Den politiske situation i Serbien og Kvinder i Sort

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 3 - 1997

- se andre blade

Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, der bestod af seks republikker og to autonome provinser eksisterede indtil 1991-1992. Krigen bragte en ende på den.
Med krigen opstod der nye stater: Bosnien-Hercegovina (der ifølge Daytonaftalen fra efteråret 1995 består af den Muslimsk-Kroatiske Føderation og Republika Srpska, de bosniske serberes del af landet), Kroatien, Makedonien, Slovenien og Forbundsrepublikken Jugoslavien, der består af to republikker: Montenegro og Serbien. De to provinser Kosova og Vojvodina hører også til Forbundsrepublikken Jugoslavien.

Nye nationalistiske stater
I flere af de nye stater kom der stærkt nationalistiske regimer, der var med til at bringe ved til krigens bål. Et vigtigt element i deres nationalistiske politik er de etniske udrensninger og folkedrabene, der for den civile befolkning har skabt uhørte lidelser.
Blandt disse regimer har det serbisk-montenegrinske styre med den magtfulde præsident Milosevic i spidsen tiltaget sig en særlig rolle.
Slobodan Milosevic var indtil juli den almægtige præsident for Serbien. Af formelle grunde kunne han ikke genvælges, fordi den serbiske forfatning kun åbner mulighed for, at præsidenten kan sidde i to perioder à fem år. Hans parti, Det Serbiske Socialistparti, har haft held til at kombinere den autoritære arv efter den tidligere kommunisme med en ekstrem serbisk nationalisme og chauvisme, der på mange måder ligner fascismen og nazismen.
Slobodan Milosovic er nu blevet præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, der som sagt består af Serbien og Montenegro. Han er gået fra den uindskrænkede magt som Serbiens præsident til den ret kransekageagtige post som præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien. Han har arbejdet på at skaffe mere magt til den post, men indtil videre er det ikke lykkedes, fordi montenegrinerne er imod det. Her står Milosevic og hans regime nok over for de største vanskeligheder, de nogensinde har haft. Milosevic kan nemlig ikke kontrollere montenegrinerne. En del af lederne i Montenegro med den nuværende ministerpræsident Milo Dukanovic, der er fra Det Demokratiske Parti af Socialister - et parti, der indtil for nylig var broderparti til Milosevic' - går ind for et mere selvstændigt Montenegro i forbundsrepublikken.

Manipulation og undertrykkelse
Det Serbiske Socialistparti har (sammen med satelitterne JUL (Det Forenede Jugoslaviske Venstre) og Nova Demokratija) siddet meget tungt på magten - også over medierne. Partiet og dets ledelse opretholder kontrollen over økonomi, militær og politi og arbejder tæt sammen med mafiaen. Det sker ofte, at skellet mellem den lovlige økonomi og de kriminelle er udvisket. Det samme er forskellen mellem de militære politistrukturer og mafiabanderne. Dejan Anastaijevic fra den uafhængige ugeavis Vreme siger: "Milosevic' magt bygger på tre piller: Et stærkt politi, et hårdhændet greb om medierne og kontrollen med økonomien. Han har netop smadret økonomien for at få kontrol over den, og han vil ikke save den gren over, han selv sidder på."
Den struktur, der præger dette regime er overtaget mere eller mindre direkte efter det styre, der fandtes i Serbien i årene fra 1981-1989, hvor Serbien stadig var en del af Jugoslavien - helheden. I en bølge af fremvoksende chauvinisme satte det populistiske styre for alvor gang i nationalismen og fik stor folkelig opbakning til sin undertrykkende politik over for det 90 procent store albanske flertal i Kosova.
Kosova havde som tidligere nævnt - ligesom Vojvodina -status som autonom provins, men Slobodan Milosevic fik bl.a. ved et besøg i Kosova i april 1987, hvor han talte mod undertrykkelsen af og overgrebene mod Kosovaserberne, vendt tingene på hovedet, og derved var vejen banet for en lovændring, der blev vedtaget 25. november 1988 i det føderale jugoslaviske parlament.
Den var grundstammen til en ny serbisk forfatning, der fratog autonome provinser deres selvstyre. Det betød altså, at såvel Kosova som det multietniskeVojvodina, hvor Kvinder i Sort i parentes bemærket holder deres sommermøde - og hvor der bl.a. er et stort ungarsk mindretal, mistede deres autonomi.
Det er klart, at Milosevic' regime ikke kun er undertrykkende over for Kosova-albanere og den multietniske befolkning i Vojvodina, der ligesom Kosova-albanerne kæmper for at få autonomien igen. Alle mindretal i Serbien, alle borgere - uanset etnisk tilhørsforhold er udsat for undertrykkelse.
Regimet omfatter også kontrolleret terror fra åbenlyst fascistiske organisationer som Det Serbiske Radikale Parti, som Vojislav Seselj er leder af. Mere om ham senere. Med støtte af politiet og Milosevic' regerende parti har Seseljs terrorister forsøgt at gennemføre etniske udrensninger i dele af Vojvodina og i Zemun, en forstad til Beograd, og de har derved forsøgt at skræmme dem, der kæmper for demokratiet, dem der er involveret i opbygningen af det civile samfund og menneskerettighedsaktivister.
Regimet marginalisere systematisk oppositionen både gennem korruption og ved at udnytte den manglende politiske erfaring, der karakteriserer mange af de fremtrædende politikere fra den demokratiske opposition. Det så man i vinter, da der i 50 byer rejste sig protester mod valgsvindel ved kommunalvalget den 17. november, og da regimet satte i med en psykologisk krig, der overvejende blev ført gennem medierne, og som ødelagde tilliden til den demokratiske opposition. Styret benyttede sig af oppositionens svaghed, en svaghed, der bl.a. bestod i en manglende evne til at distancere sig fra den nationalistiske ideologi.

