelsesprocessen startede den 1. juli i år, da en ung journalist, ivan Novkovic, fra en lokal TV-station afbrød en direkte transmission af en jugoslavisk-tysk basketballkamp og lagde et bånd ind, hvor han opfordrede borgerne i Leskovac til protest og modstand mod styret i Beograd.
For Novkovic førte denne handling til øjeblikkelig arrestation, men hans opfordring blev hørt. Borgerne i Leskovac demonstrerede i tusindtal. Radmila nævner tallet 20.000 hver eneste aften.
I første omgang fik Novkovic 30 dages fængsel. Undervejs i protesterne blev også andre borgere i Leskovac, deriblandt Radmilas mand, arresteret. I de 46 dage, der gik, indtil alle var på fri fod igen, var disse tusindvis af demonstranter på gaden hver aften.
Novkovic blev fyret fra sit arbejde, og i den retssag, der nu venter ham, kan han risikere en meget hård fængselsdom.
Hans egne i Leskovac arbejder for ham, det samme gør den lokale Helsinki Komité for Menneskerettigheder, og også Kvindefredsgruppen "Kvinder i Sort" i Beograd har opfordret til, at man frafalder anklagerne mod ham.
- Regimet er den største ulykke, siger Radmila, - og vi må bekæmpe det, om det skal koste os livet. Det skylder vi vores børn. Det lukker os inde fra omverdenen, og ...
Hun holder en pause og holder hænderne op om hovedet med en sigende bevægelse: - Det forhindrer os i at tænke. Vi bliver lukket inde i vores egne hoveder.

Borgerparlamenterne
 
Smilet er for længst væk. Det er dyb og blodig alvor. Men så kommer det igen, for Radmila kan godt lide at fortælle om det Borgerparlament, de har dannet i Leskovac.
I flere serbiske byer er der dannet borgerparlamenter som regulære protestbevægelser mod styret i Beograd.
De formidler kontakten mellem og holder sammen på de oppositionelle kræfter, har kontakt Borgerparlamenterne indbyrdes, og efterhånden har de også fået kontakt til grupper uden for Serbien, der støtter den ikke-nationalistiske opposition.
I Leskovac har Borgerparlamentet haft en langsom start, ikke fordi de involverede ikke var parate til at gøre, hvad det skulle være for at få det til at fungere, men dels fordi der i Serbien er ganske bestemte, ret vanskelige krav, der skal opfyldes, før man kan registreres som forening, dels fordi de ikke havde midler til at få hverken et kontor eller computer.
Uden computer, internet og e-mail er det svært at opretholde kommunikationen både inden for landets grænser og til grupper udenfor.
Helsinki Komitéen for Menneske-rettigheder i Leskovac har ydet en del praktisk og en lille del økonomisk støtte, og Borgerparlamentet har også fået økonomisk støtte fra Ligaen, gennem "Kvinde til Kvinde", så nu er de på banen.
I takken for den støtte, de har fået, hedder det bl.a.: "Vi har fået vores computer og vores e-mailadresse. Medlemmerne af Borgerparlamentet takker jer for den hjælp, I har ydet os. Vi fortsætter vores kamp og håber, at vi vil sejre. Med kærlighed og taknemmelighed, Radmila Stamenkovic og venner fra Leskovac."