Historie, identitet og tidsopfattelse

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1-1998

- se andre blade

De historiske myter overtager bevidstheden og ødelægger såvel tidsopfattelsen som forsoningsønsket.



Workshoppen om Krim - foto: Annelise Ebbe
I oktober 1997 holdt den svenske Ligas Göteborg-kreds i samarbejde med kvindecenteret Rozrada i Kyjiv et kvindeseminar om ikke voldelige konfliktløsninger. Der var to meget forskelligartede oplevelser, der bragte mig på sporet af nogle interessante konfliktområder, som jeg ikke havde kendt til, og som gav mig lyst til at efterspore dele af Ukraines historie.
Før konferencen startede blev de svenske deltagere i konferencen og jeg vist rundt i Kyjiv af en meget historisk interesseret mand (der er gift med seminarets ukrainske arrangør). Han gjorde umådelig meget ud af de historiske monumenter og meget ud af monumenter af religiøs karakter. I det hele taget fik man en fornemmelse af, at historien og religionen er kommet til at spille en meget væsentlig rolle efter Sovjetunionens opløsning som en del af den nationale identitet. Det var den første øjenåbnende oplevelse.
Under nogle af plenumdiskussionerne blev det klart, at de tilstedeværende kvinder fra Ukraine havde et uafklaret problem - muligvis en konflikt, der handlede om Krim. Vi var nogle, der foreslog, at man skulle kaste lys over problemet gennem en workshop. Vi var to nordiske kvinder, der påtog os sammen at lede workshoppen. Det blev en ny øjenåbnende oplevelse. Ikke sådan at forstå, at det ikke var interessant, det vi hørte, men faktisk gik bølgerne så højt på et tidspunkt, at begge vi to ikke russisk talende workshopledere måtte opgive at følge med, blandt andet fordi de involverede kvinder bad tolken om at holde inde med oversættelsen. Inden da havde jeg personligt ikke været til megen nytte, om nogen overhovedet, fordi det faktisk ikke lykkedes for mig at forstå, hvad det var, de diskuterede. En gang imellem forsøgte jeg at spørge, hvor vi var i tid, hvilket førte til hævede øjenbryn og hovedrysten blandt diskussionsdeltagerne og svar som "midten af forrige århundrede". Det eneste, der stod helt klart for mig ved workshoppens afslutning, var, at vi aldrig kom længere end til Anden Verdenskrig rent tidsmæssigt. Jeg troede i lang tid, at vi diskuterede konfliktstof, der hørte hjemme efter Sovjetunionens opløsning, fordi diskussionsdeltagerne det meste af tiden lød, som om det var helt friske konflikter og modsætninger, de diskuterede.
For mig meldte sig spørgsmålet, om der er sammenhæng mellem truet identitet og problemer med at holde fortid, nutid og fremtid adskilt, om folkeslag, der gennem en lang historie har ført en omtumlet tilværelse, er tørnet mod hinanden og blevet angrebet af magter udefra har svært ved at skelne mellem historiske myter og nutidige, aktuelle konflikter, og om de hæfter deres nationale identitet op på historiske myter, hvilket muligvis hæmmer eller direkte blokerer for en forsoning mellem forskellige etniske grupper.
For at forstå, hvilken karakter den ukrainske historie har, og på hvilke måder historien kan have påvirket den nationale identitet og vanskeliggjort forsoningen, gik jeg derfor i gang med at afsøge dele af Ukraines (og Krims) historie.

Ukraine
Det skal måske først og fremmest slås fast, at Ukraine kun to gange i historien har eksisteret som selvstændig stat, nemlig fra 1918-21 og efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Ukraine er et østslavisk ord for grænseområde, og man må bestemt sige, at Ukraine op gennem historien har været såvel et område med meget flydende grænser, som et område, der har grænset og også nu grænser op til mange forskellige lande. Det nuværende Ukraine grænser således op til Hviderusland mod nord, Rusland mod nordøst, Polen, Slovakiet og Ungarn mod vest og Rumænien og Moldavien mod sydvest. Landet har kystlinje langs Sortehavet med den store havneby Odessa i det egentlige Ukraine og den vigtige flådeby Sevastopol på Krimhalvøen. Eftersom Ukraine har været omstridt og ofte behersket af stærkere naboer, først og fremmest russere og polakker, har selvstændige politiske og sociale institutioner og en særlig ukrainsk kultur haft svært ved at slå rod og udvikle sig.

