Likvidation af verdens atomvåben

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1996

- se andre blade

Et af de problemer, som der må findes en løsning på, hvis alle atomvåben skal afskaffes er hvordan det sikres at ingen snyder og gemmer en bombe eller to. Det kræver at hver eneste bombe som skal destrueres bliver mærket og fulgt hele vejen gennem processen, og ikke skiftes ud med attrapper undervejs. Lægerne har beskrevet en måde som hele denne kontrolprocedure kunne foregå på.

Når Læger Mod Kernevåben har taget et sådant skridt, og beskrevet sådanne procedurer skyldes det ikke at de på dette område er de egentlige eksperter. Det er klart at de her er udenfor deres medicinske felt. Men i et teknisk og vanskeligt afsnit af deres bog vover de alligevel det ene øje. Fra dette kapitel 7 stammer de følgende oplysninger:
Efterhånden er det ved at være anerkendt, at det afgørende for atomnedrustning og for at stoppe atomvåbenspredning er spørgsmålet om sikker kontrol og virkelig destruktion af de egentlige atomsprænghoveder og nukleare materialer. En del af de hidtidige aftaler har i stedet gået ud på at ødelægge affyringsramper, og de har heller ikke været forbundet med virkelig gensidig kontrol.
Ødelæggelse af sprænghoveder indebærer en følgerække af forbundne skridt, herunder afsikring, øremærkning, transportering, opbevaring, adskilning af våbnet og deponering af den højt berigede uran og plutonium. Ruslands kapacitet til at foretage denne demontering er mellem 1500 og 4500 sprænghoveder pr. år, mens USA kan klare mellem 2000 og 4000 pr. år. Ruslands kapacitet er imidlertid nok mindre på grund af landets store problemer i dag.
De ovenstående tal giver os imidlertid ret til at erklære, at alle kernevåben kan afskaffes på forsvarlig vis i løbet af 5 år.

Efterkontrol er vigtig
Vi beskæftiger os imidlertid her med hele den lange række af trin, som denne vanskelige tekniske proces må gennemløbe. Efterkontrol skal følge med på hvert eneste trin. Formålet med efter
kontrollen er at give en rimelig sikkerhed for at der ikke bliver snydt, og at sprænghoveder og radioaktive materialer virkelig er ægte og ikke attrapper. Kontrolteams der er sammensat af flere lande, herunder ikke-atommagter, og det Internationale Atomagentur skal garantere for at det går rigtigt til. FN er selvfølgelig inde i billedet som kontrol samtidig.
Det følgende scenario demonstrerer hvordan et demonteringsprogram, som virkelig kunne være vor tillid værdig, kunne fungere:
Som et første skridt skulle værtslandet, - altså det land der har bomberne- bekendtgøre antallet og typer på de våben som står overfor at skulle ødelægges. Afsikring af sprænghovederne, så de ikke kan sprænges, kan simpelthen ske ved at fjerne special-batterier, tritium-kamre, elektroniske ildtændere, eller våbendelenes sensorer. Formentlig vil det allerede være selve værtslandet der foretager disse indledende sikkerhedsskridt, om ikke andet så for at beskytte produktionshemmeligheder.

Atomare modermærker
Herefter skulle sprænghovederne hver for sig øremærkes og forsegles, så de kan genkendes enkeltvis efter at være overført til centraloplagring. Øremærkningen eller etiketteringen kunne udføres af den internationale kontrol eller af landet alene. Et unikt øremærke udgør et permanent „fingeraftryk", som i det efterfølgende altid vil kunne kontrolleres.
Måske er det mere præcist at bruge udtrykket „Modermærke" om dette trin. Der er tale om at give særheder til bomber, der egentlig er ens. Sådanne særheder har vi mennesker jo i modermærker. I det efterfølgende vil jeg imidlertid bruge udtrykket „Øremærke" i stedet. (Det engelske ord i lægernes bog er „tag",og „tagging", som nærmest kan oversættes med „etikettering").
Øremærker kan være simple, som for eksempel et strøg maling med glitterpartikler , eller et overflade-mikrografi på et afmærket sted på sprænghovedets overflade, som dokumenterer uregelmæssigheder i netop denne „blikdåse". Hver type af sprænghoveder har endvidere et sæt af helt særlige fysiske kendetegn, deres særlige gamma- og -neutron-udstråling, som kan observeres ved måling med detektor, uden at det er nødvendigt at skille våbnet ad.

