Må vi få lov at bevare nuancerne

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 1999

- se andre blade

I dag er det den 5. maj, Danmarks befrielse, som der står i kalenderen.
Igen og igen har man hørt fredsbudskabet, som det blev læst højt over radioen fra BBC i 1945.
I går aftes var vi mange, der havde lys i vinduerne, også mange af os, der ikke er gamle nok til selv at have oplevet besættelsen og befrielsen. For mig personligt var dagen i går noget særligt. Min far, der døde for nogle år siden, ville være blevet 85 år. Hvert år på sin fødselsdag sagde han, når vi gik i gang med at tænde lysene, at han aldrig havde fået så stor en fødselsdagsgave som i ‘45.
Min mor mindedes hvert år, at hendes familie den 5. maj havde fået besked om, at min onkel var død i tysk koncentrationslejr. Skjult bag fredsbudskabet vil der altid være tabslister, så længe der er flertal for at tro, at man kan løse konflikter med vold og krig.
Der lyder ikke noget fredsbudskab over Jugoslavien i dag. Og hvis der gjorde, var det ikke sikkert, befolkningen kunne høre det, for NATO har gjort, hvad der var muligt for at gøre medierne tavse. Og selvom det ikke skulle være lykkedes, var det alligevel ikke sikkert, fredsbudskabet kunne nå ud, for NATO har "fingeren på elkontakten", som talsmanden Jamie Shea siger.
I vores ende af Europa virkede 4.maj budskabet i år på én gang stærkere end nogensinde før og samtidig nærmest hyklerisk og selvtilstrækkeligt i sin gentagelse af, at Danmark nu er frit. Der er langt fra det glædelige budskab om, at de tyske tropper har kapituleret til disse bestandige meldinger om bombninger, flygtningestrømme, nød og elendighed, som vi har hørt i hver eneste radioavis og set i hver eneste avis og TVavis siden 24. marts.
For et par dage siden hørte jeg en timeradioavis, hvor der ikke blev talt om krigen i Jugoslavien. Det var første gang, siden bombardementerne startede.
Hvis jeg skal sige det rent ud, åndede jeg lettet op, indtil jeg kom i tanke om, at virkeligheden er en anden.
Når radioavisen ikke siger noget, er det ikke et udtryk for, at der ikke er noget at fortælle. Det er udelukkende et udtryk for, at krigen er blevet for triviel.
Beretninger om, hvor mange fabrikker, broer, olieraffinaderier ..., der nu er bombet, og hvor mange der er på flugt, er blevet så dagligdags, at der skal afgørende, helt afgørende nyt til, for at der er tale om nyheder i vores nyhedsinficerede og mediedefinerede hverdag.
Danmark er i krig for første gang siden Anden Verdenskrig og har ikke været i angrebskrig siden engang i 1700tallet, og allerede på krigens 42.
dag er interessen for krigen åbenbart dalet så meget, at man kan springe den over i en af timenyhederne.
I går var der først på dagen tale om, at NATO havde dæmpet sin indsats.
Pludselig vendte det, og i en radioavis over middag var nyheden helt overvældende.
"Angrebene har inden for det sidste døgn været de hidtil voldsomste siden krigens start," blev der sagt.
I går kom også meddelelsen om, at NATO slet ikke havde affyret det missil, der ramte en bus fyldt med mennesker på vej hen over en bro. Det var den tredje udgave af den historie. Den første gik på, at missilet var affyret, før bussen var kørt ud på broen, den næste gik på, at serberne måtte vide, at civil transport over en bro er dumdristig, eftersom broer er "legitime militære mål". Nu fik vi så den tredje. Eller også var det en ny historie om en helt anden bro. Forvirringen er total.
Man prøver at følge med, men i virkeligheden har man ikke en chance.
