Retsopgøret efter den kolde krig

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1998

- se andre blade

I Danmark lover regeringen at vende hver en sten i sagen om Politiets Efterretningstjenestes skandaler - efterhånden som oppositionen og nye afsløringer presser dem til det.
I Sydafrika nedsatte regeringen en Sandheds- og Forsoningskommission, der gennemgik de grufulde og umenneskelige forbrydelser, som alle parter havde taget del i.
Kommissionens arbejde afspejledes i dens navn, hvor der blev lagt vægt på både sandhed og forsoning. Formålet var at få forbrydelserne frem i lyset - og derpå at søge forsoning mellem offer og gerningsmand.
Der er meget langt fra de blodige handlinger i Sydafrika til puslingelandet Danmark, men ikke længere, end at vi kunne lære meget.

Fejl på begge sider
Også vi har haft problemer i den samme historiske periode, der råber på en evaluering. Tiden under den kolde krig bød på mange besynderlige begivenheder, hvor mange af de mest bizarre rygter først nu bliver bekræftet.
DKPs og andres skyklaps-forelskelse i Sovjet har nok medført handlinger, der kunne kaldes landsforræderi og spionage. Men tilsvarende handlinger blev udført af den borgerlige side af salen, der i denne sammenhæng når langt ind i Socialdemokratiet.
Her er regeringsmagten blevet misbrugt til hemmeligt militært samarbejde og udlevering af efterretningsoplysninger til fremmede magter. Et godt eksempel er aftalerne om atomvåben på Grønland.
I lighed med Politiets Efterretningstjenestes ulovlige overvågninger forsvares de suspekte gerninger med, at det drejede som en epoke med krigstrusler. Ingen kunne vel forvente, at de demokratiske spilleregler gjaldt mens Den Røde Hær stod tæt ved grænsen og vore hjemlige kommunister blot var en skjult femtekolonne for dem ...
Den kolde krig var en speciel tid, men de borgerlige vil kun udstrække undskyldningerne til at dække egne handlinger. Alle andre, der måske blot har været turister i et østland, skal derimod hænges ud som nyttige idioter.
De borgerlige glemmer bekvemt, at østlandene var officielt anerkendte stater, som også skiftende borgerlige regeringer havde et naturligt samarbejde med.
I flere østlande har borgerne fået indsigt i de hemmelige arkiver, men i vesten er der fortsat låg på. De østtyske arkiver er desværre ikke nogen undtagelse.

Ingen vandt krigen
Godt nok vælter der historier om Stasi-agenter ud fra de østtyske arkiver, men retten til aktindsigt er i al diskretion begrænset til de historier, der ikke skader vestens interesser.
De danske arkiver må åbnes helt op, uden begrænsninger. Og en undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste er ikke nok, heller ikke selv om Forsvarets - og Hjemmeværnets - efterretningstjenester kommer med. Der må mere til.
Hvis hele dette slagsmål kun skal handle om, at nogen skal straffes, er det ret uinteressant. Når vi nu har taget fat på lidt af retsopgøret efter den kolde krig er det interessante omsider at få en større afklaring af historien i disse år.
Danmark trænger til en reel Sandheds- og Forsoningskommission til at afklare alle forbrydelserne under den kolde krig.
Det sete afhænger altid af øjnene der ser. I disse omtumlede år har flere taget vejen direkte fra fængselscelle til præsidentbolig - og er med et snuptag blevet patrioter i stedet for landsforrædere.
Vesten vandt ikke, men østlandene tabte. Den stort set fredelige opløsning af Warzhava-pagten uden de voldsomme krav om modydelser, der hidtil havde præget alle nedrustningsforhandlinger tog Vesten blot for givet.
Genforeningen af Øst- og Vesttyskland var en historisk chance for at hele sårene efter den kolde krig. En mulighed for at forene gode ting fra begge systemer til noget helt nyt. Muligheden blev tabt totalt på gulvet.
Måske var traumerne for friske den gang, men nu er det ti år efter. En dansk Sandheds- og Forsoningskommission kunne være Danmarks chance for at give verden noget helt nyt.
Det drejer sig ikke kun om PET men om alle de underlige gerninger, som skiftende danske regeringer, partier og private grupperinger har haft gang i under den kolde krig.
En helt åben gennemgang uden snærende bånd og filtre kunne føre til en mere fordomsfri debat også om fremtidens mål og midler.
Uden den rygklappende selvglæde over Vestens fortræffeligheder eller totale afvisning af samme, der har forplumret fortiden.
Et mere reelt billede af fortidens synder gør det sværere at gentage dem. Måske kunne det oven i købet give fingerpeg til en bedre, sundere og mere menneskelig måde at løse fremtidige konflikter på.