Inkonsekvens hos de ledende vestlige politikere angående atomvåben

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1-1998

- se andre blade

Sammenfaldet af ledende medlemmer i FN, OSCE, NATO, EU og WEU er stort, så man kunne forvente overensstemmelse i disse organisationers indstilling til a-våben.
Men landene ændrer synspunkter, alt efter hvilken kasket de har på, og det er trist at konstatere, at Danmark ikke holder sig tilbage, hvad inkonsekvens angår.
FN, som har 185 lande som medlemmer, har som hovedformål "ved fredelige midler efter retfærdighedens og folkerettens grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige tvistigheder".
FN vedtog på sin generalforsamling i 1978 i enighed et slutdokument, hvori der udtrykkes "foruroligelse over den trussel mod selve menneskehedens overlevelse, som eksistensen af nukleare våben frembyder", og der besluttedes en strategi, der "sigter mod almindelig og fuldstændig nedrustning under effektiv international kontrol".
OSCE blev oprettet i 1975. Alle Europas lande incl. Rusland plus USA og Canada er medlemmer. Hovedprincipperne byder på "Afståelse fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt". "Fredelig bilæggelse af tvister", "Respekt for menneskerettighederne" og "Opfyldelse i god tro af forpligtelser i henhold til folkeretten".
Den Internationale Domstol i Haag bedømte i 1996 lovligheden af atomvåben og kom efter intense folkerets-studier til den konklusion, at trussel med eller brug af atomvåben er ulovlig. Halvdelen af dommerne udtalte, at de ikke ud fra de internationale retsregler kunne udlede, om en stat, hvis "selve eksistens var på spil", havde lov til at true med eller bruge a-våben - altså ikke, at en sådan stat har ret til det, blot at det ikke står skrevet noget sted.
Ingen af de erklærede atomvåbenstater kan hævde, at deres stats eksistens er på spil.
Derudover pointerede domstolen, at a-våbenmagterne med CTB-traktaten 1996 om forbud mod prøvesprængninger har forpligtet sig til fuldstændig a-våben-nedrustning under streng international kontrol.
EU-Parlamentet vedtog 13/3. 97 en resolution, hvor de henstiller "til medlemsstaterne at støtte, at der i 1997 indledes forhandlinger om en konvention til afskaffelse af atomvåbnene" (Schlaining-manifestet).
Hvordan rimer disse erklæringer med den afskrækkelsestrategi, der hersker i de andre organisationer?
NATO har altid haft trussel med og brug af atomvåben på programmet, og så sent som den 10/12. 96 erklærede NATOs ministerråd i sit communiqué: "Vi bekræfter, at de allieredes kernevåbenstyrker fortsat spiller en enestående og essentiel rolle i Alliancens strategi for krigsforebyggelse. Nye medlemmer, der vil blive fulde medlemmer af Alliancen i alle henseender, vil forventes at gå ind for konceptet om afskrækkelse og den essentielle rolle, som kernevåben spiller i Alliancens strategi. Udvidelse af Alliancen vil ikke udkræve nogen ændring i NATOs nuværende kernevåbenbeholdning, hvorfor NATO-landene ikke har nogen hensigt om, plan for eller årsag til at deployere kernevåben på de nye medlemmers territorier, ej heller noget behov for at ændre noget aspekt af NATOs nukleare retningslinjer eller struktur - og vi forudser ikke i fremtiden noget behov derfor".
WEU, Vestunionen, bygger også på en atomvåben-strategi.
I Haag-Plaformen 27/10. 87 står der: "For at være troværdig og effektiv må en afskrækkelses- og forsvarsstrategi fortsat være baseret på en passende kombination af nukleare og konventionellevåben, hvoraf kun det nukleare element kan stille en eventuel aggressor over for en uacceptabel risiko."
Denne formulering er gentaget i et Notat fra Udenrigsministeriet 23/11. 95, som drejer sig om et europæisk sikkerhedsbegreb for 27 WEU-lande (altså indbefattet associerede medlemmer og observatører som Norge og Danmark). Heri henvises specielt til Storbritanniens og Frankrigs atomvåben som bidrag til de allieredes samlede afskrækkelse og sikkerhed.
Frankrig og Tyskland har på møde i Nürnberg 9/12. 96 fremlagt et fælles sikkerheds- og forsvarskoncept." Målet er at overføre WEU til EU". Med henvisning til NATOs atomvåbenstrategi og til de uafhængige britiske og franske atomvåbens betydning erklærer Frankrig og Tyskland sig parate til at "indlede en dialog om den rolle som atomvåben kan have inden for en europæisk sikkerhedspolitik". (Udenrigsministeriet 6/2. 97 svar til Europaudvalget)
EU har i teorien intet militær, men skal ifølge Maastricht- og Amsterdam- traktaterne benytte sig af WEU, som "udgør en integrerende del af udviklingen af Unionen med adgang til en operationel kapacitet" . ( art. 17). Inden et år skal Unionen udarbejde "sammen med WEU ordninger for udvidet samarbejde mellem dem", (Protokol A).
Derved vil EU deltage i den atomvåbenbaserede afskrækkelsesstrategi.

