En verden uden krig

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 1999

- se andre blade

Ikkespredningsaftalen, som den er underskrevet af så godt som alle lande i verden, binder ikke blot underskriverne til at opnå total atomnedrustning, men også til at opnå en fuldstændig konventionel nedrustning.
Da vi har en formel global tilslutning til disse mål, er det passende at spørge: Hvilke skridt skal tages for at opnå total atomar og konventionel nedrustning?
Hvilke globale institutioner skal oprettes, før vi kan opnå disse langsigtede mål?
Verden har i sandhed behov for forandring, men vi ser allerede nogle lokale institutioner, som kan bidrage til at opbygge en krigs- og våbenfri verden, hvis de gøres globale.
Som skandinaver kender vi især til det skandinaviske samfunds historie og karakteristika. Måske kan vi bruge dette som en model for det mål, vi gerne vil opnå på et globalt plan. Skandinavien er en region, som engang var berømt for dens vold. På hver eneste side i sagaerne slår mennesker ihjel på en voldsom måde og den anglikanske kirkes bønnebog rummer citatet "Beskyt os, åh Gud, fra nordboernes raseri!".
I dag er Skandinavien en af de mest fredelige og ikkevoldelige regioner i verden. En krig mellem skandinaviske lande er utænkelig. Hvad er det, der har skabt denne ændring?
Dagens Skandinavien karakteriseres af en ærlig demokratisk styreform, fravær af fattigdom, respekt for menneskerettighederne, et højt uddannelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, lave fødsels- og dødsrater og en stabil befolkning kombineret med et højt sundhedsniveau.
Disse karakteristika er forbundet med hinanden og med fraværet af krig i en form for fælles årsag og virkning.
Desuden har nære handelsforbindelser, kommunikation og samarbejde mellem landene bidraget til fraværet af krig i regionen.
Ikke blot Skandinavien, men også andre regioner i verden, hvor krig lokalt er blevet forhindret, kan tjene os som forbillede for vores arbejde med at opnå en krigsfri verden. Vi kan lære af den kendsgerning, at krig lokalt er blevet udryddet i de fleste nationalstater og i en række af de større forbundsrepublikker som Canada, USA, det tidligere Sovjetunionen, Brasilien, Schweiz, Tyskland og Australien.
Nogle af disse forbundsrepublikker er så store, samt rummer så mange etniske grupper og sproggrupper, at deres måde at opnå indenrigspolitisk fred bør udstrækkes til resten af verden.
Kina og Indien er for eksempel så store, at de udgør omkring en tredjedel af verdens befolkning med indbyggere, der har store kulturelle og sproglige forskelle. Det faktum, at disse to enorme lande har opnået indenrigspolitisk ro, skaber det håb, at krigen som institution kan fjernes på globalt plan.
Hvordan har disse nationer og forbundsrepublikker udryddet krig inden for deres egne grænser? Analyserer vi deres styreformer, ser vi, at de alle karakteriseres ved tre nøglemagtmidler:
1. Magten til at udskrive skatter.
2. Magten til at skabe love, som forpligter individet, og magten til at arrestere enkeltborgere, der bryder disse love.
3. Et monopol på tunge våbensystemer inden for egne grænser.
Dertil kommer, at nationer og forbundsrepublikker anvender undervisningssystemet til at opbygge en samfundsfølelse og loyalitet blandt borgerne.
Ser vi os om i verden, ser vi talrige eksempler på gode styreformer. Men vi ser også mange eksempler på lande, hvor magthaverne er hadede og frygtede.
Derfor er problemet med at skabe et godt styre ikke banalt. De mange gode styrer, som findes i dag, beviser dog, at problemet ikke er uløseligt.
Frygten for at skabe et globalt tyranni er sandsynligvis den vigtigste årsag til at statsmændene, som formede FNerklæringen, gjorde erklæringen for svag til at kunne være effektiv. Selv den forfærdelige oplevelse af 2. Verdenskrig kunne ikke overbevise dem om, at en reel styreform var nødvendig på et globalt plan.
FNerklæringen blev underskrevet inden Hiroshima. I de 50 år, der er gået siden da, er moderne våben blevet så destruktive, at en ny verdenskrig vil betyde civilisationens kollaps.
Vi har ikke længere råd til anarki på globalt plan i en verden, der i stigende grad er knyttet sammen i afhængighed.
Dette er sandt, ikke blot fordi krigen som institution er uforenelig med moderne våben, men også fordi der er behov for de positive sider af et styre, f.eks. på områder som sundhedsvæsen, udvikling, økologi, stabilisering af befolkningstallet og fødevaresikkerhed.
Hvis vi sammenligner det nuværende FN med en regering, kan vi forstå, hvorfor FN endnu ikke har haft held til at fjerne krigen, selv om organisationen har ydet mange vigtige bidrag til freden. Det nuværende FN mangler magten til at kunne udskrive skatter, hvorfor organisationen befinder sig i en konstant finansiel krise.
USA har øget denne krise ved at nægte at betale sine bidrag.
Motivet til denne beslutning synes at være et ønske om kontrollere FN med øremærket støtte til lande, som bakker op bag aktioner godkendt af USA.
For at løse denne krise, er det blevet foreslået, at FN får magten til at kunne pålægge internationale valutatransaktioner en mindre skat.
