Triennale tanker

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1998

- se andre blade

Man tager 300 mennesker fra hele verden og anbringer dem på et 4 stjernet hotel, hvor de fleste føler sig malplaceret. Så tilsætter man en passende mængde temagrupper, workshops og plenummøder om forskellige emner.
Det hele røres godt rundt, suppleres med en god portion humor, diskusionslyst og åbenhed, og vupti, så har man War Resisters' Internationals triennale, Porec, Kroatien, september 1998.
Kroatien, rammen for konferencen, har voldelige konflikter på nært hold: Landet har selv lige afsluttet en krig, og foran ligger et stort genopbygningsarbejde, både sårene i samfundet og i folks sind skal hele.
I Kosovo/a var en blodig krig i gang, og NATOs bombetrusler mod serberne eskalerede dag for dag. I skrivende stund ser situationen heldigvis lidt lysere ud.
Vi mærkede konsekvenserne af krigen i og med, at fredsaktivister fra Serbien ikke havde fået visum til Kroatien, selvom de havde søgt i god tid. Der er stadig stor bitterhed på Balkan, og rehabilitering er ikke gjort med et snuptag.

Deltagerne
Folk var strømmet til fra nær og fjern for at deltage i triennalen, med hver deres forventninger, håb, ønsker og drømme.
Selvom WRI står stærkest i Vesteuropa og Nordamerika, og det også var afspejlet i deltagerantallet fra disse områder, var der også repræsentanter fra alle andre verdensdele.
Det var skønt at gense gamle venner og møde en masse nye mennesker, og det tog lang tid for mig at lande hjemme i den danske hverdag igen bagefter.

Personlige historier
Hver dag startede med fem minutter til verdensnyhederne, hvorefter vi hørte en personlig historie fra en af triennalens deltagere.
Det var en stor inspiration og opmuntring at høre mennesker, der er så involveret og engageret i deres sag, tale om hvad der fik dem til at brænde for den.

Yani Damayanti fra Indonesien, involveret både i Øst Timor, studenterbevægelsen og kvinders rettigheder, fortalte om hvordan ét engagement havde ledt hende videre til det næste.

Xhelat Svecla fra Kosovo/a informerede os kort om den spændte situation og Diane Rizek/Shaloufi fortalte under mottoet "forskellige men ligeværdige" om den landsby hvor hun bor.
Det er den eneste landsby i Israel, hvor israelere og palæstinensere har valgt at leve sammen og i fællesskab vise, at der er en bedre vej ud af Israel/Palæstina problematikken end vold.

Serdar Tekin fra Tyrkiet fortalte om de personlige overvejelser og bekymringer der skulle til, inden han sammen med Osman Murat Ülke og nogle andre venner dannede militærnægterforeningen ISKD.

Greg Payton
Mest følelsesladet var Greg Paytons historie. Han er sort amerikaner og blev sammen med tusindvis af andre unge sendt til Vietnam i slutningen af 60erne. Her ventede et helvede som han overlevede under stor dramatik, som inkluderede desertering.
Da han kom hjem igen, gennemlevede han endnu et helvede i form af Post Traumatic Stress Disorder og det narkomisbrug det førte ham ud i. Greg genvandt sit livsmod ved at gå ind i fredsarbejde sammen med andre Vietnam veteraner og senere WRI.
Vietnamkrigen sluttede for mange år siden, men Gregs viden er stadig relevant, for som han sagde: "Der er stadig mange mennesker ude i verden, som tror på, at krig kan løse konflikter."
Det er hans håb, at han ved at tale på Balkan kan løse op for nogle af de indre spændinger, som folk lider under. Kun ved at snakke om krigen er der en vej ud af eftervirkningerne.

Temagrupper
7 temagrupper mødtes et par timer hver formiddag, for at se nærmere på et bestemt emne. Det var muligt at vælge mellem alt fra "miljøaktioner og civil ulydighed" til "genopbygning og demokratisering".
Den danske delegation (som bestod af mig) besluttede sig til at deltage i gruppen om identitet og konflikt, og det satte skub i mange personlige tanker og udviklinger.
Jeg har altid haft et uproblematisk forhold til min identitet som dansker, men jeg så nu mig selv konfronteret med mennesker fra Balkan, der pludselig var blevet tvunget til at sætte sig selv i nogle kategorier som kroat, muslim, serber, kosova-albaner osv.
Debatten var meget centreret omkring problematikken med national identitet, fordi nationale forhold spiller en dominerende rolle i uendelig mange konflikter. Silvia, ung kvinde i midten af tyverne fra Kroatien, fortalte os hvordan hun, da krigen brød ud havde spurgt sin mor: "Hvad er jeg egentlig, kroat eller serber?" Hun havde altid opfattet sig selv som jugoslav.
Mange har valgt at stå helt af ræset om national identitet og blot benævne sig selv som verdensborger eller menneske, men kan man det?
Er national identitet noget man vælger, eller bliver den pålagt én? Især deltagerne fra Balkan havde gjort sig mange overvejelser om dette emne. Vi VIL gerne selv bestemme, men hvad er virkeligheden?