Økonomiske og sociale problemer
Foruden disse voldsomme politiske problemer står Forbundsrepublikken Jugoslavien over for nogle meget omfattende økonomiske problemer. De har lidt meget under de internationale sanktioner. Gælden til udlandet er på cirka 70 milliarder kroner, og der er ikke blevet afdraget på den i 25 år. Der er officielt 700.000 arbejdsløse og to millioner pensionister. Af dem, der er i arbejde, får kun omkring halvdelen regelmæssigt løn. Gennemsnitslønnen ligger på omkring 800 kroner, hvilket er en tredjedel af lønnen i 1990. Knap fire procent af dem, der er i arbejde, kan leve af deres indtægt. Alle andre må klare sig over det sorte marked eller andre former for såkaldt grå økonomi. Et brød eller en liter mælk koster små tre kroner. 700.000 flygtninge er i en særlig vanskelig situation. De nægtes endog basale borgerrettigheder (de kan f.eks. ikke opnå statsborgerskab), og de fleste af dem lever under ekstremt fattige vilkår.

Valg i Serbien
Den 21. september var der præsident- og parlamentsvalg i Serbien. Til præsidentvalget var opstillet en stråmand for Milosevic fra Socialistpartiet. Han står så meget i skyggen af Milosevic, at man har problemer med at huske hans navn. Zoran Lilic hedder denne mand, der evt. skal være Milosevic' forlængede arm som serbisk præsident. Oppositionen som helhed havde talt om at boykotte valget, men de kunne ikke blive enige om det, så nu figurerer en af oppositionslederne, Vuc Draskovic, forfatteren, den karismatiske folketaler og langt den mest nationalistiske af de tre ledere af den nu totalt sammenbrudte opposition, Zajedno, der stod i spidsen for demonstrationerne i vinter, som præsidentkandidat. Vuc Draskovic er som sagt den mest nationalistiske, mest højreorienterede af de tre. Længere mod midten, men stadig ikke helt fin i kanten - han har bl.a.
støttet de bosniske serbere - finder man Zoran Djindjic fra Det Demokratiske Parti. Han blev borgmester i Beograd, da protesterne gav det resultat, at oppositionens valgsejre fik lov at stå. Den tredje oppositionsleder, og - så vidt jeg kan se - den eneste helt ordentlige er Vesna Pesic fra Borgeralliancen, men hendes parti er desværre så småt, at det ikke rigtigt batter. Zoran Djindjic' parti og Vesna Pesic' parti boykottede imidlertid også valget. Det er føget med ubehagelige beskyldninger mellem de tre oppositionspartier, regimets splittelsespolitik er lykkedes. "Ingen ved præcis, hvad Milosevic har lovet Draskovic", siger en anden Vremeanalytiker, Nenad Stefanovic. Der er med andre ord ikke meget håb for fremtiden, hvad den samlede opposition angår. Det har vist sig her som i så mange andre tilfælde, at det var lettere at holde sammen, da der var tale om protester. Nu da der er egentlige magtpositioner i sigte, er det slut med sammenholdet ("sammen" er, hvad Zajedno betyder).