Midlerne i disse transaktioner er så store, at selv den mindste procentandel skat vil være tilstrækkelig til at løse FNs økonomiske problemer. Med flere likvide midler kan verdenssundhedsorganisationen WHO arbejde mere effektivt med at bekæmpe smitsomme sygdomme og med at stabilisere det globale befolkningstal.
Andre FNorganisationer, som fremmer udvikling og miljøbeskyttelse, kan på samme måde begynd at virke mere effektive. Disse positive gevinster ved en form for regeringsmagt vil give FN så megen prestige, at organisationen vil få mere hjælp til at løse politiske problemer.
For at kunne arbejde mere effektivt for fred, behøver FN også en form for lovgivning, der giver organisationen magt til at udforme love, som binder individet samt et retssystem, som får magten til at kunne arrestere enkeltpersoner, der bryder disse love, selv om de måtte være statsledere.
Som det er i øjeblikket, forsøger FNs Generalforsamling at udøve dets resolutioner ved at iværksætte sanktioner over for enkeltlande, selvom byrden ved sanktionerne som oftest rammer de svageste og mest uskyldige borgere. Ofte samler sanktioner blot nationen bag de skyldige ledere.
Den nyetablerede domstol i Haag er et vigtigt skridt i den rigtige retning og man kan blot håbe, at domstolens beføjelser gradvist vil blive udvidet til at gælde andre forbrydelser end folkemord og krigsforbrydelser.
Som nævnt er landenes regeringer i stand til at fjerne krig og opretholde indenrigspolitisk ro, fordi de alle har et monopol på tunge våbensystemer inden for egne grænser. Når som helst store selvstændige, private hære eksisterer inden for et lands grænser, er den centrale regeringsmagt ude af stand til bevare freden. Det er set mange gange i nyere historie f.eks. i Libanon og Nordirland.
Det nuværende FN er så sandelig meget langt fra at have et monopol på disse tunge våbensystemer. Under disse omstændigheder kan det ikke overraske, at FN har været ude af stand til at skabe en verden fri for krig.
I stedet for at reformere og styrke FN, har de rige vestlige industristater øget deres afhængighed af NATO.
Denne organisation, der snart fejrer sit 50 års jubilæum, har et ekstremt stort budget og et tilsvarende stort arsenal af moderne våbensystemer at arbejde med.
Problemet med NATO er, at organisationen ikke repræsenterer alle befolkninger i verden, men kun dele af dem. NATOs kritikere ser organisationen som tungt domineret af USAs interesser.
På denne måde vil lande, som ikke er medlemmer af NATO, ikke se en NATOskabt fred som hverken retfærdig eller demokratisk, selv om NATO måske magtede at skabe fred inden for sin eget operationsområde.
Hvis NATO en dag begyndte at virke i Afrika, Mellemøsten eller Asien, vil organisationens upartiskhed således også være endnu mindre troværdig.
Det vil måske hjælpe amerikanernes forståelse af lande, som står uden for NATO, hvis de forsøgte at forestille sig en tungt bevæbnet militær organisation dannet af de rige delstater Pennsylvania, New Jersey, New York, Connecticut og Massachusetts.
De skal forestille sig, at denne organisation er i besiddelse af atomvåben, der er rettet mod andre dele af USA med en samlet militærmagt, der er langt større end den, der ejes af den amerikanske regering.
Mon ikke de andre delstater ville se denne magtstyrke som en trussel, som en underminering af forbundsregeringens autoritet og som uforenelig med deres lands politiske integritet?
Det er omtrent sådan, at republikkerne i det tidligere Sovjetunionen føler for den nyligt udvidede udgave af NATO. Hvis vi tvivler på det, skal vi blot tænke på den skarpe protest, der nyligt blev afleveret af Rusland efter dannelsen af den dansktyskpolske NATObrigade.
På samme måde føler den islamiske verden sig truet af NATO ligesom NATOs tunge våbensystemer risikerer at sætte et våbenkapløb i gang blandt organisationens islamiske naboer.
Hvis vi således ønsker at opbygge et stabilt og fredeligt globalt samfund, synes en styrkelse og en udvidelse af NATO at være et skridt i den forkerte retning, fordi organisationen savner upartiskhed.
I modsætning hertil nyder FNs generalsekretær et godt ry for sin upartiskhed, ligesom FNs Generalforsamling taler på hele menneskehedens vegne.
Opgaven med at reformere FN og med at omskabe FN til en retfærdig og humanistisk indstillet global regeringsmagt er således ikke nogen let opgave.
Vi kan finde vejledning og mod til at klare denne store opgave i den fred og i de positive styreformer, der allerede er opnået i mange dele af verden.
Vi kan også finde modet ved at tænke tilbage på slaveriets historie:
Slaveriet som institution var engang så omfattende, at det blev betragtet som et uundgåeligt element i den menneskelige natur. Men i dag er slaveri blevet ophævet i så godt som alle dele af verden.
Det eksempel, som engagerede mænd og kvinder udgør i kraft af deres arbejde imod slaveriet, kan i dag indgyde os med mod til at nærme os den meget større og mere presserende opgave, som historien har stillet vores generation over for:
Ophævelsen af krig.
Oplæg holdt på H.C. Ørsted Instituttet 22. februar 1999. Oversat af Steen Bille Nielsen.