Et spørgsmål om troværdighed

Filmen "Et spørgsmål om troværdighed" handler mest om Bofors, der fremstiller kanoner og andet krigsmateriel, som gennem årene er blevet eksporteret til 33 lande, der siden 1980 har været indblandet i væbnede konflikter.
Siden den 1. Verdenskrig er våbeneksport forbudt i Sverige. Men landet eksportere alligevel årligt for ca. 3 milliarder svenske kroner. Hvordan kan det gå til? Loven er ellers god nok.
Sverige må ikke eksportere våben til lande som er deltagere i væbnede konflikter med andre lande.
Man må ikke eksportere til lande, hvor der er borgerkrig og interne uroligheder og ligeledes ikke til lande, hvor menneskerettighederne bliver overtrådt.
Alligevel har Sverige eksporteret kanoner og ammunition til Burma, Sri Lanka, Cambodia, Panama, Iran, Iraq, Indien, Pakistan, Bangladesh og Indonesien. Op gennem firserne var Jugoslavien den tredje største aftager af svensk krigsmateriel, leverancer som fortsatte efter 1991, da krigene startede.
Eksporten fortsatte også efter FNs våbenembargo, og da den Europæiske Sikkerhedskonference den 4. september 1992 forbød al eksport til Jugoslavien, blev det efterfølgende afsløret af den svenske avis Ekspressen, at våbendele var sendt med kurerpost til Beograd.
 
Indonesiske kanonbåde
I 19 år har Sverige solgt Bofors kanoner til Indonesien. Disse leverancer fortsatte også efter, at Indonesien havde okkuperet den tidlige portugisiske koloni Østtimor. Krigen på Østtimor har varet i 22 år og over 200.000 mennesker har mistet livet, og endnu flere er sårede, eller er drevet på flugt.
FN protesterer og den svenske rigsdag beslutter at stoppe eksporten. Bofors gør indsigelse og får i 1984 tilladelse til fortsat eksport til Indonesien, på trods af FNs advarsler.
Under den borgerlige regering i Sverige lykkedes det Socialdemokratiet i opposition at stoppe eksporten. Da socialdemokraterne igen kom til magten i marts 1996 blev der få dage efter på ny givet eksporttilladelse.
Bofors direktør siger i filmen, at Indonesien udgør en stabiliserende faktor i Sydøstasien og desuden sælger de kun skibskanoner til landet. Hvorefter filmen viser hvordan indonesiske krigsskibe beskyder Østtimor.
Senere siger han, at Sverige har valgt at være et neutralt land og derfor må have sin egen våbenindustri. Men da hjemmemarkedet er så lille, må man have muligheder for at eksportere for at få en rentabel produktion.
 
I princippet forbjuden
Filmens stærkeste scener er nærbilleder af socialdemokraten Niels T. Svensson, der sidder i det råd, som skal administrerer den svenske lov om forbud mod eksport af krigsmateriel.
Som han siger, er våbeneksport "i princippet forbjuden ", og når der alligevel gives tilladelse, er det efter meget, meget strenge regler. Det er en ynkelig oplevelse at se, hvordan han vrider sig under TV Stops nærgående spørgsmål, hvordan han vikler sig ind i selvmodsigelser og lodrette løgne.
Og hvordan han forklarer, at Sverige fortsætter våbeneksport til lande i krig og som er ramt af våbenembargo med, at Sverige skal være en troværdig leverandør: Indgåede aftaler skal overholdes. Det hele er et spørgsmål om troværdighed.
Under filmen sidder man med en fornemmelse af, at se en film fra een eller anden latinamerikansk bananrepublik ledet af en skrupelløs diktator, og ikke en film om et naboland.
Filmen slutter med at fortælle, at der i 1996 blev indsendt 1.923 ansøgninger om tilladelse til våbeneksport. Ikke én blev afslået.
Bagefter sad jeg og tænkte på, hvorfor Oluf Palme blev myrdet. Men det er jo en helt anden historie. Måske.
 
"Et spørgsmål om troværdighed".
Dokumentarvideo om svensk våbeneksport. Videofilm på 26 minutter produceret af TV Stop 1998.
Filmene koster 40 kr. stk. for private. Bestilles via www.tv-stop.dk/salgsvhs.