Bag NATOs retorik

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1 - 1999

- se andre blade

Jeg vil gerne komme med et par generelle iagttagelser, der holder sig til fakta som ikke seriøst er draget i tvivl.
Der findes et regelsæt for international lov og orden, gældende for alle stater, og baseret på FNs Folkeret og deraf følgende resolutioner, samt Den Internationale Domstols beslutninger.
Kort sagt, magtudøvelse eller truslen derom er forbudt, medmindre det er i forsvar mod "væbnet angreb", eller er direkte autoriseret af Sikkerhedsrådet. Det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om en fredelig løsning har slået fejl.
Dermed er alt naturligvis ikke sagt. Der findes en modsætning mellem Folkerettens regler og de rettigheder, der er formuleret i den Universelle Menneskerettighedserklæring (UM). Sidstnævnte er den anden søjle i den verdensorden, som på USAs initiativ blev etableret efter Anden Verdenskrig.
Folkeretten forbyder overgreb på uafhængige staters suverænitet, mens UM garanterer individers rettigheder overfor undertrykkende stater. Regeringer forventes at afholde sig fra at indgribe i andre landes interne anliggender, men på samme tid har regeringer internationale forpligtelser til at respektere folks menneskerettigheder.
Spørgsmålet om "humanitær intervention" opstår ud af denne modsætning. Det er denne ret, som hævdes af USA/NATO i Kosovo, og som er generelt understøttet af lederskribenter i dagspressen, og nyheder generelt.
Spørgsmålet tages op i en artikel i New York Times (27. marts) med overskriften: "Juridiske eksperter støtter militær indgriben" i Kosovo. Som første eksempel i artiklen nævnes: Allen Gerson, tidligere rådgiver for den amerikanske FN delegation.
To andre eksperter citeres. Den ene, Ted Galen Carpenter, "hånede Administrationens argument" og affejede den påståede ret til intervention.
Den tredje er Jack Goldsmith, en specialist i international ret ved Chicago Law School. Han siger at kritikerne af NATO bombningerne "har et temmelig godt retsligt argument", men "mange mennesker tror, at [en undtagelse til humanitær intervention] findes, fordi der er en traditionel praksis for det". Dette opsummerer baggrunden for den forudindtagede konklusion i overskriften.
Goldsmiths iagttagelse er rimelig, i hvert fald hvis vi mener at fakta er relevante for hvordan man definerer traditionel praksis. Lad os også huske på en selvindlysende sandhed: Bedømmelsen af hvorvidt "humanitær intervention" er foretaget i god tro, skal ikke bygges på retorikken, men på tidligere handlinger, i særdeleshed hvad angår overholdelse af international lovgivning.
Dette antages for selvindlysende - i hvert fald når det gælder andre. For eksempel: Irans tilbud om at intervenere i Bosnien for at forhindre massakrer, på et tidspunkt hvor vesten ikke ville intervenere, blev affejet med latterliggørelse (reelt ignoreret). Begrundelsen var, at man ikke kunne stole på iranernes gode intentioner.
En rationel person vil stille følgende spørgsmål: Har Iranernes interventioner historisk set været værre eller bedre end USAs?
Og: Hvad skal vi mene om "de gode intentioner" for det eneste land (USA) som har nedlagt veto mod en Sikkerhedsrådsresolution der byder alle stater at overholde international lov og ret? Og hvad med USAs tidligere interventioner?
Det ærlige menneske vil stille som krav at disse spørgsmål inddrages. En nyttig øvelse er at undersøge hvor meget af medielitteraturen der rent faktisk lever op til disse basale betingelser.

(2) Hvad betyder disse og andre betragtninger for Kosovo?
I løbet af det sidste år har det været en humanitær katastrofe i Kosovo, hvad hovedsageligt skyldes Jugoslaviske militære styrkers overgreb.
Flertallet af ofrene har været etniske Kosovo-Albanere, som udgør 90% af be folkningen i Kosovo. Man regner sædvanligvis med 2000 døde og flere hundrede tusinder af flygtninge.
I disse tilfælde har fremmede magter tre valg:
1. Prøve at eskalere katastrofen
2. Gøre intet
3. Prøve at begrænse katastrofen
Valgene illustreres i andre nutidige katastrofer. Vi vil holder os til nogle få af omtrent samme skala og så finde ud af, hvor Kosovo passer ind.

(A) Columbia: USAs Udenrigsministerium anslår at det årlige antal politiske mord begået af regeringen og dens paramilitære styrker er af omtrent samme niveau som i Kosovo, og at antallet af flygtninge fra deres overgreb er over en million.
Gennem 90erne, hvor den statslige vold optrappedes har Columbia har været den største modtager af amerikanske våben og millitær træning i den vestlige halvkugle. Den dag i dag øges våbenstrømmen under undskyldningen: "Narkokrig", hvilket næsten ingen seriøse iagttagere tror på.
I dette tilfælde er USAs reaktion (1): At eskalere katastrofen

