Kampagne eller krig?

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 3 - 1999

- se andre blade

NATO løj mange gange under sin krig mod Jugoslavien. Alliancens største løgn var, at den aktion, der begyndte på Balkan 24. marts, ikke var en krig. Det var det en "kampagne" eller en "international militær aktion," hvis formål var "humanitært." Men ikke en krig! Denne løgn blev aldrig dementeret, selv om den var åbenlys. Hvorfor denne absurde påstand? Formålet var formodentlig at undgå de juridiske problemer, krigen rejste. Den kunne nemlig siges at være i strid med: * International lov, fordi den ikke var godkendt af en resolution fra FNs Sikkerhedsråd.
* Amerikansk lov, fordi kun Kongressen kan vedtage en krigserklæring, hvilket den ikke gjorde.
* NATOs eget charter fra 1949, fordi alliancen er en defensiv organisation.
Men krig er krig, selv om man kalder det noget andet. Man kan naturligvis ikke undgå et juridisk ansvar for sine handlinger blot ved at bruge et andet ord. Hvis man følger denne logik, kan en bankrøver også slippe for straf: Han kan sige, han ikke gjorde noget ulovligt. Han arrangerede blot en "ekstraordinær overførsel af likvide midler" til sin egen konto!

Med USAs velsignelse
 
Den eneste grund til, at NATO slap godt fra denne kyniske leg med juridiske definitioner, er at den foregik med USAs velsignelse. Alliancen ledes som bekendt af verdens eneste supermagt.
Hvem skulle sætte den på plads? Erfaringen viser, at den stat, der bryder loven med USAs velsignelse, ikke har noget at frygte: * Da Indonesien invaderede den tidligere portugisiske koloni Østtimor (1975), sendte USA flere penge og våben til aggressoren, Indonesiens præsident Suharto.
* Da Marokko invaderede den tidligere spanske koloni Vestsahara (1975), sendte man også flere penge og og våben til aggressoren, Marokkos kong Hassan II.
Desuden sørgede supermagten for, at FNs Sikkerhedsråd var lammet, så det ikke kunne gøre noget for at standse de to aggressorer. På den made fik Indonesien og Marokko frie hænder til at gøre, hvad de ville.
Erfaringen viser også, at den stat, der bryder loven uden USAs velsignelse, hurtigt får store problemer: Da Irak invaderede Kuwait (1990), fik USA FNs Sikkerhedsråd til at indføre økonomiske sanktioner mod aggressoren og godkende en væbnet aktion for at drive ham ud af Kuwait.
Den militære aktion fandt sted i 1991, men de økonomiske sanktioner er stadig ikke ophævet. Straffen for at trodse supermagtens vilje er bade hård og langvarig.

Ambivalent
 
USAs forhold til international lov er meget ambivalent. Det overordnede princip synes at være, at den gælder, når det er til USAs fordel. Ellers er den ikke relevant.
Da den Internationale Domstol i Haag fordømte Iran for at holde personalet på den amerikanske ambassade i Teheran som gidsler (1979-81), havde USA kun positive ord at sige om denne domstol.
Da den samme domstol begyndte at behandle Nicaraguas klage over USAs støtte til contraerne og udlægning af miner foran Nicaraguas havne, meddelte supermagten, at domstolen ikke skulle blande sig i sagen, og at man ikke ville respektere dens kendelse, hvis den gik USA imod.
Domstolen behandlede sagen alligevel.
I sin kendelse (1986) fordømte den USA for "ulovlig brug af magt" og sagde, at USA skulle standse sin ulovlige politik. Den tilføjede, at Nicaragua havde krav på økonomisk erstatning, men kendelsen blev totalt ignoreret af USA, der senere pressede Nicaragua til at opgive sit krav om økonomisk erstatning.

Freudianske fortalelser
 
Selv om NATO insisterede på, at man ikke var i krig, skete det alligevel, at enkelte også højtstående personer kom til at tale over sig. Jason Vest noterer to eksempler i en artikel i det amerikanske ugemagasin Village Voice: * Generalmajor Charles Wald, hvis officielle titel er operations director for the Joint Chiefs of Staff, blev interviewet om en af de episoder, hvor NATOs bomber havde ramt civile kosovo-albanere. Da journalisterne spurgte ham, om det kunne ske igen, blev han åbenbart så irriteret, at han sagde: "Dette er krig." Så snart han havde sagt det, forstod han, at han havde dummet sig, og han rettede hurtigt sig selv: "Dette er kamp, som jeg sagde." * Den britiske premierminister Tony Blair, der er en af de mest aggressive NATO-politikere, svarede på spørgsmål i det britiske underhus, House of Commons. Da flere medlemmer kritiserede ham for at have forsømt nogle regeringsmøder, blev han åbenbart så vred, at han kom til at tale sandt: "I den seneste tid, hvor vi har været i krig, har jeg af indlysende grunde ikke været i stand til at deltage i to eller tre regeringsmøder." Det var en freudiansk fortalelse, der krævede hele to dementier. Downing Street 10 udsendte en erklæring, hvor man bemærkede, at Blair "har gjort det helt klart, at vi befinder os i en international væbnet konflikt." En talsmand fra udenrigsministeriet tilføjede: "Vi er ikke i krig. Hvis vi skulle være i krig, ville det kræve en formel erklæring fra mindst én side, formodentlig fra begge. Juridisk set har der ikke været nogen krige siden 1945."

