Myterne fra "patriotiske løgnere" i Israel

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1999

- se andre blade

Ved en høring den 16. november 1998 afholdt af foreningen "Kulturmøder over grænser" i Vesterbro Kulturhus, der havde overskriften, "Et råb om frihed", kunne man blandt andet høre et oplæg af Hania Bitar, den første kvindelige palæstinensiske chefredaktør, som høstede stort bifald. Og det skyldtes ikke alene indholdet af hendes oplæg, men også en ganske særlig kraftfuld udstråling.
Hania Bitar, der er uddannet cand. phil. i engelsk og amerikansk litteratur, og er ved at tage en akademisk grad i internationale forhold, er i dag administrerende redaktør af den engelsk-sprogede avis "The Jerusalem Times" og redigerer desuden bladet "Youth Times", som det tog hende et år at få tilladelse til at udgive.
Der blev angivet alle mulige forklaringer på ikke at give tilladelsen: så var engelsk-niveauet for højt, så brød myndighederne sig ikke om, at de unge blev opfordret til at skrive klagebreve, men til sidst lykkedes det at få tilladelsen af viceministeren.
Hver uge tages der et tema op - "venskab", "unges forhold til handicappede", "uddannelsesmuligheder", "narko", "forholdet til forældre" osv.
"Vi forsøger at undervise de unge indirekte. Borgerrettigheder bliver ofte forsømt i vores land, og vi opfordrer de unge til at skrive direkte til myndighederne, til borgmestre, rektorer og kritisere procedurer eller problemer.
På den måde kan de lære, at det ikke er tabu at kritisere myndighederne. Vi tager så problemerne op i bladet og prøver at hjælpe med til, at de bliver løst."
Hanai Bitar fortæller desuden, at der i "Youth Times" for fremtiden skal være en fast side om computer.

Patriotiske løgnere
Den 13 november 1998 bragte "The Jerusalem Times" en artikel af Hania Bitar, hvoraf der her skal bringes et uddrag. Hun skriver bl.a.:
"Hovedproblemet i det israelsk-palæstinensiske forhold er den forvrængede fremstilling af de historiske kendsgerninger, som politikere har gjort sig skyldige i, og som de stadig gør sig skyldige i for at mobilisere og fastholde jødisk solidaritet.
Man kan her nævne historien om, at "landet Palæstina var et tomt og goldt land før den jødiske indvandring", eller historien der handler om den "uskyld", der skulle karakterisere den jødiske stats "fødsel", og som indgår som en integreret del af den jødiske historie, retorik og overbevisning.
Mens de religiøse og højrefløjen prøver at opfylde deres forfædres drømme og planer på en snæversynet og rigid måde, spiller midter- og venstrefløjen imidlertid et mere diplomatisk spil.
Israel Shahak bruger i sin skelsættende bog "Jødisk historie, jødisk religion" vendingen "patriotiske løgnere" til at beskrive de mange, som forholder sig tavse, når det gælder alle de onde og grusomme metoder (såsom bedrageri og fordrivelse), der anvendes for at retfærdiggøre dèt, de forestiller sig er "jødiske interesser".
Shahak nævner navne på rabbier, forfattere, journalister og offentlige personer som eksempler på "patriotiske løgnere". En anden gruppe, som burde være omfattet af Shahaks liste, er den kategori, der kalder sig "fredsaktivister". I visse tilfælde er fredsaktivister "patriotiske løgnere" i ligeså høj grad som højrefløjen og de religiøse jøder. Deres vision, når det gælder "jødiske interesser", er imidlertid anderledes.
De indrømmelser, som fredsaktivisterne står for, er ikke opstået udfra den faste overbevisning, at "tvangs-erobret land skal gives tilbage til de retmæssige ejere," men udfra en beregning og en realistisk indsigt i, at det er nødvendigt at komme med visse indrømmelser og en vis forsonende holdning for at tjene "jødiske interesser".
Den virkelige fare ligger i den kendsgerning, at de nye generationer af israelere er blevet opdraget af de "patriotiske løgnere". Israelske meningsmålinger blandt unge viser præcist, hvor faren ligger. En ny generation opdraget i denne forvrængede og uklare version af historien vil aldrig blive i stand til, ærligt og tillidsfuldt, at række hånden frem.
En generation, underkastet disse myter, som oven i købet skal kæmpe mod en hensynsløs modstander indenfor egne rækker, vil ikke kunne arbejde for en sikker fremtidig model for fred mellem palæstinensere og israelere.
Medmindre den palæstinensiske befolknings rettigheder, drømme og ambitioner bliver en del af den israelske befolknings moralkodeks, medmindre der i hver eneste israelske skole bliver undervist i dèn historie, som historikerne Illan Pappé og Benny Morris har kastet lys over, vil de kommende jødiske generationer blive til "patriotiske løgnere," understreger Hania Bihar afslutningsvis.

De nye israelske historikere
Illan Pappé og Benny Morris, som Hania Bihar her nævner, hører til de såkaldte nye israelske historikere, der har kastet et nyt og skarpt lys over Israels tilblivelseshistorie.
I midten af 80erne blev der åbnet adgang til hidtil klassificerede israelske dokumenter fra tiden omkring staten Israels oprettelse i 1948, og Pappé, Morris og andre historikere indledte nu en afdækning af de myter, der indtil da havde tjent sit formål - nemlig at skabe en national identitet til opbygning af den zionistiske stat.
De nye historikere afslørede først og fremmest, at der i 1948 var tale om en fordrivelse af cirka 750.000 palæstinensere, om flere massakrer og ødelæggelse af mere end 400 arabiske landsbyer, som blev jævnet med jorden eller bosat med jødiske immigranter. Og ingen palæstinensere fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn. I dag ville vi kalde det for etnisk udrensning.
Gennem 50 år har israelerne fået at vide, at araberne flygtede i 1948, fordi de fik ordren fra de arabiske ledere. Nu er myten krakeleret, men der er langt igen, hvilket Hania Bihar også gør klart i sin artikel om "patriotiske løgnere".

Kilder: The Jerusalem Times.
Aktuelt 17 nov. 1998.