Terroristen Seselj
Den tredje præsidentkandidat er om muligt værre end de to andre. Det er den tidligere nævnte Vojislav Seselj, der er borgmester i Beogradforstaden Zemun. I denne forstad er en jødisk synagoge efter sigende omdannet til diskotek, og der er sket etniske udrensninger i ret stort omfang. Kun én sag ud af 22 er kommet til offentlighedens kendskab. Den kroatiske familie, Barbalic, blev i begyndelsen af juli, da de var rejst på ferie, udrenset af deres lejlighed. Det drejer sig om en familie, der altid har boet i Zemun. De opfatter formodentlig sig selv som serbere, forstadsborgere i Beograd - hvad ved jeg - med kroatiske rødder. Mens de var på ferie fik de besked om, at der var flyttet nogle andre ind i deres lejlighed. Retten i Beograd har afsagt kendelse i sagen til fordel for Barbalic. De kan dog stadig ikke få adgang til deres lejlighed. Desuden blev nogle af familiens private papirer udstillet i medierne som bevis for, at de var kroater - og derfor ikke velkomne i Zemun.
En kendt forsvarsadvokat i Beograd, Nikola Barovic forsøgte at tage til genmæle og forsvarede familien i en direkte TV-duel med Seselj. Han fik ikke et ben til jorden, og da han i vrede og afmagt kylede et glas vand i hovedet på Seselj, førte det til, at han, da han forlod studiet, blev overfaldet af Seseljs gorillaer. Man kan rundt omkring i Beograd se plakater, der viser et fotografi af den meget skamferede Barovic efter overfaldet.
I krigen i Kroatien og i krigen i Bosnien-Hercegovina satte Seselj sin egen private milits ind. For to år siden, da Daytonaftalen blev indgået, blev han uvenner med Milosevic, fordi Milosevic med sin sanktionering af aftalen indirekte opgav tanken om et Storserbien. Repræsentanter for Helsinki Komitéen i Beograd mener, at han burde sættes for krigsforbryderdomstolen i Haag.
I valgkampen har den 42-årige jurist, Seselj, kaldt sine modstandere psykopater, fjolser og udenlandske agenter. Det er rendyrket fascisme, Seselj repræsenterer, og i skrivende stund ser det ud til, at han og Milosevic' mand, Zoran Lilic, skal ud i et omvalg midt i næste måned. Seselj har fået næsten en tredjedel af stemmerne og har altså stadig en ganske vist meget lille mulighed forat blive valgt, og hvis han ikke bliver valgt, vil han være en god, stærk højrefløj for Milosevic. Ljubisa Rajic, der er professor i Beograd og en af de universitetsfolk, der utvetydigt støttede studenternes protester i vinter, tvivler på, at det vil være sikkert for ham og hans familie at blive i Serbien, hvis Seselj bliver valgt.
Da familien Barbalic var blevet sat ud af deres lejlighed, var der flere, der stillede op til protest i familiens gade i Zemun. Heriblandt nogle kvinder fra Kvinder i Sort. Det er tapre, urædde kvinder, der udsætter deres eget liv for fare ved at handle hurtigt og åbenlyst tale styret midt imod.

Baggrunden for sommermødet
I lyset af alt det ovenstående, krigen, de vanskelige politiske og økonomiske forhold og protestbevægelserne, skal man se Kvinder i Sort. Først når man forstår, hvor store problemer, de står overfor, forstår man, hvor meget mod og hårdt arbejde, deres engagement kræver af dem.
Det er klart, at overfaldet på Barovic og mest af alt den etniske udrensning i Zemun, der opfattes som den første af en lang række, kastede mørke skygger over sommermødet. Samtidig viste begge dele, at arbejdet er vigtigere end nogensinde før.
Kvinder i Sort har været på banen siden 9. oktober 1991. Hver onsdag mellem 15.30 og 16.30 har de demonstreret på Republik Pladsen i det centrale Beograd. Mod krig, mod nationalisme, mod overgreb af enhver art. For fred, for ligeværd, for respekt for mennesker og etniske forskelle. De har taget enkeltsager op, har støttet desertører, har offentligt udtalt deres støtte til de Kosova-albanske kvinder, ja har i det hele taget bevæget sig ind på meget kontroversielle områder. De er blevet kaldt muslimske ludere, de er blevet spyttet på, og nogle af dem er blevet angrebet fysisk. Det er stærke kvinder, der tør se både sig selv og andre i øjnene.
Siden 1992 har de en gang årligt holdt et større møde i august. I de senere år har disse møder fundet sted i Novi Sad, en by, der ligger omkring 80 kilometer nordøst for Beograd i retning af Ungarn i den nu ikke længere autonome provins Vojvodina. Vojvodina er et både rigt og smukt landbrugsområde, som Donau løber igennem. Det - lidt folkeferieagtige - sted, som Kvinder i Sort bruger til sit sommermøde, ligger lige ned til Donau.

