Fredskultur og omgangsformer

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1998

- se andre blade

På kvindekonferencen "Democracy and Peace" i Ukraine i november i år stod Annnelise Ebbe og jeg selv for at afholde hver sin workshop. Over skrifterne var henholdsvis "Building a Culture of Peace" og "Building Democracy Within Organizations".
De to workshops var konstrueret, så de hang sammen. Den første dag, under overskriften opbyggelsen af en fredskultur, forsøgte vi at finde frem til barrierer for en fredelig, demokratisk kultur i fire strukturelle sammenhænge: på det personlige plan, på det organisatoriske plan, regionalt/nationalt og endelig internationalt. Den anden dag koncentrerede vi os om det organisatoriske plan, og forsøgte at finde veje uden om barriererne her.

Patriarkatet lever!
Annelise holdt et oplæg på workshoppens første dag. Hun talte bl.a. om vigtigheden af, at arbejdet med at opbygge en fredskultur er forbundet med, ja netop kultur. Dvs. at man i arbejdet også inddrager kunstneriske udtryksformer og anden kreativ aktivitet, som formidlere af fredskultur.
Men vigtigt er det også at forstå de mekanismer, der bryder med opbygningen af en fredskultur, f.eks. militarisme, diskrimination, konkurrence og hierarkier.
Annelise brugte patriarkatet som samlet billede på en voldskultur, der genererer barrierer for opbyggelsen af en fredskultur.
Dette er meget sjovt, for dagen inden workshoppens første del havde Annelise og jeg diskuteret, hvorvidt "patriarkatet" var et relevant begreb at bruge i sammenhængen. Vi havde noget forskellige holdninger til det, holdninger som bunder i vores forskellige aldre og erfaringer med kønsdebatten.
Annelise havde oplevet kvindebevægelsen, dengang der var gang i den og alvorlige uligheder mellem mænd og kvinder at tage fat i. Og hun har årelang erfaring som kvindeforsker med netop patriarkatet som analyseområde.
Jeg derimod er vokset op med nogle af de rettigheder og muligheder, som netop kvindebevægelsen har kæmpet for og tilkæmpet sig. Så vi havde forskellige meninger om patriarkatsanalysen. Men da Annelise havde holdt sit oplæg, viste det sig, at begrebet fængede de ukrainske kvinder meget mere, end jeg havde troet. De havde faktisk meget let ved at forholde sig til de elementer, Annelise fremdrog i sit oplæg, oven i købet på et meget praktisk og dagligdags niveau:
Kvinderne går på arbejde og er forsørgere for familien, kvinder sørger for familiens almindelige velfærd, kvinder har tredobbelt arbejde med erhvervsarbejde, husarbejde og fødevareproduktion. Og kvinder er langt dårligere stillet i de politiske beslutningsprocesser end mænd, fordi de ikke har tid og energi til at deltage.
Nogle af kvinderne fortalte, at de inden de tog af sted til konferencen havde sørget for, at deres familie fik noget at spise hver aften, når de ikke selv var hjemme. De havde enten forberedt aftensmaden eller arrangeret, at manden og børnene kunne spise hos venner og veninder.
Nogle få havde selvfølgelig familier, der kunne klare sig selv, men alle var enige om, at kvinder i Ukraine har hårde arbejdsbetingelser i hjemmet, såvel som på arbejdsmarkedet.
Patriarkatsanalysen gav altså et godt udgangspunkt for at finde barrierer for at opbygge en fredskultur. Her vil jeg kort præsentere nogle af de synspunkter der kom frem:
Vi accepterer hierarkiske strukturer. Fraværet af lighed stammer fra vores egen autoritære tænkemåde.
Vi gør os selv til ofre. En formulerede det meget skarpt: hvis der er et offer, vil der altid kunne findes en bøddel.
Vi forsøger at opbygge demokratiske strukturer med autoritære metoder, ved f.eks. at bygge på flertallets ret over for mindretallet, etablerede hierarkier og ved at dyrke personlige magtønsker.
Vi undlader at gribe ind, når vi møder falske ledere, dvs. mennesker som forsøger at tilkæmpe sig magt ved hjælp af udemokratiske metoder.
Vi er misundelige, når andre får succes i deres forehavende, fordi vi ikke er i stand til at skelne mellem forskellige metoder til at manifestere magt på.
Vi mangler demokratisk dannelse, dvs. indgroet respekt for grundlæggende demokratiske og fredelige værdier.
Disse barrierer blev nævnt på alle de fire niveauer, vi beskæftigede os med. Men ud over disse generelle barrierer var der også nogle, der var særligt bundet til et enkelt niveau. F.eks. var det et problem på det organisatoriske niveau, at staten har meget udstrakt kontrol med NGO'ere.
En organisation skal godkendes af staten for at være lovlig. Det koster en del penge at lade sig registrere som organisation, ca. 100$, men det egentlige problem er, at staten kan sortere i, hvilke typer NGO'ere der får tilladelse til at arbejde.

