Den westfalske freds konsekvenser

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 1998

- se andre blade

Den westfalske fred blev indgået - efter 30 års brag - for 350 år siden. Den var en del af reformationen og Danmark var osse indblandet. Denne krig betyder nok mere i Tyskland end for os.
En lille gruppe pacifister i byen Osnabrück og omegn fandt her anledningen til at indkalde til en fredskongres fra den 29. til den 31. maj.
Der deltog vel en halv snes danskere, men desværre fik vi ikke kontakt med hinanden - bl.a. fordi det var en stor kongres med omkring l000 deltagere. Arrangørerne havde via fonde m.m. fået tilskud, så der kunne deltage særdeles mange fra de østeuropæiske lande samt Rusland.
Kongressen blev åbnet af den kendte israelske pacifist Uri Avneri, der fortalte om sin udvikling fra at være aktiv jødisk soldat til at være en fredsformidler mellem arabere og jøder.
Han har skrevet en bog, som er oversat til dansk og som nok stadig er den bedste bog om denne konflikt - skønt den er over 20 år gammel.
Måske er det en manglende vestlig viden og ensretning, at det er en jøde, der kan få udgivet en bog her om disse forhold. Uri Avneri deltog i øvrigt i hele kongressen.
Hele lørdagen gik med gruppearbejde omkring emner som
• MILITÆRNÆGTELSE - en menneskeret.
• KRIG - hvordan modstår vi militarismen.
• PACIFISTISKE aktioner og handlinger.

Afskaf militæret
Til alle grupper var der flere emner med indledning af særdeles kvalificerede folk. For mig var det ihvertfald meget vanskeligt at vælge gruppe.
Til afslutningen talte bl.a. 3 kvinder om pacifistiske handlinger. En yngre fra Irland om hvordan det gik med freden der. Fra Palæstina taltes om udviklingen der.
Fra Schweiz igen en yngre kvinde, der talte om et initiativ til en folkeafstemning om at afskaffe militæret og sætte en uddannelse af fredsarbejdere i stedet.
I 1986 fik man samlet de nødvendige l00.000 underskrifter til en afstemning om militærets afskaffelse. 37% stemte nej dengang. Det medførte en stor aktivitet - fordi man blev overrasket over at så mange stemte nej.
Det var 3 ret korte, men meget kontante indlag, som mange mænd kunne lære af.

Fredsarbejdere
Jeg deltog først og fremmest for at få inspiration til en gruppe, vi vil nedsætte i Aldrig Mere Krig om uddannelse af fredsarbejdere. (Vi har lige fået afslag på en ansøgning om 50.000 kr. fra tipsmidlerne til et sådant arbejde).
Det blev en stor overraskelse for mig, at der er mange sådanne grupper igang. I Østrig har man haft en 6 måneders uddannelse og i nogle af de tyske forbundsstater har der været lignende initiativer.
En udtalelse om uddannelse af fredsarbejdere kom ekstraordinært med i den endelige udtalelse fra kongressen.
Herhjemme har vores statsminister udtalt sig i samme retning i en kronik i Politiken 19/1-1996. Også den finske udenrigsminister har luftet lignende tanker.
I Frankrig har man fået en professionel hær - men indkalder alligevel til en social tjeneste.

Frygt for krig
I kongresbygningens store hal havde mange forskellige grupper lavet udstillinger.
Det er enormt så mange fredsgrupper, der findes. Mange med helt specielle temaer. I flere tilfælde tillige enkeltpersoners indsats. Enkelte ret aggressive, men fredelige.
En ting overraskede mig en del - selvom det nok er forståeligt - der var en udbredt frygt for krig.
Det kan skyldes presset for at udvide NATO - oprettelsen af en Europahær, krigen i Ex-Jugoslavien og Mellemøsten.
I Danmark, at Det radikale Venstre stemte for at sende danske soldater til Golfen. Der var endda 5 socialdemokrater, der havde civilcourage og stemte imod.

Forsoning
En ting der undrede mig ved kongressen var, at det der for mig er dette snart overståede århundredes største fremskridt, nemlig FORSONINGSDOMSTOLEN i Sydafrika.
For mig, som er af årgang 1930 og kom til Danmark i 1934 med mine forældre, som måtte flygte fra Nazityskland og har oplevet flere krigsforbryderdomstole, retssagerne herhjemme efter besættelsen. Retssagerne efter murens fald - alle blev de gennemført med et enormt had og hævnfølelse.
Et lyspunkt omkring sagen med barnemordet i Glostrup var, at faderen havde styrke til at udtale, at hævnfølelse ikke bragte hans datter tilbage.
TAK til denne far. TAK til Sydafrikas præsident Nelson Mandela.
Vi pacifister føler ofte, at vi står meget svagt - at deltage i denne kongres var en meget positiv oplevelse - et skulderklap til vores arbejde.

Se www.dfg-vk.de/PeaceCongress1998.

PS. Ugen efter skulle der i Osnabrück være en filmkavalkade med antikrigsfilm. Den første film, de ville vise, var den første længere antikrigsfilm i verden: „Ned med våbnene", lavet i Danmark 1914.