Blood Rites

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 1-1998

- se andre blade

Forfatteren, en amerikansk biolog, fører os vidt omkring. Hele jorden rundt, i alle tidsaldre, gennem menneskesindets dybeste løsgange, alt sammen i et forsøg på at pejle sig frem til den mærkelige drift eller fascination ved krig og kamp, som griber selv veluddannede moderne mennesker, selvom al deres viden burde fortælle dem, at det ender galt og ikke er til at standse.
Hun argumenterer godt for, at selve blodtørsten skulle være noget vi har i vores gener fra forhistorisk tid, endog før vore forfædre var blevet jægere. Det skulle være sat i generne på os i de titusinder af generationer, hvor mennesker vandrede rundt i småflokke, selv bytte for frygtelige rovdyr. De kunne som ådselsædere være heldige at finde nogle rester af bytte, som løver og ulve havde nedlagt, men at det så også engang imellem kostede dyrt - et barn eller en stivbenet gammel.
Et af forfatterens indicier for denne teori er, at næsten alle de kendte guddomme, som vi har historisk vidnesbyrd om, var blodtørstige mellemting mellem dyr og menneske. Nogle som krævede ofre, og da næsten altid i form af kød, i de rigtig gamle dage også menneskekød.
Menneskets begejstring for sådanne ofre kan vel på den måde godt forklares ud fra vores ældgamle "frygt-gener". Når løven, senere løveguden, snuppede lillebror, var det frygteligt, men samtidig var det jo en fantastisk glæde, at man selv og resten af flokken derved slap.
Menneskets opfindsomhed har så i de seneste årtusinder langsomt
vendt billedet, så det oftere blev mennesket, der nåede byttet før løverne. Deres våben især hjalp dem. De lærte sig ved at optræde samlet at holde løverne borte. Vi gik fra at være byttedyr til en ny rolle som rovdyr. Udviklingsmæssigt er denne rolle så ny for os, nogle få tusinde generationer, at vi stadig har byttedyrets rædsel i vore gener. Selv småbørn født og opvokset midt i en storby kan vågne midt om natten med mareridt om dyr, der vil æde dem.
I historisk tid er vi så blevet løbet over ende af vores egen opfindsomhed. De våben, som viste sig nyttige mod løver, virker også på mennesker, og gode løvedræbere har været hurtige til at bruge (misbruge) deres evner på naboerne. Historien er blevet historien om krigene. Krigsophidserne, de der til alle tider så at sige har levet af at der var krige og soldater, har hver gang behændigt spillet på vore dybe frygt-ophidselses-gener, som har været så oprindelige og stærke, at de har bortfejet enhver fornuft.
Ehrenreich slutter med sit bedste bud på en fredeligere fremtid. Hun noterer, at vort tyvende århundrede med sine frygtelige krige har berørt så mange mennesker, at det også har frembragt antikrigs-bevægelserne. Hun aner et håb i, at de urdybe drifter om sammenhold og modig handling også kan gejle de rigtige folk op til en anden krig, den mod selve krigen. hun nævner sin personlige deltagelse i en antikrigs-demonstration som en berigende, næsten berusende oplevelse.

Blood Rites: Barbara Ehrenreich. Metropolitan Books, New York, 240 sider + noter