Danmark holder sig ikke tilbage, hvad angår inkonsekvens
I FN stemte Danmark i 1961 ja til, at a-våben er i strid med FN-pagten, men har siden 1978 13 gange stemt nej til en FN-konvention mod atomvåben. Udenrigsministeren begrunder det med, at det er "i strid med NATOs forsvarsstrategi". (Svar til Kvinder for Fred 5/1. 96).
Hvorfor søger Danmark så ikke at ændre NATOs strategi, som strider mod FNs charter og mod Folkeretten?
Danmark har stemt ja til forbud mod flere prøvesprængninger, ja til forbud mod yderligere spredning af atomvåben, men godtager altså, at de fem største magter i verden stadig besidder atomvåben som et afskrækkelsesmiddel mod andre lande.
Danmark end ikke svarede Haagdomstolen, da den, før den gik i
gang, udbad sig udtalelser fra FN-landene. Begrundelsen var, at det "kan forventes, at nogle NATO-lande, herunder lande, der er medlemmer af EU (...) vil sætte spørgsmålstegn ved domstolens kompetence under henvisning til, at der er tale om et politisk spørgsmål". (Svar nr. S 863 17/3. 94 til Jens Thoft, SF).
Danmark havde altså ingen selvstændig mening.
Folketingets flertal gik 15/11. 96 klart imod et lovforslag om "etablering af a-våbenfri zoner i Europa".
Alle andre end forslagsstillerne, EL og SF, gik imod.
Udenrigsministeren bedyrede, at regeringen er enig med Canberra- kommissionen, som stærkt anbefaler a-våbenfri zoner, Han udtrykte tilfredshed med, at der fandtes a-våbenfri zoner i Latinamerika, i det sydlige Stillehav, og at der er forberedt sådanne i Afrika og Sydøstasien.
Men alligevel fandt regeringen det "ikke særligt hensigtsmæssigt" at støtte forslaget om en lignende zone i Europa, da der "tilsyneladende ikke blandt de europæiske regeringer er den samme interesse for at fremme tanken om atomvåbenfri zoner i Europa som tidligere".
Det kan kun tydes som regeringens og folketingets manglende interesse i at øve indflydelse på europæisk politik i de organisationer, hvor Danmark "sidder med ved bordet"?
Samme skæbne led det seneste forslag fra EL og SF om forbud mod
atomvåben (førstebehandling i folketinget 4/12. 97).
Forslaget opfordrer regeringen til i de relevante internationale sammenhænge, herunder NATO, at fremsætte forslag om forbud mod a-våben - altså i praksis at gøre det, regeringen i andre sammenhænge har skrevet under på at ville gøre.
I sin afvisning henviser udenrigsministeren til, at "selve opfindelsen aldrig kan gøres om". Det forhindrer ham dog ikke i at påpege det positive i, at der er vedtaget et totalforbud mod kemiske våben - på trods af at opfindelsen af dem jo heller aldrig kan ændres!
Både han og den radikale ordfører påpeger de mange problemer, der er i et forbud. Men det skulle vel ikke hindre et forslag om at gå igang med at løse dem?
Det hele minder meget om, da vi kæmpede for et forbud mod landminer. Der var ingen grænser for alle de undskyldninger, danske politikere havde for ikke at ville forbyde landminer. "Det er et slag i luften", "Det svækker dansk forsvar", "Det er imod NATOs strategi".
Men efter nogle år fandt regeringen det opportunt at udstede en regeringserklæring (altså ikke nogen lov vedtaget i folketinget) med forbud mod landminer i det danske forsvar. Begrundelse:"det er væsentligt med et klart og utvetydigt politisk signal ... så presset mod de mest modstræbende lande kan opretholdes og forstærkes".
Hvorfor vil Danmark så ikke sende et klart og utvetydigt signal for at presse de fem modstræbende atomvåbenmagter?



Udenrigsministeren hævder i folketinget 4/12., at atomvåben ikke er omfattet af FN-konventionen om inhumane våben 1980.
Hvad er efter udenrigsministerens mening inhumane våben? Ifølge Folkeretten er det våben, der rammer i flæng og især rammer civile.
Der findes adskillige konventioner, der forbyder alle former for inhumane våben:
Skt. Peterborgerklæringen fra 1868 siger, man kun må søge at svække fjendens militære styrker.
Ifølge Haagkonventionerne fra 1899 og 1907 er der forbud mod "bombardement med et hvilket som helst middel mod byer, boliger eller bygninger, der er uforsvarede".
Mange bombardementer under 2. Verdenskrig, både tyske og engelske, var overtrædelse af international ret. Og bombningerne af Hiroshima og Nagasaki var i høj grad en krigsforbrydelse.
Genevekonventionerne 1949 og 1977 pointerer forbudet mod brug af våben, som rammer civile og militære mål i flæng.
FNs resolution fra 1961 (nr. 1653) udtaler klart, at atomvåben er i modstrid med FNs ånd, bogstav og formål og derfor er et direkte brud på FN-pagten.
Danmark har ind imellem turdet gå foran eller alenegang i politiske sager, senest i fordømmelsen af Kinas overtrædelse af menneskerettighederne. Gjorde vi det kun, fordi Kina er "så langt væk"? Tør vi ikke markere os ved at tale "vore egne" allierede midt imod?
I ethvert ordentligt demokratisk foretagende skal udtalelser fra mindretal respekteres - og det er jo set, f.eks. i kampen mod apartheid og i landminesagen, at et forhånet mindretals indstilling udvikler sig til en lykkelig fletalsbeslutning.
Hvor længe skal vi vente på, at verdens statsmænd - og de danske - tager det alvorligt, de skriver under på i FN og OSCE?