Protester mod atomvåben

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1999

- se andre blade

Som det tidligere er omtalt her i bladet er Trident Ploughshares 2000 indstillet på at afruste det britiske atomvåbensystem inden år 2000 på alle ikke voldelige, åbne, fredelige og fuldt ansvarlige måder.
Siden august har flere hundrede været arresteret fra såvel Storbritannien som udlandet.
Der har været brugt et utal af timer i retten og ligeledes på optagelse af politirapporter. 20 personer har været for retten, der er givet bøder for 2105 pund, og aktivister har i alt tilbragt 233 dage i fængsel. I 1999 venter yderligere 20 aktivister på rettens afgørelser.

Sensationel løsladelse
De tre svenske medlemmer af Plovskærsgruppen "Brød ikke Bomber", som blev arresteret i september sidste år for deres aktion mod den fjerde Trident atomvåbenubåd "Vengeance", er helt sensationelt blevet løsladt den 21. januar.
"Vi blev sparket ud af fængslet", udtaler Stellan Vinthagen. "Vi har ikke accepteret nogen som helst vilkår i forbindelse med løsladelsen. Vi fremførte klart og tydeligt i retten, at vi vil deltage i endnu en fredsaktion".
"Hvis I gør det, er det ulovligt, men det er op til jer", replicerede dommeren og frigav dem altså helt sensationelt på trods af, at de vægrede sig ved at godtage rettens vilkår, nemlig at de ikke må vise sig i nærheden af militære anlæg eller deltage i fredsaktioner.
"Det er en stor sejr", siger Stellan i telefonen uden for retsalen, hvor de nu fejrer frigivelsen med deres engelske støttepersoner. "Det virker, som om regeringen er interesseret i at slippe af med os", fortsætter Stellan.
"Det er som en chocktilstand", siger Annika Spalde, og Ann-Britt Sternfeldt tilføjer: "Det er fuldstændig forvirrende, og det er med blandede følelser, vi nu er frie igen. Vi tager til Liverpool og tænker over, hvordan vi skal fortsætte".

Skotske aktionerne fortsætter
13.-15. februar var der aktion i Glasgow og blokade i Faslane.
Du kan støtte Trident Ploughshares 2000-aktioner med din underskrift på en støtteerklæring, som kan rekvireres hos undertegnede, og/eller du kan sende et bidrag til:

Trident Ploughshares 2000, 42-46 Bethel St. Norwich, Norfolk, NR2 l NR, GB. Du kan også sende en e-mail til TP2000@gn.apc.org.

Tidsplan for Trident Ploughshares 2000s kommende aktioner:
12.-13. juni '99: Beslutningsmøde med repræsentanter for grupperne.
9.-16. august '99: Lejr og aktioner i Faslane og Coulport.
12.-15. november '99: Lejr og aktioner i Faslane og Coulport.

Jeg er meget interesseret i at få synspunkter på og spørgsmål til kampagnen. Du kan ringe eller skrive til mig:
Ulla Røder, Ravnebjerggyden 120, 5250 Odense SV, tlf. 65 96 88 38, e-mail: urdk44@hotmail.com.

Aktiv indsats kan nytte
Jeg vil også benytte lejligheden til at opfordre til, at endnu flere melder sig som Trident Ploughshares-aktivister. Det kunne være dejligt med en stor dansk deltagelse næste gang.
Tøv ikke, man bestemmer selv, hvor langt man vil gå i sin deltagelse i aktioner.
Man kan være med til små og store demonstrationer, og der er altid brug for støtte i baglandet til de aktivister, som går i front.
Ved direkte handling kan man være med til at prøve at stoppe det vanvid, der foregår - og prøve at bane vejen for, at vi alle sammen (og vores efterkommere) ikke længere skal leve med den radioaktive forurening, der hver dag spredes fra atomanlæggene i Storbritanniens.
De ressourcer, der ikke bruges til atomvåben, kan bruges til gavn for sundhed, uddannelse og velfærd for de dårligst stillede i verden i dag og man kan udrydde sygdomme i Tredje Verden for en brøkdel af de milliarder, vi betaler for opretholdelse af NATOs atomvåbenforsvar.

A-våbenpolitik skal revideres
Noget tyder på, at hensynet til vores medlemskab af NATO vejer så tungt for politikerne, at de helt overser de internationale humanitære love. Vi skal derfor sørge for, at opmærksomheden rettes mod disse internationale konventioner og regler. Vi må kræve, at vores regering overholder disse.
Det er mit håb, at i det mindste nogle af de ansvarlige, danske politikere vil komme med en god forklaring på Danmarks passive holdning, hvad angår afstemninger i FN for atomnedrustning, og det ville glæde mig meget, hvis de ville anføre nogle gode grunde til forsvar for opretholdelse af NATOs ulovlige førsteslagsstrategi. Jeg synes, vi skal kræve, at vores politikere kommer ud af busken og står ved deres ansvar.