(B) Tyrkiet. Efter en meget konservativ vurdering, falder den Tyrkiske undertrykkelse af Kurderne i 90erne i samme kategori som Kosovo. Undertrykkelsen toppede i 90erne, for eksempel flygtede over en million Kurdere fra landlige områder til den uofficielle Tyrkiske hovedstad Diyabakir mellem 1990 og 1994.
Da menneskerettighedsorganisationer afslørede Tyrkiets brug af amerikanske jagerfly til at bombe landsbyer, fandt Clinton administrationen måder at omgå de love, der forbyder våbeneksport under sådanne omstændigheder - hvad administrationen også gjorde i Indonesien og andetsteds.
Columbia og Tyrkiet forklarer deres (amerikanskstøttede) grusomheder med, at de forsvarer deres land mod de terroristiske guerillaer. Samme argument benyttes af Jugoslaviens regering.
Også dette eksempel illustrerer (1): at eskalere katastrofen.

(C) Laos. Hvert år dræbes tusinder af mennesker, hovedsageligt børn og fattige bønder, på Jars-sletten i det nordlige Laos.
Dette er stedet, hvor historiens kraftigste bombninger nogensinde af civile mål fandt sted: Washingtons rasende angreb på et fattigt landsbysamfund havde ikke meget at gøre med dets krige i regionen.
Den værste periode var fra 1968, da Washington blev tvunget (under pres fra folket og erhvervslivet) til at indgå forhandlinger, der førte til ophøret af bombningerne af Nordvietnam. Kissinger og Nixon besluttede derefter at sende bombeflyene til at bombe Laos og Cambodja.
Dødsfaldene skyldes "bombies", små antipersonelvåben, langt værre end landminer. Disse "bombies" udgjorde kun en brøkdel af de anvendte våbenteknologier, som inkluderede avancerede missiler der kunne gennemtrænge huler, hvor familier søgte dækning.
Det nuværende årlige antal dødsfald fra disse "bombies" anslås fra at være fra 100'er om året til at være "20.000 sårede eller dræbte årligt for hele landet", i følge veteranen Barry Wain, som skriver for den Asiatiske udgave af Wall Street Journal.
Vi har således, at et konservativt skøn er at krisen i Laos dette år er sammenlignelig med Kosovo, bortset fra at dødsfaldene i Laos er langt mere koncentrerede blandt børn - over halvdelen ifølge Mennonite Central Committee, som har ydet nødhjælpsarbejde i området siden 1977.
I dette tilfælde er USAs reaktion (2): Gør ingenting. Og mediernes og kommentatorernes reaktion er at tie stille, følgende normerne under hvilken krigen med Laos blev betegnet som en "hemmelig krig" - betydende velkendt men fortiet, hvilket også gælder i Cambodjas tilfælde fra marts 1969.
Niveauet af selvcensur var ekstraordinært højt dengang, som det er i den nuværende fase. Relevansen af dette rystende eksempel burde være klar uden yderligere kommentarer.

Jeg vælger at springe talrige andre eksempler på (1) og (2) over, inklusive langt mere alvorlige nutidige forbrydelser som for eksempel hvor man mod Irak anvender en særlig nederdrægtig form for biologisk krigsførsel, nemlig økonomiske sanktioner, der ifølge FN er skyld i at 5000 børn hver måned dør af sult og sygdom.
Madeleine Albright blev i 1996 på TV spurgt om hvad hun mente om, at over en halv million Irakiske børn er omkommet over en periode på 5 år. "Det er et svært valg", svarede hun, "men vi mener, at det er prisen værd".
Disse og andre eksempler bør også holdes i baghovedet når vi læser om hvordan Clinton administrationens "moralske kompas" omsider fungerer ordentligt, som Kosovo eksemplet illustrerer.

Men hvad er det egentlig dette eksempel illustrerer? Truslen om NATO bombninger ledte forudsigeligt til en skarp optrapning af voldshandlingerne begået af den serbiske hær og dens paramilitære styrker. Ligeledes førte det til at internationale observatører forlod området, selvfølgelig med samme effekt.
NATOs General Wesley Clark erklærede, at det var "helt forudsigeligt" at serbisk vold og undertrykkelse ville intensiveres efter NATOs bombning, præcis hvad der skete. Undertrykkelsen bredte sig for første gang til Kosovos hovedstad Pristina.
Der er troværdige rapporter om ødelæggelse af landsbyer, snigmord, massive flygtningestrømme - muligvis et forsøg på at udrense en stor del af den albanske befolkning - alt sammen en "helt forudsigelig" konsekvens af truslen og derefter brugen af militær magt, som General Wesley Clark korrekt observerer.
Kosovo er derfor endnu en illustration af (1) At optrappe katastrofen, med præcis den forventning.
At finde eksempler på (3) er næsten for nemt, i hvert fald hvis vi holder os til den officielle retorik. Det største nyere akademiske studie af "humanitære interventioner" af Sean Murphy, behandler dette emne i tiden efter Kellogg-Briandpakten fra 1928.
I den første fase, skriver han, var de mest fremtrædende eksempler på "humanitær intervention" Japans angreb på Manchuriet, Mussolinis invasion af Ethiopien og Hitlers besættelse af dele af Tjekkoslovakiet. Til alle disse angreb fulgte meget opløftende humanitær retorik, og faktiske retfærdiggørelser for interventionen.