Genderday
Genderday var dagen, hvor vi i formiddagens temagrupper og de fleste af eftermiddagens workshops fokuserede på mænds og kvinders forskellige tilgangsvinkler og måder at tackle f.eks. krig, flygtningestatus, og engagement i politisk arbejde på.
Gender betyder køn, men i en mere udvidet form end det danske ord, så når jeg her skriver køn, tænkes der på en bred social sammenhæng og ikke kun biologi.
Dette område har traditionelt fået meget opmærksomhed fra kvindebevægelsen, mens de blandede grupper ikke har ofret meget tid og energi på det.
Vores køn er jo som bekendt også en del af vores identitet, og derfor et oplagt emne at behandle i "min" temagruppe.
Vores køn er os indiskutabelt pålagt, og hvad enten vi kan lide det eller ej, yderst svært at løbe fra.
Organisatorerne af vores temagruppe lagde på denne dag ud med et enkelt spørgsmål: "Da du vågnede i morges, var du da opmærksom på dit køn?"
Det var bemærkelsesværdigt, hvor mange flere kvinder end mænd, der var enten negativt eller positivt bevidste om deres kønsidentitet.

Observering
På Genderday var jeg til min store overraskelse blevet bedt om at være "reflector".
Denne nye titel bestod i at forholde sig tavs, observere hvilke emner der blev taget op, hvordan kønsforskelle blev behandlet og tacklet både fagligt under vores forskellige temaer, men også internt i grupperne, madkøen og ved vandet.
Kort sagt overalt hvor triennaledeltagerne færdedes.
Næste punkt i min nye rolle bestod i, sammen med de andre "reflectors", at evaluere dagen og fremlægge vores indtryk, tanker og ideer for resten af forsamlingen.
Temaet bragte mange følelser i kog, fordi det er så nemt at falde tilbage til kli chéer og træde hinanden over tæ erne.
Men for at forståelsen for hverandre skal blive en integreret del af vores arbejde i fredsbevægelsen, så det er vigtigt, at vi når ud over det stadie, hvor vi bare er politisk korrekte, og indtil en dybere forståelse og respekt for forskellene.
Vi sluttede dagen med at bede alle deltagere komme med forslag til, hvordan WRI i fremtiden kan arbejde med dette tema, og der var mange ideer.
Der er nu nedsat en arbejdsgruppe til at se nærmere på alle forslagene, og intet tyder på, at det var den sidste genderday i WRIs historie.

Nyhedsbrev
Hver morgen fik vi et dugfriskt nyhedsbrev, der var blevet færdiggjort ud på de små timer af den altid flittige redaktion.
Der var mange sjove indslag - på andendagen var forsiden dekoreret med et billede af vores hotel, Pical, og underteksten lød: "Hemmelig anarkistisk træningslejr".
Dette var kort efter USAs bombning af formodede terroristreder i Afghanistan, så vi var naturligvis lidt nervøse for, at Clinton skulle få fingre i bladet.
Desuden var der lejlighed til at tilegne sig lidt kroatisk gennem bladets daglige lektioner i "kroatisk for begyndere".
Det var muligt at lære alt fra "Jeg vil gerne have en stor øl, tak" (Molim jedno veliko pivo) til WRIs grundlag: "Krig er en forbrydelse mod menneskeheden" (Rat je zlocin provtiv covjecnosti).
Jeg kunne blive ved længe om de daglige nyheder om stort og småt fra triennalen, de bragte i hvert falde mange smil frem.
Selvom fred er en alvorlig sag, så er humor ikke at foragte.

Slinger i valsen
Hverken WRI eller fredsbevægelsen som helhed er en homogen gruppe. Der er mange meninger som eksisterer side om side, og heldigvis for det.
Lydigheden lader vi "de andre" om, for selvom der af og til er slinger i valsen, er det netop mangfoldigheden der gør, at det internationale netværk kan bruges til støtte og opmuntring.