Krigens årsager
 
Selv om NATOs krig rejste mange alvorlige juridiske problemer, fik de ikke megen opmærksomhed i de vestlige medier. Måske fordi de ikke ønskede at stille alliancens ledere i et dårligt lys. Medierne gjorde heller ikke ret meget for at undersøge de dybere liggende årsager til den krig, der begyndte 24. marts.
Tony Blair hævdede, at NATOs bomber havde et "moralsk formål".
Bill Clinton, at de forsvarede "humanistiske principper, vi anser for hellige".
Medierne gengav deres ord uden forbehold.
De tog dem åbenbart for gode varer, selv om et blik på historien - og især England og USAs rolle i denne historie - viser, at sådanne udsagn ikke har nogen troværdighed.
NATOs krig var hverken "moralsk" eller "humanistisk." Den var heller ikke en brøler, der skyldtes, at man ikke kunne overskue situationen. Krigen var en naturlig fortsættelse af den politik, USA havde ført over for Jugoslavien i mere end 25 år.
Formålet med denne politik var (og er) at splitte Jugoslavien i mindre enheder, der er svage og kan domineres af USA. Derved bliver "hele regionen forvandlet til en halv-koloni" under amerikansk kontrol, skriver Nick Beams i en artikel i den indiske avis Financial Express.

Pres fra udlandet
 
Allerede under den kolde krig (1945- 90) blev Jugoslavien trukket ind i den vestlige økonomi, fordi det var et socialistisk land, der bade geografisk og politisk befandt sig mellem øst og vest.
Da oliekrisen ramte den vestlige økonomi (1973-74), blev Jugoslavien også ramt, og derefter var det meget sårbart over for et politisk og økonomisk pres fra udlandet.
"Det amerikanske angreb på Jugoslavien begyndte for mere end ti år siden, da Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) gik i gang med at ødelægge den multietniske føderation med dødelige doser af gæld, 'markedsreformer' og påtvunget fattigdom," skriver den australske journalist John Pilger i en artikel i den britiske avis The Guardian.
På IAC (International Action Center), der blev grundlagt af USAs tidligere justitsminister Ramsey Clark i 1992, tror man heller ikke på Blair og Clintons retorik.
Et IAC-dokument om krigen på Balkan fortæller, at "USA, Tyskland og andre NATO-magter spillede en nøglerolle for opløsningen af Jugoslavien i 1991-1992 ved at bevæbne og støtte separatistiske bevægelser" i de nordlige republikker Slovenien og Kroatien.
Dokumentet fortsætter: "Denne krig vil koste mange milliarder dollars; det er penge, der stjæles fra boliger, sundhed, uddannelse og andre sociale programmer.
Hvert eneste krydsermissil koster 1 mio. dollars. De eneste, der vil tjene på denne krig, er det militær-industrielle kompleks og de store koncerner." Videre hedder det: "På kun fem år har USA fået militær dominans i de tidligere jugoslaviske republikker Kroatien, Bosnien og Makedonien, såvel som i Ungarn og Albanien. Den eneste stat, der ikke har overgivet sig, er det land, der i dag hedder Jugoslaviens Føderale Republik."

Mål og midler
 
I 1980erne brugte USA økonomiske midler (Verdensbanken og IMF) for at sætte sin vilje igennem. I 1990erne gik man over til militære midler. Men målet var det samme som før: At skaffe USA kontrol over Balkan.
USA og EU (især Tyskland) har været allierede i kampen for at splitte Jugoslavien op i mindre enheder. Men samtidig er de også rivaler. Begge parter tænker mest på sig selv, skriver Sven Tarp i Dagbladet Arbejderen.
Erfaringen viser, at USA tit og gerne anvender militære midler, mens EU er mere tilbøjelig til at bruge diplomati.
Når der bombes på Balkan, er det et tegn på, at USA dominerer mere end EU.
Den amerikanske forsker Noam Chomsky har ofte pointeret, at USA frygter at tabe konflikter, der afgøres ved diplomati. Politisk set står USA som regel meget svagt, når det stiller sine krav til resten af verden. De fleste stater vil nemlig ikke uden videre opgive deres suverænitet.
Hvis konflikten derimod foregår på det militære plan, er USA næsten sikker på at vinde, fordi man har flere kanoner end modparten. Tit behøver man end ikke bruge sine våben. Det er nok at true med dem.
Den seneste udvikling af konflikten på Balkan synes at bekræfte den tolkning, der præsenteres af folk som Nick Beams, Noam Chomsky, John Pilger, Sven Tarp og Ramsey Clarks International Action Center. Den harmonerer til gengæld ikke særlig godt med Blair og Clintons officielle retorik.
Måske er det grunden til, at den ikke kunne læses eller høres i ret mange af de vestlige medier?
Kilder mm. kan ses på FRED.dk.