Historien om en succes

Den 24. oktober blev der i FNs Sikkerhedsråd holdt en åben session om kvinder og væbnede konflikter. Den 31. oktober 2000 vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt en resolution om kvinder, fred og sikkerhed. Vejen frem til den åbne session og til vedtagelsen af resolutionen var lang, og til tider har arbejdet mere været båret af stædighed end af tro på, at det faktisk nyttede.
I 1998 begyndte Kommissionen vedrørende Kvinders Status at gennemgå den del af Platform for Action (fra FN-kvindekonferencen i Beijing, 1995), der handlede om kvinder og væbnede konflikter. Samtidig startede NGO'er at kommunikere indbyrdes og arbejde med dette område.
Kvinde- og fredsorganisationer havde lagt mærke til, at Sikkerhedsrådet lavede tematiske debatter om børn og væbnede konflikter, civile og væbnede konflikter, HIV/AIDS i forbindelse med væbnede konflikter.
Og man kunne konstatere, at disse åbne sessioner virkede oplysende for medlemmerne af Sikkerhedsrådet og førte til, at der blev skabt nogle institutionelle rammer, der sikrede rutinemæssige overvejelser om disse emner, når der blev vedtaget resolutioner i Sikkerhedsrådet eller sendt folk i marken.
 
En NGO-koalition dannes
WILPF mente, at kvinders specielle erfaringer under krige og konflikter fortjente en åben session og de resultater, en sådan session eventuelt kunne give. Det skulle både handle om beskyttelse mod kønsbaserede krigsforbrydelser og den kendsgerning, at kvinder ikke anerkendes som og næsten aldrig bliver brugt som fredsskabere, der sidder med ved forhandlingsbordet.
WILPF besluttede derfor at arbejde for en sådan åben session om kvinder og væbnede konflikter og blev koordinator for en gruppe NGO'er, der var enige i WILPFs vurdering og derfor ville arbejde med på sagen. Egentlig startede denne NGO-koalition om Kvinder og International Fred og Sikkerhed sit arbejde i frustration over Beijing +5-processen, der hang fast i indbyrdes konflikter mellem forskellige regeringer.
Især to kvinder bør anstændigvis nævnes på grund af deres beslutsomhed, inspiration og smittende ildhu. Det gælder Florence Martin fra Amnesty International og Isha Dyfan, der er WILPF-medlem fra Sierra Leone.
Ud over de to nævnte organisationer deltog International Alert, Women's Commission for Women Refugees and Girls og Hague Appeal for Peace i koalitionen.
Præsidenten for Sikkerhedsrådet skifter hver måned. Præsidenten har magt til at kræve en åben session, og koalitionen påbegyndte et systematisk lobbyarbejde over for nøglepersoner i Sikkerhedsrådet for at overbevise dem om betydningen af en åben session.
Koalitionen havde en stærk allieret i det eneste kvindelige medlem, ambassadøren fra Jamaica Patricia Durrant, og i ambassadøren fra Bangladesh, Chowdhury. Han var præsident for Rådet i marts 2000 og holdt en banebrydende tale 8. marts, altså på Kvindernes Internationale Kampdag.
 
Talen i Sikkerhedsrådet
I sin tale anerkendte han sammenhængen mellem lighed, udvikling og fred, som det også allerede blev formuleret i sloganet for FN-konferencen i Beijing i 1995.
Han anerkendte endvidere vigtigheden af at få kvinder repræsenteret på alle niveauer af konfliktforebyggelse, konfliktløsning og fredsopbygning. Endelig vedgik han, at kvinder og børn lider uforholdsmæssigt under krige og konflikter.
Denne tale gav nyt håb og satte ekstra skub i arbejdet. Under det forberedende møde i marts til Beijing +5 blev der iværksat to arrangementer for medlemmer af Sikkerhedsrådet inden for rammerne af Kommissionen vedrørende Kvinders Status. Ved disse arrangementer fik man eksperter på området til at komme med oplæg. Både kvinder fra konfliktområder og mange Sikkerhedsrådsmedlemmer deltog i møderne.
Under Beijing +5 blev der holdt yderligere to af den slags arrangementer. Samtidig intensiveredes lobbyarbejdet yderligere.
Hvert enkelt medlem af Sikkerhedsrådet blev besøgt af en fra koalitionen for at få ham til at forstå betydningen af, at også Sikkerhedsrådet - og ikke alene Kommissionen vedrørende Kvinders Status - medtænker kvinders rolle under væbnede konflikter og anerkender kvinders deltagelse i konfliktløsning osv.
 
