Historien om Leyla Zana
Tyrkiet har et parlament, en folkevalgt regering, en relativ fri presse og en præsident - kalder sig et demokrati.
Af Maria Bergsøe
Tyrkiet er, næst efter USA, den stærkeste magt indenfor NATO - det militære samarbejde til forsvar for vestligt demokrati og menneskerettigheder. Tyrkiet har en hær på ca. 400.000 mand; ca. 40 milliarder kroner anvendes til den interne krig mod kurderne. Tyrkiet er medlem af Europarådet og af OSCE og er formelt optaget i den europæiske toldunion.
Det moderne Tyrkiet blev grundlagt efter vestligt forbillede i 1923 af officeren Mustafa Kemal, kaldet Atatürk. Landets grundlov fastslår, at Tyrkiet er ét land, ét folk, ét sprog og én kultur. "Lykkelig er dén som kan kalde sig Tyrk." Dette citat ses i offentlige bygninger i Tyrkiet, også i den del af Tyrkiet, som bebos af et helt andet folk - kurderne.
Dette indoeuropæiske folk, som udgør en fjerdedel af landets indbyggere, har en historie som går fire tusinde år tilbage, har sit eget sprog, sin egen kultur. Skønsmæssigt er der 30 millioner kurdere fordelt på Iran, Irak og Syrien. Området de bebor er uhyre rigt på
naturrigdomme, hvilket forklarer at de omliggende stater og stormagter ikke vil tillade nogen form for kurdisk selvstændighed. Eufrat og Tigris udspringer i det tyrkiske Kurdistan.
Undertrykkelsen af kurderne
Undertrykkelsen af kurderne finder sted i alle "værtslandene", men størstedelen lever i Tyrkiet; det er dette land, vi er allieret med, og det er Tyrkiet, som ligger os geografisk nærmest, og som regnes for at være Vestens bolværk ud mod de centralasiatiske og mellemøstlige stater; derfor er det Tyrkiet, som oftest optræder i vore medier og i politiske diskussioner. Vi har kendskab til Amnestys ofte fremlagte rapporter, som ikke kan tolkes anderledes, end at der i Tyrkiet foregår et folkemord på kurderne.
Halvdelen af den kurdiske befolkning i det sydøstlige Tyrkiet er tvangsforflyttet eller flygtet fra deres landområde. Alene siden 1992 er over 3000 landsbyer blevet ødelagt af militæret, og ca. 2 mill. mennesker er flygtet. Siden PKK indledte den væbnede kamp mod undertrykkelsen, har militærets krig mod kurderne kostet 21.000 dræbte.
Forsvindinger, forfølgelser, fængsling og tortur er dokumenteret af internationale menneskerettighedsorganisationer. Forfattere, journalister og forkæmpere for menneskerettigheder bliver fængslet, tortureret og ofte skudt.
Af og til afløses den ensformige strøm af grusomme nyheder med en mere sensationel nyhed, som da den verdensberømte tyrkiske forfatter Yasar Kemal var under anklage for "opfordring til separatisme", eller da den kendte tyrkiske sociolog Ismail Besikci fik en dom på 76 års fængsel. Som forsker havde han i årevis beskæftiget sig med den statslige ideologi Kemalismens (opkaldt efter grundlæggeren af det moderne Tyrkiet Mustafa Kemal) forhold til kurderne.
Yasar Kemal og Ismail Besikci er tyrkiske intellektuelle, men det er ikke almindeligt, at tyrkerne forsvarer det kurdiske folk. Indoktrineringen af Kemalismen, som er ultra-nationalistisk, begynder i underskolen. Og det tyrkiske militær har en enorm magt; hærens priviligerede officerer rekrutteres fra beskedne familiers velbegavede drenge, hvis loyalitet dermed er sikret.
Rejsen til tyrkisk Kurdistan
Det europæiske græsrodsnetværk Helsinki Citizens Assembly har en afdeling i Tyrkiet, som i 1992 inviterede en lille gruppe fra forskellige OSCE-landet til landet. Jeg var selv med idenne gruppe, og vi besøgte bl.a. den kurdiske provinshovedstad Diyarbarkir for at mødes med kurdiske advokater og menneskerettighedsforkæmpere, og vi mødte megen lidelse og vrede over den statsterrorisme i det tyrkiske Kurdistan, som befolkningen blev udsat for.
Vores næste stop var Ankara, og det er langtfra Dyarbarkir. Vi fløj hen over Anatoliens øde højland, som var dækket med sne og is. I Ankara, i den dystre parlamentsbygning, skulle vi møde Leyla Zana, der i november 1991 var blevet medlem af parlamentet.
Hun var dengang 31 år og var blevet valgt ind for partiet DEP, som forsvarede kurdernes rettigheder. Vi var fire kvinder fra delegationen, som nærmede os hendes kontor af uendelig lange træbeklædte korridorer, som førte ind til små, ligeledes træbeklædte kontorer. Undervejs havde Claudia, medlem af de tyske Grønne i Europaparlamentet, fortalt os om Leyla Zana, som hun kendte.
