ATTAC og freden

Mange vil huske det brutale sammenbrud i en række sydøstasiatiske landes økonomi i efteråret 1997. I løbet af få uger styrtdykkede den nationale valuta i Thailand, Sydkorea, Indonesien og Malaysia. I sit kølvand trak den finansielle krise noget i nærheden af en social katastrofe. Millioner af mennesker blev kastet ud i arbejdsløshed og graverende fattigdom fra den ene dag til den anden. Året efter var det Ruslands tur.
Krisen blev et stærkt symbol på problemerne i det globale finansielle system. Efter næsten tre årtier med finansielle liberaliseringer, har vi fået en kasino-kapitalisme, som er uden for kontrol, og beslutningstagerne viser intet tegn på at ville tage initiativer i modsat retning.
De finansielle kriser affødte reaktioner i hele verden. Selv i Verdensbanken lød der en lille røst om, at det måske var på tide at revurdere forestillingen om liberaliseringer af det finansielle system som uafvendelig og som et gode i sig selv. Krisen gav også anstød til store folkelige protester og til dannelsen af nye bevægelser, som ville fremme forslag om øget regulering af det finansielle system.
Et eksempel er det franske ATTAC, som på engelsk er en forkortelse af Association for a Tobin Tax for the Aid of Citizens - Sammenslutningen for en Tobin-skat til fordel for borgerne.
 
Tobin-skatten
Hver dag foretages valutatransaktioner til en værdi af mere end 1.500 milliarder dollars. Det er en forsvindende brøkdel af disse penge, som er forankret i produktive investeringer, langt det meste er spekulative transaktioner.
Denne gigantiske pengemasse flyder så at sige rundt efter princippet om hurtigst mulig fortjeneste på kortest mulig tid. Der spekuleres bl.a. i valutaernes op- og nedture. Så stor er denne pengemængde, at de kan fremkalde eller bare uddybe økonomiske kriser.
Tanken ved Tobin-skatten, som er opkaldt efter ophavsmanden økonomen James Tobin, er at hvis alle valutatransaktioner pålægges en lillebitte afgift - 0,1% eller 0,05% - så vil den værste top blive taget af spekulationen. Spekulanter vil være nødt til at tænke sig om en ekstra gang, før de "flytter penge", og i mange tilfælde vil afgiften få dem til at lade være. Det vil skabe større stabilitet i det finansielle system. ATTAC tager Tobins idé et skridt videre. Indtægterne fra afgiften skal ifølge ATTAC bruges til at afskaffe fattigdom og skabe udvikling i ulandene.
De første beregninger fra ATTACs side viste, at en afgift på 0,1% på ét år ville kunne samle 166 milliarder dollars ind. Mere end nok til at afskaffe den værste fattigdom på tre år.
 
Stabilitet i verden
Så det er allerede et godt argument for Tobin-skatten set med fredsbevægelsens briller. Tobinskatten vil kunne udjævne nogle af verdens største uligheder, og afbøde for de voldelige konflikter, som kan komme af et økonomisk og socialt sammenbrud.
Men udover dette argument for Tobin-skatten, er det også værd at overveje en historisk erfaring. Det er blevet almindeligt, at se krisen i 30erne som et forspil til Anden Verdenskrig.
I nogle kredse betragtes krisen i 30erne som et argument for frihandel. Protektionisme - lyder argumentet - skabte en dyb krise og førte landene i væbnet konflikt. Det er en sandhed med meget store modifikationer.
Der var faktisk noget nær konsensus blandt økonomer i 30erne om, at det var det vildt liberaliserede finansielle system i tiden før 30erne, som skabte den økonomiske krise. Protektionisme var en reaktion på krisen, og ikke den udløsende faktor.
Med det i baghovedet er der altså gode grunde til at slutte op om ATTAC i Danmark, også for fredsbevægelsen.