Det konkrete arbejde
Der foregik som nævnt et væsentligt lobbyarbejde over for hvert eneste medlem af Sikkerhedsrådet. Der blev lavet en liste over eksperter, der kunne tale om dette emne i Sikkerhedsrådet.
Der blev lavet en 'pakke' med relevante dokumenter og med et resumé af hvert enkelt dokument. Hvert enkelt medlem af Sikkerhedsrådet blev atter besøgt, fik udleveret pakken og fik mundtligt anbefalet at gå ind for en åben session om kvinder og væbnede konflikter.
Sammen med UNIFEM (FNs kvindeorganisation) fandt koalitionen frem til NGO'er fra Sierra Leone, Somalia, Zambia og fandt fem eksperter, der kunne tale til Sikkerhedsrådet. Der blev lagt en mediestrategi for at få mest mulig pressedækning, og der blev arrangeret en pressefrokost.
Frem for alt blev der lavet et forslag til en resolution efter den opskrift, som Sikkerhedsrådets resolutioner normalt laves over, for at vise, at man ville få det bedste resultat af en sådan resolution, hvis man krævede: - indarbejdelse af kønsaspektet i alle FN-missioner herunder de fredsskabende.
- uddannelse af alle tropper og civilt personale til at vise sensitivitet over for såvel kultur som kønsaspektet.
- kvinders lige deltagelse ved alle forhandlingsborde.
- beskyttelse af kvinder og piger under væbnede konflikter.
 

Anbefalinger   Koalitionen lavede 32 anbefalinger til medlemmer af Sikkerhedsrådet. Heri blev det bl.a. foreslået: - at der gennemføres rutinemæssige overvejelser i de resolutioner, der vedtages, og når der sendes missioner i marken, af hvordan kvinder påvirkes af konflikter. - at alle rapporter fra generalsekretæren indeholder et kønsperspektiv og data vedrørende adskillelse af kønnene. - at alle missioner udsendt af Sikkerhedsrådet skal have kønsenheder i lighed med dem, der blev sendt til Kosovo og Timor. - at også kønsbaseret kriminalitet og kønsaspekter i øvrigt bliver brugt som indikatorer for tidlig varsling. - at alle FN-sanktionerede tredjepartforhandlere, især alle generalsekretærens specielle repræsentanter har med i deres mandat, at de skal sikre, at der er kvinder ved forhandlingsbordet. - at der udpeges flere kvinder som specielle repræsentanter og som særlige udsendinge. - at der indføres fælles disciplinære foranstaltninger over for tropper, der krænker kvinders menneskerettigheder.

 
Kulminationen på arbejdet
I oktober måned var det den namibianske ambassadør Andjaba, der var præsident for Sikkerhedsrådet. Både han og Namibias regering havde støttet arbejdet.
Allerede i marts 2000 udtrykte de ønske om at få kønsaspektet indarbejdet og få kvinder med i fredsskabende operationer.
Ambassadør Andjaba mente, at NGO'ernes input var meget væsentligt, og derfor besluttede han at organisere et specielt møde med NGO'er.
Det kaldes Arria Formula, opkaldt efter den chilenske ambassadør, der startede denne praksis med at holde lukkede møder mellem NGO'er og Sikkerhedsrådet, møder der gør det muligt for medlemmerne at blive orienteret af NGO-eksperter.) Dette møde blev holdt dagen før den åbne session, dvs. den 23. oktober.
Ved mødet talte Isha Dyfan fra Sierra Leone, Luz Mendes fra Guatemala, Faiza Jama Mohammed fra Somalia, Inonge Mbikusita-Lewanka fra Zambia.
Som eksperter talte desuden: Cora Weiss (Hague Appeal for Peace) Mary Diaz (Women's Commission for Refugee Women and Children), Anne Burke (Amnesty International), Kate Hunt (Care International) og Betty Reardon (Columbia Universitet).
Dagen efter, dvs. den 24. oktober på FN-dagen, holdt Sikkerhedsrådet sin åbne session, og allerede den 31. oktober vedtog Sikkerhedsrådet en resolution om kvinder og væbnede konflikter.
 