Historien
I ældre historisk tid bestod Ukraine af to adskilte regioner, en skov- og jordbrugsregion i nord og vest og et vidtstrakt steppeområde i syd. Frem til 1500-tallet (i visse områder endog til 1700-tallet) blev steppeområderne kontrolleret af forskellige nomadefolk, blandt hvem det tyrkiske sprog dominerede. I den nordlige del opstod det store, men splittede kievrussiske rige, Kyjivrus, i 800-tallet. Det var en statsdannelse, der var et resultat af, at svenske købmænd på vej til Byzans (nu Istanbul) kom i kontakt med og gjorde sig til herrer over nogle østslaviske stammer, der boede i området langs Dnepr. Det blev en handelsnation, der kom til at fungere som det østlige yderpunkt for et europæisk fællesskab. Kyjiv, Ukraines nuværende hovedstad, der blev erobret af vikingefyrsten Oleg i 882 og gjort til hovedstad, blev i 900- og 1000-tallet til et handelsmæssigt og kulturelt centrum.
På grund af gentagne overfald fra nomadiske steppefolk, mere og mere alvorlige indre stridigheder mellem forskellige fyrster og forskydning af handlesvejene, blev Kyjivrus fra anden halvdel af 1100-tallet ramt af en hastig opløsningsproces. Mongolerne hærgede i 1240'rne den østlige del med hovedstaden Kyjiv, mens de vestlige dele, Podolien, Galicien og Volynien, beholdt et vist selvstyre. I 1300-tallet kom dette område dog under polsk-lithauisk herredømme. Splittelsen af Ukraine førte til en etnisk differentiering af østslaverne i en nordlig og en sydlig gruppe. Førstnævnte havnede i storfystedømmet Moskvas - senere Ruslands - interessessfære og sidstnævnte blev af polakkerne og lithauerne anerkendt som rutener eller ukrainere.
Under det polsk-lituauiske herredømme (1340-1795) skete der en social differentiering. Ukrainerne var hovedsagelig bønder, der fik en ufri stilling bl.a. på grund af polske godsejere, under hvis herredømme de kom, da størstedelen af det ukrainske territorium kom under polsk styre i 1569. Samtidig flyttede jødiske og polske købmænd ind i byerne.
Modstanden mod den polske statsmagt voksede, især blandt de frihedssøgende, ukrainske kosakker, der i 1648 gjorde oprør mod Polen. Det førte til voldsomme forfølgelser af jøder og polakker. Bohdan Chmelnytskij, der ledede oprøret, nærmede sig zardømmet i Moskva i den tro, at Ukraine kunne få autonom status. Men ef
ter en russisk-polsk krig blev Kyjiv og området øst for Dnepr efter freden i 1667 lidt efter lidt en integreret del af Rusland. Drømmen om autonomi måtte endelig opgives under Den Store Nordiske Krig i slaget ved Poltava 1709.
De vestlige dele af Ukraine forblev polske frem til Polens delinger 1772-1995, hvor disse områder blev delt mellem Rusland og det habsburgske Østrig.
Allerede under Peter Den Store (1682-1725) forsøgte man at integrere Ukraine og folkeslagene i landet i det russiske imperium. Man nedbrød ukrainske institutioner og forbød det ukrainske skriftsprog. Katarina II (1762-1996) gjorde det udvidede ukrainske territorim til et russisk guvernement.
I 1800-tallet blev landet yderligere "russificeret", og da industrialiseringen startede flyttede en mængde russere til byerne og til mineområderne i Ukraine. Landet blev herefter benævnt Lillerusland. Det førte til en national opvågnen i Ukraine. Ukrainske intellektuelle skildrede en speciel ukrainsk identitet ved at skelne nøje mellem den russiske og den ukrainske historie og kultur, mens russerne nægtede eksistensen af en særlig ukrainsk historie og fremstillede ukrainsk som en russisk dialekt.
I revolutionsårene omkring 1905 blev russificeringen mildere, men reaktionen på revolutionen og Første Verdenskrig førte til yderligere undertrykkelse.
I det mere kulturelt tolerante Østrig havde den ukrainske nationalisme sit bedste holdepunkt. Blandt nationalisterne var der imidlertid forskellige opfattelser af, hvad det var, man ville. Nogle ville et forenet Ukraine, andre et autonomt Ukraine indenfor Østrig-Ungarn, og atter andre ville have Ukraine integreret i et østslavisk domineret Rusland.
I 1899 blev der grundlagt et nationalt, ukrainsk parti i Galicien. Også dette blev senere undertrykt, da russerne erobrede Galicien i 1914, men i revolutionsåret 1917 blev der fremført nye krav om ukrainsk autonomi, og det såkaldte centralråd (Rada) blev dannet i Kyjiv.
Den 22. januar 1918 udråbte centralrådet Ukraine som selvstændig stat, og ved Østrig-Ungarns sammenbrud blev der 1. november 1918 også udråbt en vestukrainsk republik, som i januar 1919 sluttede sig til Østukraine. Men det var svært for den nye stat at konsolidere sig. Man havde en stor russiske befolkning, der ikke ønskede adskillelse fra Rusland; der var en voldsom splittelse mellem ukrainske nationalister og bolsjevikker, og desuden var situationen uden om Ukraine turbulent med verdenskrigens slutning og revolutioner og borgerkrige i Rusland. Mellem 1918 og 1921 havde staten ikke mindre end ni forskellige regeringer, hvilket taler sit tydelige sprog om splittelserne.
Ved freden i Riga i marts 1921 blev Ukraine delt mellem det bolsjevikiske Rusland og det genopstandne Polen, og landet genoptog sin status som uselvstændigt grænseområde. Områderne i syd (Bukovina, Karpato-Ukraine) blev indlemmet i henholdsvis Rumænien og Tjekkoslovakiet.
I det østlige Ukraine, der i 1922 fik status som sovjetrepublik, blev der indledt en systematisk sovjetisering, hvilket blandt andet omfattede politiske udrensninger, kulturel russificering, økonomisk centralisering, forceret industrialisering og kollektivisering af jordbruget. Med kollektiviseringen kom deportationer og heftig hungersnød, hvorved millioner af mennesker mistede livet 1932-33. Det var Stalin, der stod for disse deportationer. Senere sørgede Stalin for omfattede tvangsforflytning med deraf følgende massedødsfald af tusindvis af krimtatarer.
Også i det autoritære Polen blev ukrainerne ramt af kulturel tvangsassimilation. I sammenhæng med Tysklands overgreb på Polen i 1939 blev Polens ukrainske områder annekteret af Sovjetunionen.