Der har - ved jeg af egen erfaring været tale om en meget propagandistisk og ensidig nyhedsdækning fra det serbiske statsfjernsyns side. Under fo- regivende af at ville standse denne propaganda har NATO igen og igen forsøgt at få ram på senderne. Som Politiken- journalisten Jens Holsøe fremhævede det i en fjernsynsdebat, kan man med rette betvivle, at vi står på ytringsfrihedens og demokratiets side, når vi vil knægte ytringsfriheden i et andet land, fordi vi synes, det, som ytringsfriheden bruges til, er propagandistisk.
Selv synes jeg, at det, der rapporteres i medierne med NATO som kilde, bliver mere og mere usmageligt - eller for at bruge det samme ord endnu en gang: mere og mere propagandistisk, og sprogbrugen giver mig myrekryb.
Her til morgen sagde den danske forsvarschef Christian Hvidt, at man har brugt midler, som man "dybest set slet ikke har lyst til." Det minder mig i mistænkelig grad om den voldelige forælder, der selv påkalder sig smerten ved at slå barnet.
Fra første færd og mange, mange gange har man hørt Hans Hækkerup sige: "Vi er i begyndelsen af en luftkampagne." På min indre nethinde får jeg et billede af et af disse megaluftskibe, der fra tid til anden hænger over ens have og reklamerer for et eller andet mærkværdigt produkt. Det, Hans Hækkerups luftskib reklamerer for, er NATOs krig.
De rigtige NATOfolk taler om nedgradering.
Jeg forstår ikke ordet, men jeg kan høre, at de mener en reduktion af de serbiske forsvars- og angrebsmuligheder.
Samtidig kan jeg se, at det for eksempel er tre broer i Novi Sad, der er tale om, tre broer, der skulle være med til at sikre drikkevandsforsyningen til dele af byen, og som i øvrigt på alle måder er helt nødvendige for civilbefolkningens daglige liv og færden.
Men broer er legitime militære mål.
Forestil jer, at vi her i landet fik bombet såvel Lillebælts- som Storebæltsbroerne eller broerne til Amager.
Faktisk er dette lille land totalt afhængigt af sine broer, ikke kun - ja den tanke er vel næppe faldet os ind - ikke kun militært, men netop civilt. Det er klart, at man lammer militæret, men det er det skinbarlige vanvid at lade, som om man ikke ødelægger civilsamfundets mulighed for at fungere, og truer civilbefolkningen på livet, når man bomber broerne.
Krigen er "retfærdig" og "desværre nødvendig" hedder det. For hvem er den retfærdig endsige nødvendig? Er det de hundredtusindvis af Kosova- albanere, der er på flugt? Er det de civile - i den vestlige offentlighed mere og mere dæmoniserede - serbere, der gang på gang må friste en kummerlig tilværelse i beskyttelsesrummene? Er det den skrøbeligt opbyggede opposition, der i forvejen var truet af regimet, og som nu er under dobbelt beskydning?
Krigen er ene og alene nødvendig og retfærdig for NATOs troværdighed.
Det var den, der var på spil og intet andet, da man besluttede sig for at starte de bombninger, man havde truet med i månedsvis.
I går hørte jeg en engelsk forsker i radioen, Adam Roberts fra Oxford University. Han sagde det om NATOs troværdighed. Han kritiserede NATOs bombninger, fordi han går ind for en landkrig, og undervejs i sin argumentation fik han fremført følgende overraskende forskningsresultat: Det er ikke muligt at beskytte mennesker med bomber.
Jeg må ærligt tilstå: Jeg er ikke imponeret.
Ikke engang NATOs generaler, den smilende talsmand, Jamie Shea, eller de danske politikere, der går ind for denne krig, kan i ramme alvor tro på, at man kan beskytte mennesker med bomber.
Vi er ude i et kæmpestort blufnummer, som en del (især regeringspolitikere og militærfolk her i Danmark) udtaler, at de tror på, en del lader, som om de tror på det, og de fleste er ude af stand til at forholde sig til det, fordi virkeligheden er så speget og kompleks, og det, vi hører, så forenklet, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at forholde sig blot en lille smule nuanceret til situationen, hvis man ikke vil beskyldes for at holde med de forkerte.