Programmet
Til mødet i år var der deltagere fra Algeriet, Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Norge, Spanien, Tjetjenien, og USA.
Fra det tidligere Jugoslavien var der deltagere fra Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Makedonien og Slovenien - fra Forbundsrepublikken Jugoslavien - og her fra såvel Montenegro som Serbien - og fra provinserne Kosova og naturligvis Vojvodina.
Vi var 10 fra Danmark, og vi gjorde os fordelagtigt bemærket med to filmkvinder, to der er ved at skrive en bog om og med et meget aktivt over 80 år gammelt medlem af Kvinder i Sort, tre konvojkvinder, mødets ældste udenlandske deltager og endelig sommermødets yngste deltager og eneste barn (og hendes mor).
Til åbningen var der lavet en tale, der blev holdt på ni sprog. Budskab fra Kvinder i Sort hed den. Indledningen lyder som følger: "Vi kvinder, der lever i en stat, hvis regime er ansvarligt for denne krig, har forvandlet vores bitterhed over disse frygtelige år til ikke-voldelig modstand, vores fortvivlelse til offentlige ulydighedsaktioner, vores sorg og afmagt til feministisk solidaritet." Det virkede meget stærkt at høre disse ni kvinder hver især læse budskabet på deres modersmål.
Åbningspaneldebatten torsdag aften hed Kvinder og det civile samfund.
Fredag formiddag var bl.a. workshops om Krigen endte ikke med fred, men med våbenhvile - hvad kommer nu? Om Kvinder mod autoritær magt og kvinders deltagelse i demokratiske processer, Kvindeøkonomi og om Lesbiske rettigheder i det civile samfund.
Om eftermiddagen var der samtidige workshops, der gik ud på, at hver enkelt deltager aflagde vidnesbyrd om, hvordan hun opfattede frygt, og hvad hun gjorde for at blive fri for den. Om aftenen så vi en tysk dokumentarfilm om Kvinder i Sort.
Lørdag formiddag var der en paneldiskussion om Patriarkatet og globalisering af konservatismen, en diskussion, der viste sig at handle meget om fundamentalisme. Desuden var der en kreativ workshop om Spredning af kvinders energi.
Om eftermiddagen var der en workshop om Kvinder som hustruer og mødre - om hvordan man reducerer kvinders identitet for at skaffe sig kontrol over dem, om Forskellige former for fundamentalisme i vestlige lande og om Fundamentalisme som den udøves gennem institutioner som religion, stat, natur og kultur.
Lørdag aften var der en stor demonstration i Novi Sad - med en performance. Endelig var der søndag forskellige former for opsamlende paneldebatter og referater fra workshops.

