Det hemmelige våben

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1996

- se andre blade

For ti år siden afslørede den israelske atom-tekniker Mordechai Vanunu sandheden om Israels atom-arsenal til journalister på den britiske avis Sunday Times. En ny amerikansk-australsk spillefilm fortæller historien.
Kort før Mordechai Vanunu afsløring kunne læses i avisen, blev atom-teknikeren kidnappet af agenter fra den israelske efterretnings-tjeneste Mossad, der bragte ham tilbage til Israel, hvor han stadig sidder i fængsel.
Historien om Vanunu fik megen omtale i medierne dengang, men siden da er deres interesse for denne sag dalet betydeligt. Historien om Vanunu er også emnet for en amerikansk/australsk spillefilm med titlen Det hemmelige våben, der for nylig blev vist på svensk TV2.

Født i Marokko
Mordechai Vanunu er født i en jødisk familie i Marokko den 13. oktober 1954. Ni år efter kom han til Israel sammen med sin familie. I perioden 1976-85 arbejdede han som tekniker på Dimona, Israels hemmelige atom-anlæg i Negev-ørkenen.
I 1986 rejste han til Australien, hvor han konverterede til kristendommen. I juli dette år blev han døbt i en anglikansk kirke. Kort efter fik han kontakt med den britiske avis Sunday Times.
Han ville fortælle om Israels atom-arsenal. Han havde både informationer og billeder, han havde taget i sin sidste tid på anlægget. Hans ærinde var ikke at tjene penge, men at fortælle sandheden om Israels atom-politik.
Officielt har Israel ikke atomvåben. Når dette spørgsmål stilles, svarer Israel altid, at man ikke vil være den første stat til at indføre atomvåben i Mellemøsten.
Eksperter havde i mange år vidst, at Israel havde atomvåben. Men først da Vanunu trådte frem med sin viden, blev det klart, at dette land havde produceret 100 eller 200 atombomber, og at det dermed var en atommagt på linie med England, Frankrig og Kina. Kun super
magterne, USA og USSR, havde et større lager af atomvåben.
Sunday Times hentede Vanunu til London, hvor man satte professor Frank Barnaby til at forhøre ham for at finde ud af, om Vanunu var den, han påstod og vidste, hvad han talte om. Efter flere lange samtaler med Vanunu sagde professoren god for informationerne.

Et "tilfældigt" møde
Under sit ophold i London mødte Vanunu "tilfældigvis" en ung kvinde, der senere viste sig at være en agent for Mossad. Måske var det snarere hende, der mødte ham.
Sammen med den unge kvinde rejste han til Rom, hvor han blev kidnappet af Mossad den 30. september 1986. Agenterne førte ham tilbage til Israel, hvor han blev sat i fængsel.
Den 5. oktober 1986 offentliggjorde Sunday Times sin reportage om Israels atomvåben under titlen „Revealed: The Secrets of Israel's Nuclear Arsenal."
På dette tidspunkt var Vanunu ,"forsvundet" fra jordens overflade. Først en måned senere meddelte Israel, at man havde ham i forvaring.
Den 30. august 1987 indledte Israel en lukket retssag mod Vanunu, der blev sigtet for forræderi, spionage og for at have afsløret statslige hemmeligheder.
Den 24. marts 1988 blev Vanunu kendt skyldig. Tre dage efter fik han en dom på 18 års fængsel. I maj 1990 blev denne dom stadfæstet af Israels højesteret.

Solidaritet med Vanunu
Selv om det officielle Israel nu her begravet og glemt Vanunu, findes der både i Israel og udenfor en række grupper og organisationer, der støtter Vanunu og forsøger at fastholde offentlighedens opmærksomhed på denne sag.
De bemærker, at Vanunu har handlet i demokratiets interesse, fordi folket har ret til at kende sandheden om vigtige spørgsmål som atomvåben, og fordi han har afsløret Israels løgne om, at man ikke her atomvåben. Dertil kommer, at Israel har brugt terror-metoder ved at kidnappe Vanunu i Italien og bortføre ham til Israel. Dommen over Vanunu forekommer temmelig absurd: Han har fået 18 års fængsel for at tale om noget, der officielt ikke findes.
Vanunu sidder i total isolation i en lille celle i Askelon fængslet. Han er næsten fuldstændig afskåret fra kontakt med omverdenen. Langvarig isolation er ifølge mange menneskeretsgrupper en form for tortur.
I 1987 fik Vanunu den alternative Nobelpris, the Right Livelihood Award. Året efter fik han Fredsfondens pris.

Et besøg i Israel
For nylig aflagde en international delegation af forskere et besøg i Israel for at diskutere denne sag.
Delegationen, der omfattende professor Frank Barnaby, fik ikke lov at møde Vanunu, men den fik et møde med den israelske justitsminister David Libai, der afviste at løslade Vanunu.
Der kan ikke blive tale om at løslade Vanunu før tiden, sagde ministeren. Han tilføjede, at hvis Vanunu ikke lover at tie med sin viden om atomvåben, vil han heller ikke blive løsladt, når den fulde dom på 18 år er afsonet.
Carlo Hansen, journalist vedÅrhus Stiftstidende, skriver med henvisning til Sunday Times, at Vanunu ikke sidder i fængsel, fordi han talte om Israels atomvåben, men fordi han kan fortælle, hvordan Mossad-agenter kidnappede ham i Rom og bortførte ham til Israel.
Italien indledte i januar 1987 en undersøgelse af, hvordan Vanunu var kommet fra Rom til Israel. Men i juni 1988 blev undersøgelsen indstillet på grund af „manglende bevis".
Mossad-agenterne sagde naturligvis ikke noget om deres aktion, og Vanunu var buret inde i et fængsel i Israel, hvor ingen kunne komme til at tale med ham. Hvis Vanunu bliver løsladt, kan han anklage Israel for at bryde international og italiensk lov. En sådan retssag vil være til stor skade for de diplomatiske forbindelser mellem Italien og Israel.