Hvem gør noget?
Eftersom ingen politikere reagerer på fredsbevægelsens henvendelser, må man gå ud fra, at det er, fordi der ikke findes gode argumenter for at beholde atomvåben. Måske tror nogle af politkerne, at det er klogt at være på atommagternes side. De føler måske, at det giver en form for tryghed. Men hvad er prisen for denne form for sikkerhed?
Mennesker i generationer skal leve med angsten for udslettelse og udsættes for sygdomme som følge af den forurenende produktion af atomvåben.
Skatteborgere betaler stadig større regninger for udvikling og vedligeholdelse af de mange farlige våben - i Danmark betaler vi gennem vort medlemskab af NATO - uden mulighed for at sige nej til at betale skat til den slags formål, og vores højt lovpriste velfærdssamfund; hvad bliver der af det? Kan vi blive ved med at tolerere denne udvikling?
Det er mit håb, at vi alle sammen tænker en ekstra gang på atomvåbnene, når vi næste gang skal sætte vores demokratiske kryds på stemmesedlen, og jeg håber, at afstemningsresultatet vil være en støtte til de mange mennesker, som allerede arbejder for at få atomvåbnene afskaffet.

Ti gode grunde mod a-våben 1. Eksisterende forpligtelser i henhold til ikke-spredningstraktaten (NPT). Atomvåbenstaterne har med deres underskrifter på NPT afgivet løfter til det internationale samfund om at nedruste. 2. Spredning. Atomvåbenstaternes mangel på handling i form af nedrustning vil utvivlsomt medføre, at andre mindre magtfulde stater vil beslutte at anskaffe atomvåben som "sikkerhed". Uden betydelige fremskridt i nedrustningsbestræbelserne vil ikke-spredningstraktaten være i fare, når landene mødes ved næste NPT-review konference i år 2000. 3. Terrorisme. Der er efter Sovjetunionens sammenbrud opstået svagheder i Ruslands kommando- og kontrolsystemer. Dette medfører en betydelig risiko for, at kriminelle og terrorister kan få atomvåbendueligt materiale ihænde. Da den slags grupper er svære at lokalisere, er de også svære at forsvare sig imod. 4. Atomulykker. Efter murens fald er Ruslands varslingssystem ikke intakt. Dette kan medføre affyring af atomvåben ved et uheld eller ved fejlberegninger. 5. Trussel om massemord er umoralsk. At true med mord på hundreder af millioner mennesker er vanvittigt og umoralsk. Denne politik kaldes afskrækkelse. Afskrækkelsen vil, hvis den bliver anvendt, bringe selve jorden og menneskeheden i fare. 6. Svækkelse af demokratiet. Magten til med atomvåben at destruere verden hviler i realiteten på nogle få personer. Ingen bør have så stor magt. Hvis en af disse personer begår en fejl, kommer hele verden til at betale prisen. 7. Hemmelighedskræmmeri/ "Classified". Beslutninger om atomvåben bliver hovedsageligt truffet bag lukkede døre uden offentlig deltagelse. I USA ligger atomvåbenpolitikken i et præsidentbeslutningsdirektiv, som offentligheden ikke har adgang til. I denne for befolkningen så afgørende sag står man helt uden politisk indflydelse. 8. Spild af ressourcer. Atomvåbnene tager ressourcerne fra andre mere produktive anvendelsesmuligheder herunder videnskaben. Siden atomalderens begyndelse er der brugt godt 5,5 trillioner amerikanske dollar på atomvåbenprogrammer. USA bruger årligt 25-35 milliarder dollar på at vedligeholde, afprøve og udvikle deres atomvåbenarsenaler, ud over de 100 milliarder dollar, man beder om til nye våben i 1999. Alt dette på bekostning af sundhed, uddannelse og velfærd for jordens befolkning. 9. Højtstående ledere advarer. Generaler, admiraler, statsoverhoveder, nobelpristagere, videnskabsfolk har flere gange advaret om den fare, der eksisterer, så længe atomvåben bliver brugt som sikkerhed. Atomvåbenstaterne har endnu ikke taget notits af disse advarsler. 10. En sikker fremtid. Det er vores ansvar. Vi har et ansvar over for os selv, vores børn og vores børnebørns fremtid. Det er op til os at prøve at gøre en ende på denne trussel fra atomvåbnene. Hvis ikke vi gør det, hvem gør så?