Krig og fred
En af de workshops, jeg selv deltog i, var den, der havde titlen Krigen endte ikke med fred, men med våbenhvile - hvad kommer nu?
Workshoppen blev ledet af en kvinde, der hedder Shura Dumanic. Hun er flygtning, bor nu i Rijeka i Kroatien, hvor hun har lavet et center for kvinder. Det er anden gang, hun har startet et center. Det første måtte hun opgive, fordi Tudjman-styret igennem bl.a. en meget ondsindet smædekampagne mod hende umuliggjorde det fortsatte arbejde.
Hun delte et stykke papir ud til hver enkelt deltager i workshoppen, og man skulle på det skrive en række stikord til krig og en række til fred. Senere skulle man vælge de tre-fire væsentligste. Da vi gik raden rundt, blev det tydeligt, hvem der havde et meget direkte og konkret forhold til krig og fred, og hvem der havde en mere teoretisk og til tider overordnet opfattelse af krig og fred. For mig var det for eksempel slående, at én af de bosniske kvinder havde "at kunne sove roligt om natten" som sit vigtigste stikord til fred. Senere hørte vi, at hun var flygtet igen og igen, var på et tidspunkt havnet totalt udmattet i en kælder sammen med to andre. Da hun vågnede, var de to andre skudt. Andre havde "tab af familie" og "frygt" som de vigtigste stikord til krig. Selv havde jeg som et af mine stikord til krig "patriarkat i sin yderste konsekvens" og "respekt for mangfoldighed"som et af stikordene til fred. I første omgang så det ud, som om vi ikke kunne få noget ud af denne udveksling af stikord, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at de to tilgange berigede hinanden. Vi blev klogere på, hvad der faktisk sker, hvilke følelser man får, hvor meget og hvor basalt det er, det man mister under en krig, og de kvinder, der havde haft krigen helt tæt inde på livet, fik det udsyn og det perspektiv, som den daglige kamp og den allestedsnærværende frygt måske i nogen grad havde blokeret for. Jeg fik for eksempel - om jeg så må sige - ros for min påpegning af krigen som patriarkatet i sin yderste og mest rendyrkede konsekvens.
Det forekom mig at være lidt hårdt med de stikord, fordi selv stikord kan afsløre mange tragiske skæbner, som man kan have svært ved at holde ud at tænke igennem. Jeg havde min datter Annevig med. Hun fyldte fjorten, mens vi var dernede. Som formodentlig enhver pubertetspige er hun i en let påvirkelig alder. Dertil kommer, at hun er et meget følsomt barn. Det gjorde naturligvis, at jeg ikke blot så alt med mine egne øjne, men også havde den bekymrede mors filter på, hvad end vi oplevede: Kan hun nu klare det? Bliver det ikke for hårdt med alle de beretninger om død og ødelæggelse?
Hun deltog i de samme workshops som jeg, så jeg havde rig lejlighed til at studere hendes reaktioner, og selvom hun var dybt påvirket og til tider på grådens rand, var det alt det opløftende, det var fællesskabet og sammenholdet, styrken og kræfterne, der tog mere blivende plads i hendes bevidsthed.

Frygt
Fredag eftermiddag var afsat til de nævnte workshops om frygt, og hvad man gør for at overvinde den. Min datter Annevig og jeg valgte den workshop, der skulle ledes af Neda Bozinovic. Det er det tidligere omtalte over 80 år gamle medlem af Kvinder i Sort. Hun har gjort hele udviklingen med fra den spæde optakt til Anden Verdenskrig over Titos Jugoslavien - højt placeret i partihierarkiet til nu, hvor hun er en af de - ja, jeg vil kalde det - åndelige drivkræfter i Kvinder i Sort. Hun har været politisk aktiv siden 1933. Hun har en helt fantastisk udstråling, og Annevig var, fra hun så hende første gang, dybt betaget af hende.Vi var med andre ord ikke i tvivl. I sidste øjeblik blev den engelske tolkning fra netop denne workshop fjernet, så der kun skulle tolkes til spansk. Annevig (og for så vidt også jeg selv) blev meget ked af det. Vi tog en hurtig beslutning om at nøjes med at fornemme stemningen og få den smule, jeg ville kunne opfange fra det spanske. Toni Liversage, som er en af forfatterne på Nedas (selv)biografi, fortalte Neda, at vi på trods af sprogbarrierer havde besluttet at være med i hendes workshop for at opleve hende. Du kan da tolke til dansk, sagde Neda, og sådan blev det - og sådan gik det i øvrigt til, at hele den danske delegation var med i den workshop.
Det blev en meget bevæget og bevægende eftermiddag. Neda lagde ud med at sige, at Kvinder i Sort blandt meget andet beskæftiger sig med, hvordan man kan befri sig fra sin frygt. Neda talte om, at vi er forbundet af en fælles ansvarlighed, at vi måske skal finde nye arbejdsmodeller og nye modstandsformer, inden for hvilke denne ansvarlighed kan udfolde sig. Hun bad om, at "vores veninder", som hun kaldte os andre, hver især skulle give vores personlige opfattelse af vores frygt, vores håb og af den virkelighed, vi lever i.
Derefter gik runden i gang. Der var mange forfærdende beskrivelser fra kvinderne fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. Man kunne mærke, at det betød meget for dem at få lejlighed til at formulere deres frygt og deres arbejde med den. Det var svært som mere eller mindre tryg dansker at tage sin egen frygt alvorligt, men vi gik faktisk raden rundt, og man kunne mærke, hvordan alle var lydhøre, alle var koncentrerede og opmærksomme.
Stasa Zajovic, som må siges at være den egentlige igangsætter af Kvinder i Sort, kom dels med sin personlige historie, dels med en slags opsamling. Hun sagde, at krigen kom på grund af manipulation med frygten. Man bliver ved at skræmme folk, hvorved der er opstået en veritabel frygtepidemi, og den er konstant i Serbien. Folk er bange for det ukendte, for fremtiden, for næsten ... Frygten findes i alle mulige former. Hun spurgte derefter, hvordan vi kan beskytte os mod frygten, og hun bad os om at tænke i nye former for sikkerhed for os pacifister, en sikkerhed der bliver mere og mere påkrævet på grund af den konstante militarisering. Hun pointerede, at det er vigtigt ikke at se ned på dem, der er bange. På den anden side må man prøve at skabe forskel mellem frygt og paranoia. Stasa selv er allermest bange for at miste sit pas, fordi det repræsenterer friheden. Hun synes, det er en luksusfrygt, når så mange overhovedet ikke har et pas. Alligevel sidder det dybt i hende, at hun ikke må opbevare sit pas på sin egen bopæl, fordi det er der, "de" først vil lede efter det.
Neda rundede af med at give et historisk rids. Hun gik tilbage til 1933, hvor man var bange for de fascistiske og nazistiske diktaturer og videre til frygten for borgerkrigen i Spanien i 1936. Frygten for fascismen aktiverede mange mennesker. Der var næsten ikke et land, hvor man ikke var optaget af den spanske borgerkrig. Men det hjalp ikke. Neda synes, det, der sker i Jugoslavien, minder hende om den spanske borgerkrig. I starten kunne Neda og hendes lige ikke fatte, at Milosevic kunne manipulere med millioner af mennesker. Alle steder så man hans billede. Den samme massive manipulation så man i Kroatien, hvor det var Tudjmans portræt, der sad på alle plakatsøjler. Neda selv var bange, og frygten var begrundet. Den nationale chauvinisme er blevet den ledende idé - og ikke kun i Kroatien og Serbien - og den har ødelagt et land, der tidligere har kunnet yde sine borgere relativ sikkerhed.