Nationalisme - Patriotisme
På det nationale niveau blev racisme, sexisme og nationalisme nævnt. Det var Annelise, der nævnte nationalisme i samme åndedrag som racisme og sexisme, og det åbnede pludselig for en helt ny erkendelse i workshoppen. I løbet af konferencen og workshoppen havde ordet nationalisme floreret en del.
I gruppen af skandinaviske kvinder var vi noget foruroligede over, at nationalisme øjensynligt blev betragtet som noget helt legitimt, for det er jo ikke sådan, vi er vant til at betragte det. Flere af de kvindeorganisationer, vi havde mødt de første par dage, havde haft nationalisme enten på programmet eller i deres navn. Og når de talte om at genoplive nationalismen, sad vi alle og rynkede øjenbryn og krummede tæer.
Der var helt sikkert også nogle, der mente det på den måde, vi sad og frygtede, men på Annelises workshop var der pludselig en af de ukrainske deltagere, der spurgte hvorfor vi betragtede nationalisme som noget dårligt? Hvad var der galt ved at elske sit land og dets traditioner og håbe på en gylden fremtid for borgerne i det?
Vi måtte sande, at der gennem hele konferencen havde været forskel på, hvordan nationalisme forstås. Flertallet af de ukrainske kvinder brugte nationalisme som betegnelse for almen moderlandskærlighed, hvor de skandinaviske kvinder betragtede nationalisme som dét at føle overlegenhed over for andre kulturer og lande. Det, at vi fik åbnet for diskussionen af hvad nationalisme betyder, mener jeg var en af de vigtigste elementer i Annelises workshop. Vi fik ryddet en del misforståelser og skepsis ad vejen ved den lejlighed og fik lavet en skelnen mellem patriotisme og nationalisme.
Ingen af kvinderne ønskede dog at fremlægge dette overfor de øvrige konferencedeltagere, fordi de mente, at emnet var for eksplosivt. De var bare glade for, at vi i workshoppen havde lært noget, og at vi dér havde fået større forståelse for hinandens måder at tænke på.

Demokratisk kultur og disciplin
Workshoppens anden del, som jeg selv stod for, byggede videre på den første del. Vi skulle her gå dybere ind i det organisatoriske niveau og kigge på, hvordan man kunne overkomme barrierer for fred og demokrati her.
Jeg havde haft vanskeligheder med at forberede et oplæg om lige netop demokrati i organisationer, fordi jeg gerne ville have, at det ramte meget tæt på de konkrete deltageres behov og interesser. Derfor ventede jeg med at forberede mig til efter Annelises workshop. Og det var en god ide, for da var jeg fyldt til randen med inspiration.
På Annelises workshop var "mangel på dannelse" ofte blevet nævnt som en vigtig barriere for demokrati. Med andre ord noget der handlede om grundlæggende respekt for demokratiske omgangsformer og metoder og om måden, man opfører sig på i en forsamling, der gerne skulle være demokratisk.
Imidlertid var der en afgrund mellem det talte ord og det praktiserede i workshoppen, for alle talte i munden på hinanden, og den der råbte højest fik ordet - noget af tiden i hvert fald.
Derfor tog min workshop udgangspunkt i, at vi alle skulle prøve at følge nogle demokratiske grundregler for god, dannet opførsel: at respektere dirigenten, at tie mens andre har ordet, at markere når man selv vil have ordet osv. Deltagerne gennemskuede selvfølgelig straks, hvad det handlede om (er det på grund af vores dårlige opførsel i går, spurgte de) og sagde, at det var godt at blive husket på den slags. Det er jo de samme regler, som de forsøger at formidle til deres elever, når de selv underviser.
Så vi forsøgte at praktisere demokratiske spilleregler i workshoppen. I mit oplæg forsøgte jeg at nuancere regelgrundlaget ved at opstille forskellige organisatoriske niveauer, hvor forskellige regler virker: konstitutionelle regler, praktiske spilleregler, og endelig de moralske spilleregler, altså den demokratiske dannelse.
Boel Bruce fra Sverige og Annelise lavede et kort rollespil om herskerteknikker, hvor de forsøgte at vise, hvordan man kan manipulere med andre for at dække over egne svagheder, og hvordan man kan modvirke denne form for manipulation.
Deres rollespil satte en diskussion i gang mellem deltagerne, som til en begyndelse ikke kunne gennemskue spillet, fordi Annelise og Boel talte så pænt til hinanden.
Men da vi havde gennemgået forløbet og det sagte, samt ikke mindst meningen bag det sagte ord, kunne de sagtens genkende spillet. Især i forhold til deres overordnede på arbejdspladsen og, for de unges vedkommende, i forhold til ældre medarbejdere.
Vi snakkede til sidst om, hvad man kan gøre, når man bliver udsat for herskerteknikker. En vigtig ting, der blev foreslået, var at holde sig til eventuelle regler og bede om dokumentation. Men endnu vigtigere var det at gribe sig i det, når man selv praktiserer herskerteknikker.

Det praktiske er det sværeste
I workshoppens anden del var det meningen, at deltagerne skulle prøve at tage fat i deres egen organisation og analysere de demokratiske problemer her. Men af en eller anden grund var der ingen der ville det. Måske var det, fordi alle deltagerne kom fra den samme organisation og ikke ville vaske deres linned i offentlighed. Måske var der nogle konflikter, som ingen havde lyst til at tage hul på, fordi løsningerne forekom umulige.
Og måske var det bare vigtigere for deltagere at sidde sammen i plenum og snakke, mens alle var tilstede. Jeg ved det ikke, men det slog mig, at det var meget svært at få nogle til at tage fat i noget helt konkret arbejde.
Jeg tror, at det handler om, at de manglede viden og kendskab til praktiske teknikker. Alle deltagere nævnte mangel på viden om demokrati og demokratiske metoder som en væsentlig barriere for skabelsen af en fredskultur på alle niveauer.
Min væsentligste erfaring, jeg kan tage med fra workshoppen er, at metodeøvelser og metodediskussioner skal strække sig over meget lang tid for at have en effekt, og at det praktiske altid må tages frem til diskussion, når talen falder på demokrati.
Kun ved hele tiden at konkretisere demokratiet kan man overkomme diverse barrierer og holde gnisten og overblikket i sit arbejde. Men det er jo bare min mening.