Resolutionen
Resolutionen, som er vedtaget den 31. oktober 2000 på Sikkerhedsrådet 4213. møde, har fået nummer 1325.
Det fremgår af resolutionen, at man har lyttet til de råd, der er kommet fra NGO'erne.
Det vil føre for vidt at citere resolutionen her, for det første fordi den er meget lang, for det andet fordi den er holdt i dette specielle FN-sprog, der ikke just er meget tilgængeligt.
I det følgende blot et par vigtige punkter:
 

Indholdet af Sikkerhedsrådets resolutionen nummer 1325, vedtaget den 31. oktober 2000   Kvinders betydningsfulde rolle i konfliktforebyggelse og -løsning og i fredsskabende arbejde er understreget. Kvinder skal være med på alle niveauer, i alle nationale, regionale og internationale institutioner og processer, hvor der træffes beslutninger vedrørende konfliktforebyggelse, krisestyring og konfliktløsning. Man opfordrer indtrængende generalsekretæren til at udpege flere kvinder som specielle repræsentanter og specielle udsendinge, hvorfor medlemslandene også skal forsyne generalsekretæren med kandidater til disse hverv. Man opfordrer også generalsekretæren til at øge kvinders bidrag til FN-baserede operationer, især som militære observatører, civilt politi, nødhjælpsarbejdere og menneskerettighedsarbejdere. Sikkerhedsrådet udtaler sin vilje til at indarbejde et kønsperspektiv i alle fredsbevarende operationer, og opfordrer generalsekretæren til at sikre, at et sådan kønsaspekt er med i alle operationer i marken. Man anmoder generalsekretæren om at forsyne medlemslandene med uddannelsesmateriale vedrørende beskyttelse af kvinder under konflikter og vedrørende kvinders specielle rettigheder og behov under konflikter. Desuden skal dette undervisningsmateriale betone betydningen af at have kvinder med i alle fredsskabende og fredsopbyggende foranstaltninger. En vigtig passage indeholder en opfordring til medlemslandene om at øge deres frivillige økonomiske, tekniske og logistiske støtte til kønssensitive uddannelsesprogrammer. Foruden disse mange punkter, der handler om kvinders deltagelse i alle dele af fredsarbejdet, er der punkter, der handler om, at kvinder og piger kræver speciel beskyttelse under væbnede konflikter på grund af den kønsbaserede vold. Til dette hører også, at man kræver krigsforbrydere, herunder forbrydere der har begået voldtægt eller udsat kvinder eller piger for andre former for seksuelle krænkelser, retsforfulgt og at man kræver, at sådanne forbrydelser ikke omfattes af amnestiforholdsregler. Et punkt, der er meget vigtig for os som NGO'er, handler om, at Sikkerhedsrådet skal have kønsaspektet og kvinders rettigheder med i sine missioner, hvilket blandt andet skal ske gennem rådgivning fra lokale og internationale kvindegrupper.

 
Besværgelsen
De mange punkter har mange forskellige indledningsverber: Sikkerhedsrådet "genkalder sig", "husker", "udtrykker", "bekræfter", "understreger", "anerkender", "bemærker", "opmuntrer til", "opfordrer indtrængende til", "anmoder om" (med tre forskellige, stærkere og stærkere udtryk).
Hen mod slutningen "inviterer" Sikkerhedsrådet generalsekretæren til at gennemføre en undersøgelse af væbnede konflikters indvirkning på kvinder og piger, kvinders rolle i fredsopbygning og kønsdimensionerne af fredsprocesser og konfliktløsning.
Man "inviterer ham endvidere" til at forelægge Sikkerhedsrådet en rapport over resultaterne af denne undersøgelse og at stille den til rådighed for alle FNs medlemslande. Den glæder vi os til at se.
Det allersidste punkt, nummer 18, ligner næsten en besværgelse: Sikkerhedsrådet "beslutter at forblive aktivt optaget af sagen." Det glæder vi os over.

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed er dansk afdeling af WILPF - Womens International League for Peace and Freedom.