Monument over de henrettede jøder i Ukraine - foto: Annelise Ebbe
Under Anden Verdenskrig blev der i løbet af to dage foretaget massedrab på jøder i Kyjiv. I alt 90.000 jøder blev skudt. Efter krigen rejste man et monument på den plads i byen, hvor henrettelserne fandt sted, men intet på monumentet eller mindepladerne røbede, at der var tale om jøder. Først for nylig har man sat en mindeplade med hebraisk tekst, der skal signalere, at det ikke var Kyjivborgere i bred almindelighed, der blev skudt.
Efter Anden Verdenskrig blev stort set hele det historiske ukrainske territorim en del af Sovjetrepublikken Ukraine. De områder, der ikke tidligere havde været del af republikken blev sovjetificeret, hvilket dog ikke eliminerede forskellene på det mere agrara, centraleuropæisk influerede og nationalistiske Vestukraine og det industrialiserede, russiskpåvirkede Østukraine.
Sovjetunionens opløsning under Mihail Gorbatjov i 1991 førte til en forsigtig national opvågnen i Ukraine. Denne opvågnen blev dog længe modarbejdet af det stærke kommunistparti. En af de udløsende faktorer i årene forud havde været nedsmeltningen af en reaktor på Tjernobylværket, der åbnede øjnene hos mange ukrainere både for centralstyrets ufølsomhed og for den langvarige og omfattende kulturelle og sproglige russificering, der havde fundet sted.
I 1991 blev den frie stat Ukraine udråbt med den tidligere kommunistiske politiker Leonid Kravtjuk som første præsident. I juli 1994 blev Leonid Kutjma valgt til præsident.
Præcis som under den første periode som selvstændig nation har det nye Ukraine store, nærmest uoverstigelige vanskeligheder. Her kan bl.a. nævnes, hvad vi altså også fornemmede på seminaret, problemerne med Krim. Krimhalvøen blev i 1954 overført fra den russiske sovjetrepublik til den ukrainske. Det betød for så vidt ikke noget, fordi alle tilhørte det samme store fællesskab. Men nu, da dette fællesskab er opløst, står man med problemerne. På Krim er der en stor russisk befolkning, hvilket giver etniske problemer. Og man har anbragt den russiske Sortehavsflåde i Sevastopol, og denne flåde er blevet et stridspunkt i bodelingen mellem Rusland og Ukraine efter opløsningen af Sovjetunionen.