International overvågning
På denne måde vil det være muligt at sikre sig at sprænghovedet, man stod med, vitterlig var af den påståede type, idet den gammastråling som våbnet afgav passede med en aftalt standard for denne type. Yderligere efterkontrol kunne foretages ved stikprøvevis adskilning. Tilslut skulle man foretage en snydefri forsegling ved at trække fiberoptiske ledninger rundt om sprænghovedet, krympe dem, affotografere dets unikke mønster, og herved få et entydigt optisk mønster, som fremtrådte når der sendtes lys gennem ledningens ene ende. Denne teknik bruges allerede som en af Det Internationale Atomagenturs sikkerhedsrutiner.
Når sprænghovederne transporteres til centraloplagringsstedet skal det ske på særlige traktor-trailere, som allerede bruges i USA, og naturligvis i internationalt overvåget konvoj. Hvilke krav skal der nu stilles til denne oplagring, som desværre er uundværlig forud for egentlig destruktion? Læger Mod Kernevåben mener, at værtslandene selv skal bevogte sprænghovederne i det indre lagerområde, mens FN skal bevogte den ydre skal fra området ud til omverdenen.
Det vil også her på lagerområdet være formålstjenligt på forskellige tider at checke at sprænghovederne er ægte og ikke attrapper og narredukker. Det gør man ved måling af deres stråling, som ovenfor nævnt.

Tonsvis af plutonium
Når sprænghovederne skal endelig destrueres skal de bringes videre til demonterings-fabrikken. Alt det miljøfarlige der indgår i våbnet skal behandles forsvarligt, og lægerne beskriver detaljeret hvad der skal ske med plutonium, tekniske dele, osv.
Kontrollen fortsætter, men lægerne undlader ikke at understrege, at den evindelige, men nødvendige kontrol ikke skal foregå så den ligefrem sinker ødelæggelsen af sprænghoveder.
Lægerne har en stor diskussion om hvad man kan gøre med de tonsvis af plutonium der bliver tilovers.Når alle verdens atomvåben er afskaffet vil verdens lager af oplagret plutonium nemlig blive fordoblet. Det er en farlig og særdeles dyr situation. Det farlige ligger i at den kan blive stjålet, eller hurtigt blive genanvendt til ny våben. Det er i alles interesse, at det giftige tungmetal bringes på en form, hvor det er uegnet til atomvåben.

Stråling på glas
Lægerne vurderer forskellige muligheder og kommer til det resultat at det er bedst at smelte den ind i glas og deponere den i dybe lejer under jorden. Også selv om det ikke er ideelt. Eksotiske forslag om at sende den på raket ind i solen advarer de imod, ligesom visse russiske firmaers tilbud om at sprænge den i allerede eksisterende underjordiske atomprøvesprængnings-skakter betegnes som uantageligt, idet radioaktive materialer kan trænge op til overfladen eller skylles ud med grundvand.
De er, som nævnt i forrige afsnit, også negative overfor at blande plutonium op med brændstof og brænde den af i atomkraftværker, for det giver nye farlige affaldsstoffer, og det er heller ikke økonomisk rentabelt, da alminde
ligt uran er billigt i dag. De erkender at det ikke er problemfrit at smelte plutonium ind i glas for underjordisk deponering, idet glasset for eksempel kan være sårbart overfor damp. Men det vil i hvertfald gøre stadset særdeles håndterbart, og gøre det nærmest umuligt at lave til ren plutonium igen, til våbenbrug.

Farligt affald
Glasset skal stå en del år på jordoverfladen før det kan puttes ned, for det er særligt varmt og strålekraftigt i starten. Glas-sificerings-(„vitrifikations")-anlæg haves af flere atomvåbenmagter, bl. a. Frankrig og Rusland. Det russiske anlæg har stor kapacitet, idet det kan indsmelte 500 liter glas i timen. Blot een liter glas kan holde 400 curie, hvilket er meget, og glasset pakkes i metalcontainere, inden det sættes til 20 års afkøling på jordoverfladen. Afkølingspladsen findes i Ural-bjergene.
Der er altså tale om en allerede kendt og anvendt teknik. Men der er rigtignok ikke tale om noget som man er endt med at blive enige om. Jeg må også her benytte lejligheden til stærkt at anbefale at Lægernes diskussion oversættes i sin helhed, til interesse og brug for vore politikere, som kunne bruge det til at stille krav på dette område. Mit eget ovenstående referat er alt for knapt. Lægerne siger ikke at de er ganske overbeviste om de metoder for deponering, som de ender med at anbefale. Tværtimod slutter de med at anmode om at man grundigt overvejer alternativer.
Lægerne understreger imidlertid, at det er afgørende at alt plutonium behandles og betragtes som et farligt affalds-materiale, i stedet for som en resource.
Det er dette synspunkt de har understreget ved at give titlen Plutonium: The deadly Gold of the Nuclear Age til deres bog.