Filmen om Vanunu
Den amerikansk-australske spillefilm om Vanunu er skrevet og produceret af Nick Evans i 1990. Griffin Dunne spiller Vanunu, mens Karen Allen spiller den meget attraktive Mossadagent Ruth („Becky"), som Vanunu falder for.
Stuart Wilson spiller Peter Hounam, en af de journalister på Sunday Times, der skriver om Israels atomvåben, mens Joe Petruzzi spiller Felix Romcro, en falleret journalist fra Argentina, der kun ønsker at tjene penge på Vanunus viden.
Ronnie Stevens spiller professor Frank Barnaby, der skal kontrollere Vanunus oplysninger, mens John Rhys-Davies spiller Mossad-chefen, der giver ordre til at kidnappe Vanunu og bringe ham til Israel.
Handlingen i filmen tager sin begyndelse i 1985, hvor Vanunu fotograferer Dimona-anlægget indefra. Derefter skifter scenen til Australien, hvor han bliver døbt i en anglikansk kirke.
Hans nye venner i kirken taler om atomvåben og den trussel, de udgør mod menneskeheden. Felix Romero ser her en chance for at tjene penge på Vanunus viden og sætter ham i forbindelse med den britiske avis Sunday Times.
Det meste af film en foregår i London , hvor folk fra Sunday Times passer på Vanunu og efterprøver hans oplysninger, alt imens Mossad-agenterne er lige i hælene på dem.

Et spørgsmål om troværdighed
For avisen er det vigtigt at finde ud af, om Vanunu er en svindler. Man husker endnu historien om Hitlers dagbøger, som det tyske ugemagasin Stern betalte en formue for at trykke, hvorefter de blev afsløret som en (ganske talentfuld) forfalskning.
Folkene på Sunday Times spørger også sig selv, om Vanunu i virkeligheden bare er „plantet" af Mossad for at få bestemte informationer ud til offentligheden . Man vil naturligvis ikke bruges som et redskab for Mossad.
Avisens konklusion er, at Vanunu er troværdig, og at han er trådt frem på eget initiativ. Denne vurdering bekræftes af Israels reaktion på Vanunus afsløringer.
Israel spiller ifølge filmen et kynisk dobbeltspil: På den ene side er atom-programmet hemmeligt. Ingen må vide noget, fordi Dimona-anlægget er et klart brud på aftalen om ikke-spredning af atomvåben (NPT-traktaten). På den anden side vil man faktisk gerne have disse informationer ud til verden for at sende en advarsel til sine fjender:
„Bare pas på! Vi har atombomben! Hvis I prøver på noget, så risikerer I, at vi bruger den! Vi er ikke afhængige af hjælp fra USA eller andre! Vi har alle typer af våben, inklusive atomvåben!"

Terror-metoder
Filmen lægger ikke skjul på, at Mossad-agenterne anvender rene terror-metoder, når de arbejder i udlandet. En anonym fjende i Athen, tilsyneladende en araber, bliver således likvideret.
Lederen af aktionen, Asher, understreger, at man ikke må foretage sig noget mod Vanunu, så længe han er i England, fordi man ikke må kompromittere den britiske regering. Derfor gælder det om at få Vanunu til Italien.
For det første er det lettere at få ham til Israel, når man først er nede ved Middelhavet. For det andet tør man åbenbart godt gennemføre aktionen i Italien.
Vanunu præsenteres med megen sympati i filmen. Han er åben og ærlig. Han drives af moralske hensyn. Han er ikke ude på at tjene penge på sin viden. Selv den benhårde „Becky," der forfører Vanunu, får efterhånden moralske skrupler over den rolle, hun spiller:
„Han er en jøde!" siger hun til Asher. Hvordan kan Israel gennemføre en aktion mod en af sine egne? Asher svarer, at Vanunu er en forræder, og forrædere skal straffes.
„Becky" bliver også forarget, da det går op for hende, at Mossad faktisk ønsker, at Sunday Times skal trykke Vanunus afsløringer for at advare Israels fjender.

Stikker af
Ved ankomsten Rom stikker hun og Vanunu af fra de agenter, der venter på dem, men Mossad har mange talenter og finder naturligvis hurtigt ud af, hvor parret befinder sig.
Vanunu bliver overmandet på et hotelværelse og bedøvet af en indsprøjtning. Derpå køres han ud til en havn, hvor en båd ligger klar til at sejle ham til Israel, hvor myndighederne sætter ham i fængsel.
Det hemmelige våben er en gribende og spændende film, selv om man godt ved, hvordan den ender. Den følger på alle vigtige punkter det historiske forløb. Vanunu sidder stadig i fængsel for at afsløre en ubehagelig sandhed om Israel. Derfor er filmen desværre lige så aktuel nu, som ved premieren i 1990.