Jeg har flere gange gjort mig til talskvinde for den serbiske opposition.
Det har oprigtigt harmet mig, at f.eks. den danske regering har påstået, at man satte sin lid til denne opposition, det var den, der skulle bringe Jugoslavien ind i Europa.
Samtidig lod man den koldt og kynisk i stikken med bombningerne. Ikke en finger har man rørt for disse mennesker, der nu er truet på livet fra flere sider. Ikke med et ord har man beklaget, at også de blev ofret for denne retfærdige og nødvendige krig.
En af mine gode venner i Beograd, et oppositionsmenneske som jeg har meget tæt kontakt med, sender hyppige beretninger om, hvordan hendes hverdag er blevet, efter at bombningerne er startet. Hun er angst, ikke bare ked af det og bange, hun er angst, og det står at læse i hver eneste linje, hun skriver. Alligevel bliver hun ved med at arbejde, tænke, tale, forholde sig til situationen. Jeg synes, hun er modig, meget modig, og jeg beundrer hende for det.
Nogle af hendes kolleger er trådt frem. 27 bekymrede serbiske borgere er trådt frem med navn og adresse. De har været så modige, at de har sendt en appel til alle involverede parter.
Ud af det, de skriver, kan man læse, at de mener, der er skurke i alle lejre, men også se, at de har bevaret håbet, at de tror på, at der er kræfter, der vil arbejde for reelle fredsforhandlinger, ikkevoldelige konfliktløsninger og en demokratisk udvikling af hele Jugoslavien.
Også de er modige. Det kan koste dem livet at stå frem på den måde.
For nylig fik jeg en kopi af et brev fra en gruppe serbere til albanske NGOvenner.
"Vi skriver til jer på dette vanskelige tidspunkt, hvor vi er fælles om lidelserne.
Kolonner af albanere og andre borgere i Kosovo, deriblandt mange af jer, er blevet tvunget til at forlade deres hjem." "Det første skridt på vejen, der skal lægge afstand til had, etniske konflikter og blodige gengældelsesaktioner, tages ved offentligt at udtrykke vores dybeste medfølelse med og oprigtige fordømmelse af alt det, som I og jeres medborgere gennemlever." "Etniske udrensninger, NATObombardementer og væbnede konflikter bør stoppes, fordi intet at det bidrager til en løsning af Kosovokrisen, det forværrer den blot. Der bør ikke være flere ofre. Alle flygtninge skal have lov til at vende sikkert tilbage til deres hjem og leve på en måde, der passer sig for frie og stolte mennesker." "Vi er overbeviste om, at vi sammen vil finde styrke og mod til at træde ind på den vej, der fører til fred, demokrati, respekt for menneskerettigheder, gensidig forsoning og respekt. Dialogen, de politiske forhandlinger og fredsprocessen har ingen alternativer." Så enkelt og smukt kan det siges.
Her i landet læner vi os mageligt op ad en storebror, der i årevis har opført sig som en rigtig skidt knægt, og nogle er tilsyneladende stolte over det. Selv er jeg flov, grænseløst flov over at være del af et fællesskab, der forvalter sit demokratiske sindelag, sin fredelige mentalitet og sit livsmod med så lurvede midler, flov over, at vi i selvglædens og selvretfærdighedens navn lader, som om 1500 flygtninge er noget, når vi ved, at der på én dag - som f.eks. i dag - er flygtet 16.000, flov over, at vi, som roser os af, at vi i begyndelsen af dette århundrede løste det såkaldt sønderjyske spørgsmål på en måde, så det stadig omtales i den vide verden, at vi ikke kan huske.
Flov over, at være del af en befolkning, der har valgt en regering, der lader, som om den tror på, at man kan beskytte mennesker med bomber.
Min opfordring til jer er, at vi skal fortælle vores regering, at vi ved, den lyver. Man kan ikke - hvor meget man end har indstillet sit hoved på computervirkeligheden - lade, som om liv ikke ødelægges og fortæres af bomber og krig.
Kun freden heler og nærer. Lad os få den proces i gang.