Fundamentalisme
Der var både workshops og en paneldebat om fundamentalisme. Under paneldebatten blev følgende definition af fundamentalisme formuleret: Fundamentalisme er politisk brug af religion, kultur og etnicitet til at opnå politisk magt. Det blev sagt, at vi har mange identiteter, men at fundamentalisterne pålægger os én og kun én. Som alle højreorienterede bevægelser trækker den på folkets utilfredshed. Fundamentalisme må ikke forveksles med islam. At være muslim og at være fundamentalist er ikke det samme. Der er fundamentalistiske muslimer, men der er også fundamentalistiske kristne.
De islamiske lande har mange forskellige historiske, politiske og kulturelle og økonomiske udgangspunkter, og kvindernes stilling er forskellig fra land til land. Den fundamentalistiske bevægelse forsøger at homogenisere forholdene til den laveste fællesnævner, den splitter kvinderne og nedprioriterer deres krav og behov.
Det blev pointeret, at det er vigtigt, at man ikke forfalder til at kalde alt, hvad man ikke kan lide, for fundamentalisme. Det gælder for eksempel racisme, den internationale kapital osv.
I en af workshoppene blev der talt om tre grunde til fremvækst af fundamentalisme: 1) etniske kriser, 2) nationalistiske kriser og 3) fattigdom. Der blev talt om militarismen som fundamentalismens mest farlige form og om de mange lighedspunkter mellem nationalisme og fundamentalisme.

Demonstration i Novi Sad
Lørdag aften var der demonstration i Novi Sad. Vi blev kørt i busser ind til byens største plads, hvor alle 300 sortklædte deltagere tog opstilling i en cirkel. Inde i cirklen lavede syv-otte kvinder en performance, der startede med, at vi i tyve minutter sad sammenkrøbet under nogle store stykker sort klæde. Først da der var helt ro på pladsen, gik vi i gang. Det blev meget vellykket. Vores performance kom til at indgå som en harmonisk del af den times stilhed, som er det vigtigste iselve hoveddemonstrationen. Folk på pladsen så også på i stilhed og kommenterede bagefter , hvordan de havde oplevet det.
For os, der var med i demonstrationen, var det en betagende oplevelse og en særdeles smuk afslutning på nogle i enhver henseende meget indholdsrige dage.