Årtusindets fråds

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 3 - 1997

- se andre blade

Torsdag den 28. august 1997 kunne morgenduelige i de tidlige radioaviser erfare, at erhvervsministeren var gået ind på forsvarsministerens resortområde. Han havde fået overtalt Det radikale Venstre til at gå med til, at Erhvervsministeriet ansøger finansudvalget om 70 millioner kr. til danske våbenfabrikanters første deltagelse i Joint Strike jagerprojektet. Hvorfor den nyhed forsvandt i de sene radioaviser, kan man undre sig over.
I militæret gungrer man af mindreværdsfølelse med sproget. I alle andre grene af den offentlige sektor producerer man noget som er nyttigt. Forsvaret tror, det producerer sikkerhed, så da man indkøbte et større antal F-16 fly, blev det kaldt for århundredes våbenhandel. Nu, hvor årtusindet rinder ud, vil man deltage i en endnu større våbenhandel, stadig i den tro, at man producerer sikkerhed. Hvad mon den handel bliver kaldt i fremtiden?
Erhvervsministeren begrunder anvendelsen af de mange penge med nogle generelle vendinger: "Dansk Industri har overbevist mig om, at der vil være store muligheder ved en dansk deltagelse indenfor en bred kreds af virksomheder og teknologiske institutter". Tja, politikere og sandheden... Der er 25 private firmaer i Danmark som i 1997 har godkendelse til at producere våben, og af dem er det kun 4 våbenfabrikker, som umiddelbart har interesse i fabrikation af krigsfly: Nea Lindberg A/S, Terma Elektronik A/S, GVP International A/S og Per Udsen Co. Aircraft Industry A/S. Så argumentet med flykøbets store samfundsmæssige og erhvervsmæssige værdi holder ganske simpelt ikke. Og da slet ikke, hvis man begynder at analysere, hvad disse arbejdspladser koster i forhold til civile arbejdspladser.
Moderne kampfly er dyre og der kan ikke siges noget som helst om, hvad den endelige regning på flykøbet løber op i. Forsvarsministeriet har generelt rod i økonomistyringen og ved F-16 flykøbet brugte forsvarsministeriet ifølge Rigsrevisionen 36 millioner kr. mere end bevilliget på flyene, som der først blev aflagt endelig regnskab for 12 år efter de sidste fly var leveret. Her er der tale om et endnu større beløb og en endnu længere tidsramme.
Danmark har i forvejen en masse, over 150 kampfly og kamphelikoptere der kun gør nytte som angrebsvåben. Man kan så undre sig over, at det danske militær vil have endnu flere fly. Med et par mellemlandinger i Sydeuropa, kan de sikkert anvendes i EUs påståede baggård i Afrika, som forsvarskommandoen lægger op til.
Tidshorisonten for flykøbet løber frem til at 2032. Det er da politikere med visioner. Hvor mange af de planlagte 3000 kampfly Danmark investerer i, vides endnu ikke, men man pantsætter på denne måde en hel generation og binder på denne måde fremtidens politikere, indtil regningen for flyene er betalt.
Lad mig minde om, hvad Viggo Hørup skrev om den danske militarisme: "Krigssagen er et uhyre, der ikke dåner, fordi man rykker det i skægget. Krigssagen er ikke først og fremmest nationaliteternes fjendskab, den er frem for noget andet magthaverne i våben mod de undertrykte, det bestående mod fremskridtet, kirken mod oplysning og miljø. Den største umiddelbare trussel mod Baltikums - og måske vores egen - sikkerhed kan vel udtrykkes i ét ord: Ignalina - det rystende usikre litauiske kæmpe-atomkraftværk. og fremmest nationaliteternes fjendskab, den er frem for noget andet magthaverne i våben mod de undertrykte, det bestående mod fremskridtet, kirken mod oplysningen, alle menneskers døde idealer mod de levende. Og den er et snedigt uhyre, der oftest møder i fårepelsen, med sødligt fromme beklagelser over den store blodsudgydelse og de sørgeligt tabte millioner. Den elsker freden, men den elsker fædrelandet højere. Den afskyr krig, men for at bekæmpe krigen må alle mandfolk i alle lande kunne eksercere og skyde mennesker og brænde løs på kommando. Den er øm overfor folkets velstand, men for at folk i ro kan bestille noget og tjene penge, må hver øre, der kan presses ud af folkets flid, samles op i en krigsskat til sikring af det uforstyrrede arbejde".
Hvis den danske befolkning omkring år 2030 udtrykker den holdning, at de lever i et befæstet fattighus, kan de takke nutidens "ansvarlige" politikere for det.