Religion
I 988 antog Kyjivfyrsten Vladimir I den ortodokse kristendom fra Byzans. Kyjiv blev dermed centrum for den kristne mission blandt østslaverne. Da Ukraine blev erobret af mongolerne, blev metropolittens sæde flyttet til Moskva, og den ortodokse, ukrainske kirke er siden blevet regnet som en del af den russiske.
På grund af kulturelle og religiøse spændinger tog de polsk-ukrainske modsætninger til, efter, at Ukraine var kommet under polsk styre i 1569. Polakkerne startede i 1596 en kampagne for at få alle undersåtter til at tilslutte sig den romersk-katolske kirke. Herved opstod den uniatiske ukrainske katolske kirke i grænseområdet, en kirke der havde ortodoks liturgi men katolske læresætninger. Den var administrativt underordnet pavedømmet. Denne kirke overlevede efter Polens delinger i Galicien, der hørte til Østrig, mens den blev forfulgt i den del af Ukraine, der kom ind under Rusland, og i 1839 blev den helt forbudt under Nikolaj I.
I løbet af 1900-tallet er der gjort flere forsøg på at oprette en selvstændig ortodoks kirke i Ukraine, især efter kommunismens fald. Det har ført til indre kirkelige stridigheder. I Galicien dominerer f.eks. den ukrainske katolske kirke. Senere vil vi også høre om, hvordan det i første omgang var en religionsstrid, der gav anledning til Krimkrigen.

Krim
Allerede i 600-årene f. Kr. begyndte grækerne at kolonisere Krim. I 480erne f. Kr. samledes halvøen til en handelspolitisk betydningsfuld statsdannelse, der stadig eksisterede i antikken.
Omkring 100-årene e. Kr. trængte sarmaterne ind på det nordlige Krim, men i løbet af det næste århundrede blev halvøen en del af østgoternes sydrussiske rige. I syd slog alanerne sig ned. Hunnernes invasion fordrev de fleste af disse folk, men der var en rest af østgoterne, der blev oppe i bjergene, og de beholdt deres etniske egenart og sprog op til 1700-tallet.
Den sydlige del af Krim blev i midten af 600-tallet overtaget af byzantinerne, mens den sydøstlige del erobredes af khazarerne, der i 1000-årene blev fordrevet af kumanerne.
Samtidig med, at den mongolske Gyldne horde erobrede Europas østligste dele i 1200-årene, slog tyrkisk-mongolske nomadestammer sig ned på Krim. Efterhånden som det mongolske vælde brød sammen, kunne mongolernes efterkommere, de islamiske krimtatarer, i 1440 oprette det selvstændige Krimkhanat, der fra 1478-1774 var tyrkisk lydrige, det vil sige under det Osmanniske rige.
Fra 1600-tallets slutning viste de russiske zarer en øget interesse for Krim, og under den russisk-tyrkiske krig 1768-74 erobrede russiske tropper hele halvøen. Derved blev øen formelt indlemmet i det russiske imperium, hvilket manifesteredes ved, at den russiske Sortehavsflåde blev flyttet til Savastopol, og ved at en stor del af krimtatarernes jordbesiddelser blev overtaget af tilflyttede russere.
Vestmagternes øgede uro over Ruslands voksende indflydelse i det økonomisk og militærstrategisk vigtige Sortehavsområde førte til, at Krim blev skueplads for Krimkrigen 1853-56. Men som allerede nævnt blev en religiøs uoverensstemmelse den gnist, der antændte krigen. Det var en strid i det osmanniske Palæstina mellem de ortodokse, der var beskyttet af russerne, og katolikkerne, der blev støttet af Frankrig. Konflikten handlede om handelsinteresser, om adgang til havet, om stormagtsdrømme og verdensherredømme, men den blev fortolket som en religiøs strid.
Krim blev autonom Sovjetrepublik i oktober 1921 inden for republikken Rusland som et etnisk territorium for krimtatarerne. Da krimtatarerne efter den tyske besættelse af Krim 1941-44 af Stalin blev anklaget for kollaboration og forræderi og kollektivt blev forvist til Centralasien, ophørte autonomien - og tusinder af krimtatarer døde.
Fra 1954 blev den i øvrigt russisk dominerede halvø en del af den ukrainske Sovjetrepublik. Khrustjov gav det frodige område til Ukraine som en rundhåndet, men på det tidspunkt tom gestus, eftersom det i Sovjetunionen ikke havde nogen praktisk, politisk eller økonomisk betydning.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, kom Krimhalvøen til at indgå i Ukraine. Den politiske situation har siden da været præget af meget gamle, dybt rodfæstede konflikter. Både russerne og krimtatarerne gør af historiske grunde krav på området, samtidig med at ukrainerne ikke vil give afkald på det.