Leyla Zanas baggrund
Leyla var vokset op som analfabet - langt ude på landet. Hun blev gift som 14-årig med en slægtning, Mehdi Zana, som var politisk aktivist, og som i øvrigt senere blev borgmester i Diyarbakir. Mehdi Zana kom til at tilbringe 11 år i fængsel. I mellemtiden lærte Leyla sig at læse og skrive, og da børnene blev større, begyndte hun som jour
nalist ved et lokalt blad i Diyarbarkir. Allerede dengang, for 6 år siden, var Leyla Zana en mytisk skikkelse, elsket og hadet, og hendes liv var forløbet så usædvanligt, at vi havde forestillet os en alvorstung, værdig kvinde - og så stod hun dèr i døren og spurgte smilende, om vi ville have almindelig te eller en særlig frugtte, som hun kunne anbefale.
Samtalen med Leyla Zana, som gjorde et stort indtryk på os, skal ikke refereres her - det er trods alt 6 år siden, den fandt sted. Derimod kan det være vigtigt kort at fortælle, hvad der siden skete.
I 1994 blev hun sammen med 11 andre anklaget for "separatisme", bl.a. fordi de ganske kort havde talt på kurdisk i parlamentet, og DEP-parlamentarikernes immunitet blev ophævet, hvorefter de blev arresteret og stillet for retten.
De var på forhånd klar over, at de ville blive anklaget for landsforræderi, dét der i Tyrkiet kaldes for opfordring til separatisme, hvilket kan føre til årelang fængsling eller eller dødsstraf.
Leyla Zanas tale
Under retssagen mod Leyla Zana og de øvrige kurdere holdt hun en tale i retten, som er refereret i bogen "De uønskede" (Gyldendal, 1997), der har undertitlen Kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. Bogen har i øvrigt bidrag af Lasse Budtz, Gert Petersen, Villo Sigurdsson, Kllaus Slavensky og Søren Søndergaard.
I sin tale sagde Leyla Zana bl.a.:
"Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (...) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980? Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes eksistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste
år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdiske landsbyer, skove og traditionelle samfund.
Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordrevet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (...) At tale frit i et land med enantidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpere, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 journalister og avisudgivere.
Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, akademikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for "forbrydelser", for det at have vidnet for den amerikanske kongres' Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (...)
Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar bandlyst Amnesty International.
Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til "kurdisk separatisme". Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget alvorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (...)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den eneste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition."
Leyla Zana sluttede sin tale med at sige, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kan etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle.
Dommen
I forbindelse med hele denne retssag var det strømmet ind med protester fra udlandet, og det var muligvis med til at forhindre en dødsdom; men Leyla Zana fik en meget hård dom. Den 8. december 1994 blev hun idømt 15 års fængsel.
Kilder: Argument No. 3.august 1992, Amnesty International, Kurdistan Info, Kurdistan News. Den Danske Komité for Kurdernes Menneskerettigheder.
Det moderne Tyrkiet blev grundlagt efter vestligt forbillede i 1923 af officeren Mustafa Kemal, kaldet Atatürk. Landets grundlov fastslår, at Tyrkiet er ét land, ét folk, ét sprog og én kultur. "Lykkelig er dén som kan kalde sig Tyrk." Dette citat ses i offentlige bygninger i Tyrkiet, også i den del af Tyrkiet, som bebos af et helt andet folk - kurderne.
Dette indoeuropæiske folk, som udgør en fjerdedel af landets indbyggere, har en historie som går fire tusinde år tilbage, har sit eget sprog, sin egen kultur. Skønsmæssigt er der 30 millioner kurdere fordelt på Iran, Irak og Syrien. Området de bebor er uhyre rigt på
naturrigdomme, hvilket forklarer at de omliggende stater og stormagter ikke vil tillade nogen form for kurdisk selvstændighed. Eufrat og Tigris udspringer i det tyrkiske Kurdistan.
Undertrykkelsen af kurderne
Undertrykkelsen af kurderne finder sted i alle "værtslandene", men størstedelen lever i Tyrkiet; det er dette land, vi er allieret med, og det er Tyrkiet, som ligger os geografisk nærmest, og som regnes for at være Vestens bolværk ud mod de centralasiatiske og mellemøstlige stater; derfor er det Tyrkiet, som oftest optræder i vore medier og i politiske diskussioner. Vi har kendskab til Amnestys ofte fremlagte rapporter, som ikke kan tolkes anderledes, end at der i Tyrkiet foregår et folkemord på kurderne.
Halvdelen af den kurdiske befolkning i det sydøstlige Tyrkiet er tvangsforflyttet eller flygtet fra deres landområde. Alene siden 1992 er over 3000 landsbyer blevet ødelagt af militæret, og ca. 2 mill. mennesker er flygtet. Siden PKK indledte den væbnede kamp mod undertrykkelsen, har militærets krig mod kurderne kostet 21.000 dræbte.
Forsvindinger, forfølgelser, fængsling og tortur er dokumenteret af internationale menneskerettighedsorganisationer. Forfattere, journalister og forkæmpere for menneskerettigheder bliver fængslet, tortureret og ofte skudt.