På trods af ideologernes desperate anstrengelser for at bevise at cirkler er firkantede, er der ingen seriøs tvivl om, at NATO bombningerne yderligere underminerer hvad der er tilbage af den i forvejen skrøbelige internationale lovgivning. USA har gjort dette helt klart i diskussionerne som ledte frem til NATOs beslutning.
Bortset fra Storbritannien (på dette tidspunkt omtrent lige så uafhængig en aktør som Ukraine var det i Gorbatjov-årene), var NATO landene skeptiske over for USAs politik, og var særlig irriteret over Udenrigsminister Albrigts "sabelraslen" (Kevin Cullen, Boston Globe, 22. Feb).
I dag, jo tættere man kommer på den konfliktramte region, jo større er modstanden til Washingtons insisteren på militær indgriben, selv inden for NATO (Italien og Grækenland). Frankrig krævede en resolution fra FNs sikkerhedsråd for at autorisere en NATO mission.
USA afviste det blankt og insisterede på at "NATO bør være i stand til at handle uafhængigt af Forenede Nationer," som USAs Udenrigsministerium udtrykte det.
USA kunne ikke tillade at det ubehagelige ord "autorisere" brugtes i NATOs endelige erklæring, idet man dermed ville anerkende at Folkeretten og international lovgivning havde autoritet. Kun ordet "godkende" var tilladt (Jane Perlez, New York Times 11/2).
Tilsvarende var bombningen af Irak en skamløs foragt af FN, selv timingen af bombningerne, og det blev da også forstået således. Og tillige, da USA nogle måneder forinden, i et lille afrikansk land ødelagde en fabrik der fremstillede halvdelen af landets medicin, en begivenhed der heller ikke antyder, at det "moralske kompas" afviger fra "retfærdigheden".
Man kunne hævde, at yderligere nedrivning af reglerne for international lov og orden er irrelevant, eftersom de alligevel mistede deres mening i slutningen af 30erne. Verdens største militære magts foragt for systemet af international lov og orden, er blevet så ekstrem, at der ikke er noget tilbage at diskutere.
Hvad gør man så i tilfældet Kosovo? Spørgsmålet er ubesvaret. USA har valgt en kurs, som den eksplicit erkender "forudsigeligt" optrapper volden og grusomhederne. En handlingsvej som giver endnu et hårdt slag mod systemet for international lov og orden - et system som giver de svage i det mindste en begrænset form for beskyttelse mod de store magter. Hvad angår konsekvenserne på længere sigt, så er de uforudsigelige.
En sandsynlig iagttagelse er at "Hver bombe der falder i Serbien, og hver etniske udrensning i Kosovo tyder på, at det næppe vil blive muligt for serbere og albanere at leve side om side i en eller anden form for fred" (Financial Times, 27/3). Nogle af de mulige udviklinger på langt sigt er ekstremt grimme, som også er blevet bemærket.
Et standardargument er, at vi var nødt til at gøre noget, vi kunne ikke stå og se på at grusomhederne fortsatte. Dette er aldrig sandt. Et passende valg er at acceptere princippet i lægeløftet: "først, undgå at gøre skade". Kan man ikke finde nogen måde at overholde det princip, så gør ingenting.
Der er altid metoder, som kan anvendes. Diplomati og forhandlinger bærer altid i den rigtige retning.
Retten til "humanitær intervention" vil sandsynligvis blive påberåbt oftere i de kommende år, måske med berettigelse, måske ikke, nu da koldkrigsretorikken har mistet sin effektivitet.
I en sådan tidsalder er det ofte umagen værd at lytte til højt respekterede kommentatorers synspunkter, for ikke at tale om Den internationale Domstol som klart udstedte sin dom i denne sag - en beslutning som blev afvist af USA, hovedpunkterne blev end ikke nævnt i medierne.
Anerkendte principper for international lov og orden, højttidelige traktatforpligtelser, beslutninger af Den Internationale Domstol, indsigtsfulde udtalelser af de mest respekterede kommentatorer - disse løser ikke automatisk specifikke problemer. Hvert tilfælde må også vurderes selvstændigt.
For dem som ikke adopterer Saddam Husseins standarder, ligger der en tung bevisbyrde, som skal imødekommes før trusler om eller brug af militær - hvis det strider mod international lovgivnings principper.
Måske kan denne bevisbyrde imødekommes, men det mangler endnu at blive vist - ikke blot proklameret med følelsesladet retorik. Konsekvenserne af sådanne overtrædelser må vurderes med omhu - i særdeleshed hvad vi forstår er "forudsigeligt"
Og for dem som er minimalt seriøse, må grundene for handlingerne også vurderes, igen, ikke ved at lade sige smigre af vores ledere og deres "moralske kompas".

Noam Chomsky er er verdenskendt politisk aktivist, forfatter og professor.
Artiklen er oversat af Jens Buurgaard Nielsen og forkortet. En uforkortet version kan læses på FRED.dk/artikler og originalen på www.zmag.org/current_bombings.htm.