Nationalisme og identitet
I samfund, hvor forskellige etniske grupperinger har myrdet, undertrykt og tortureret hinanden i årevis, er udsigterne til at skabe sandhed, forsoning og retfærdighed ret ringe.
Idéen om, at forsoning hviler på en fælles sandhed, forudsætter, at en fælles sandhed om fortiden er mulig. Det var en sådan fælles sandhed, jeg blev klar over, man ikke kunne nå frem til i Ukraine og på Krim.
Sandhed er relateret til identitet, og identitet defineres som oftest ud fra, hvem man ikke er.
Hvis er ukrainer mener, at en russer altid per historisk definition er en, der vil undertrykke ukrainerens særpræg og vil udradere ethvert spor af ukrainsk kultur, betyder det, at man skal opgive noget af det, der er med til at definere ens egen identitet for at slippe af med myterne.
Den sandhed, der betyder noget for folk, er ikke hverken en faktisk eller fortællende sandhed, men en moralsk eller fortolkende sandhed, og som sådan vil den altid være til
diskussion. Det gælder i Ukraine og på Krim som alle andre steder, hvor der er stærke etniske modsætninger gennem historien. Dertil kommer, at det er umuligt for en udenforstående at fremstille en "upartisk" sandhed, der kan blive accepteret af alle parter, fordi den udenforstående altid vil mangle nogle kendsgerninger, hvis betydning kun den indforståede kan vurdere.
Sandheden må, hvis den skal forstås og få konsekvenser, forfattes af dem, der lider under eller har lidt under konsekvenserne af den.
Retfærdighedens væsentligste funktion i dialogen mellem sandheden og forsoningen er at adskille individet og nationen og ligeledes at demontere den fiktion, at nationer ligesom individer er ansvarlige for forbrydelser, der begås i nationens navn. Dette blev meget tydeligt i ukrainernes opfattelse af russerne. De to russere, der var til stede på seminaret måtte hele vejen igennem kæmpe for ikke at skulle påtage sig skylden for al den uret, der var begået i Sovjetunionens (eller tidligere i historien andre magthaveres) navn.
Det, man kan prøve at gøre, og som den ene af de russiske deltagere også forsøgte, er at lette et folk (her det russiske) for byrden af fiktionen om den kollektive skyld.
Modstand mod den historiske sandhed er et resultat af gruppeidentitet: Nationer og folk binder deres fornemmelse af sig selv til narcissistiske fortællinger, der kraftigt modsætter sig korrektion. Også regimers legitimitet er baseret på myter, der har et panser mod sandheden.
Demokratiet er forudsætningen for den fri adgang til historiske data og den fri debat om betydningen af disse data, og en sådan debat er fundamentet for skabelsen af en offentlig sandhed.
Som det er nu i Ukraine og på Krim, har alle grupper hver sin sandhed, og en fælles sandhed er stort set utænkelig. Selv hvis der kunne skabes konsensus om en
sådan fælles sandhed, ville den ikke nødvendigvis blive troet, og det er at lægge for megen tro i sandheden at bilde sig ind, den kan hele.
Heling er en meget besynderlig og gådefuld proces. Det, man for eksempel kan opleve i Ukraine - ligesom i øvrigt i det tidligere Jugoslavien - er, at fortiden bliver ved med at plage folk, fordi den slet ikke er fortid. På sådanne steder lever man ikke med en normal tidsfølge, men med en samtidighed, i hvilken fortid og nutid er en stadig sammenklæbet masse af fantasier, forvrængninger, myter og løgne.
Det, jeg oplevede, mens jeg blev vist rundt i Kyjiv anno 1997, og det, jeg oplevede, mens workshopdeltagerne diskuterede Krim-konflikten, var, at jeg blev usikker på, om de grusomheder, jeg fik fortalt, var foregået i forgårs eller for flere hundrede år siden, eller om de måske skulle ske i morgen - med den usvigelige sikkerhed, der ligger i troen på, at historien altid gentager sig. For dem, der fortæller historierne, er i går, i dag og i morgen det samme.
Det, der er mytisk og derfor skadeligt ved fortiden i et samfund, der bliver revet fra hinanden af borgerkrig eller etniske konflikter, er, at den slet ikke er fortid, hvilket gør processen med at komme overens med fortiden langt mere kompliceret, end hvis det blot drejede sig om at skille fiktion fra fakta.
Det kan være svært med det i baghovedet at forestille sig en forsoning, der bygger på, at man skal "tilgive og glemme" eller "lægge fortiden bag sig". Forsoningen må bygges på noget langt mere konkret og nøgternt, på demokrati for levende og døde, lighed for alle - også ofre, det meningsløse i kampe, der ender med drab og måske frem for alt det formålsløse i at hævne fortiden i nutiden.
Så langt er man endnu ikke nået i Ukraine.