Af og til afløses den ensformige strøm af grusomme nyheder med en mere sensationel nyhed, som da den verdensberømte tyrkiske forfatter Yasar Kemal var under anklage for "opfordring til separatisme", eller da den kendte tyrkiske sociolog Ismail Besikci fik en dom på 76 års fængsel. Som forsker havde han i årevis beskæftiget sig med den statslige ideologi Kemalismens (opkaldt efter grundlæggeren af det moderne Tyrkiet Mustafa Kemal) forhold til kurderne.
Yasar Kemal og Ismail Besikci er tyrkiske intellektuelle, men det er ikke almindeligt, at tyrkerne forsvarer det kurdiske folk. Indoktrineringen af Kemalismen, som er ultra-nationalistisk, begynder i underskolen. Og det tyrkiske militær har en enorm magt; hærens priviligerede officerer rekrutteres fra beskedne familiers velbegavede drenge, hvis loyalitet dermed er sikret.
Rejsen til tyrkisk Kurdistan
Det europæiske græsrodsnetværk Helsinki Citizens Assembly har en afdeling i Tyrkiet, som i 1992 inviterede en lille gruppe fra forskellige OSCE-landet til landet. Jeg var selv med idenne gruppe, og vi besøgte bl.a. den kurdiske provinshovedstad Diyarbarkir for at mødes med kurdiske advokater og menneskerettighedsforkæmpere, og vi mødte megen lidelse og vrede over den statsterrorisme i det tyrkiske Kurdistan, som befolkningen blev udsat for.
Vores næste stop var Ankara, og det er langtfra Dyarbarkir. Vi fløj hen over Anatoliens øde højland, som var dækket med sne og is. I Ankara, i den dystre parlamentsbygning, skulle vi møde Leyla Zana, der i november 1991 var blevet medlem af parlamentet.
Hun var dengang 31 år og var blevet valgt ind for partiet DEP, som forsvarede kurdernes rettigheder. Vi var fire kvinder fra delegationen, som nærmede os hendes kontor af uendelig lange træbeklædte korridorer, som førte ind til små, ligeledes træbeklædte kontorer. Undervejs havde Claudia, medlem af de tyske Grønne i Europaparlamentet, fortalt os om Leyla Zana, som hun kendte.
Leyla Zanas baggrund
Leyla var vokset op som analfabet - langt ude på landet. Hun blev gift som 14-årig med en slægtning, Mehdi Zana, som var politisk aktivist, og som i øvrigt senere blev borgmester i Diyarbakir. Mehdi Zana kom til at tilbringe 11 år i fængsel. I mellemtiden lærte Leyla sig at læse og skrive, og da børnene blev større, begyndte hun som jour
nalist ved et lokalt blad i Diyarbarkir. Allerede dengang, for 6 år siden, var Leyla Zana en mytisk skikkelse, elsket og hadet, og hendes liv var forløbet så usædvanligt, at vi havde forestillet os en alvorstung, værdig kvinde - og så stod hun dèr i døren og spurgte smilende, om vi ville have almindelig te eller en særlig frugtte, som hun kunne anbefale.
Samtalen med Leyla Zana, som gjorde et stort indtryk på os, skal ikke refereres her - det er trods alt 6 år siden, den fandt sted. Derimod kan det være vigtigt kort at fortælle, hvad der siden skete.
I 1994 blev hun sammen med 11 andre anklaget for "separatisme", bl.a. fordi de ganske kort havde talt på kurdisk i parlamentet, og DEP-parlamentarikernes immunitet blev ophævet, hvorefter de blev arresteret og stillet for retten.
De var på forhånd klar over, at de ville blive anklaget for landsforræderi, dét der i Tyrkiet kaldes for opfordring til separatisme, hvilket kan føre til årelang fængsling eller eller dødsstraf.
Leyla Zanas tale
Under retssagen mod Leyla Zana og de øvrige kurdere holdt hun en tale i retten, som er refereret i bogen "De uønskede" (Gyldendal, 1997), der har undertitlen Kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. Bogen har i øvrigt bidrag af Lasse Budtz, Gert Petersen, Villo Sigurdsson, Kllaus Slavensky og Søren Søndergaard.
I sin tale sagde Leyla Zana bl.a.:
"Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (...) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980? Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes eksistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste
år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdiske landsbyer, skove og traditionelle samfund.
Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordrevet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (...) At tale frit i et land med enantidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpere, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 journalister og avisudgivere.
Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, akademikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for "forbrydelser", for det at have vidnet for den amerikanske kongres' Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (...)
Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar bandlyst Amnesty International.
Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til "kurdisk separatisme". Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget alvorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (...)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den eneste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition."
Leyla Zana sluttede sin tale med at sige, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kan etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle.
Dommen
I forbindelse med hele denne retssag var det strømmet ind med protester fra udlandet, og det var muligvis med til at forhindre en dødsdom; men Leyla Zana fik en meget hård dom. Den 8. december 1994 blev hun idømt 15 års fængsel.
Kilder: Argument No. 3.august 1992, Amnesty International, Kurdistan Info, Kurdistan News. Den Danske Komité for Kurdernes Menneskerettigheder.
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til.
Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere.
Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :).
Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
december 1998
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand