TIDEVAND

Verdensordenen sejler – uden anker, uden kurs

Verdensorden formet af et skørt diktaturs

Ønske om guds verden, et ønske om magt

Hvor ingen der uenige har noget at skulle have sagt

Verdensorden sejler – har været længe undervejs

Europæere på opdagelse, på jagt, på en rejs'

Over have hvor udnyttelsen og magten blev til norm

En rejse som nu har sejlet os ind i en storm

Hvor stilheden ikke er neutral – stilheden er svigt

Hvor ord former våben, hvor moralen drukner i profit

Vi vikles ind i net af åndsfraværende grådighed,

En saltet afmagt, en slags ætsende elendighed

Vi planlægger, underlægger, fralægger ansvar,

Sejler skibe lastet med våben, men det det jo selvforsvar

Kun for dem der må, kun for dem der kan

Dem der udpeges og anerkendes af vestens store mand

Ja det er 2025, når dystopi er realitet

Men de leder jo bare efter en slags stabilitet?

Der er militær oprustning – du må iføre dig en rustning

En af stål og apati. Er du så medskyldig?

For markedet kalder – kalder på krig, på ekspansion,

kalder på olie i havet, ”det jo bæredygtig ekstraktion”

Kalder på civile ofre – nej vent følgeskader,

Det jo ik mennesker – det er tal de efterlader

”Forebygger uro,” ”spreder kristne idealer”

med tanks i gaderne og ”fredsaftaler”

Med raketter som sprog, og andres liv som indsats

Overskrifterne bløder, det er da klart man bliver træt

De planter flag i ørkensand, men river hjem op med rødder.

Sender mænd i land, sender søstre, sender brødre

Vi skal trække vejret – men hvor er luften ren?

Vi skal blive siddende – men jorden knækker som porcelæn?

”Aldrig igen”, sagde de men ordene blev til skum

på bølgen af næste overgreb, tomme ord i deres mund

Ytringsfrihed – men kun for dem der følger strøm

Dem der ikke skader den amerikanske drøm

Rettigheder synker – hav overstiger land

Woke bølgen forsvinder, kun kvinde, kun mand

På jorden har vi både fuld af flygtninge der flygter

mens Musk vil til Mars, og sælge elbilsprodukter

Vi drukner i nyheder, bliver blinde, bliver vant til

Undrer os over: hvordan vi kom hertil?

Sad fast i en strøm af det skyldigt naive.

gyngende, svajende, privilegeret passive

Men kan vi kæmpe mod strømmen, mod iskoldt vand?

Kan vi blive ved uden at drukne, kan vi overhovedet komme i land?

Stormen raser jo og vinden pisker løs

havet gynger os til vi helt håbløs'

Ja, vi er søsyge, vi er vrede, vi er rundtosset, og trætte

Men vi har glemt noget på vejen, vi er blevet udbrændte

Ja, vi der stadig kan, vi der stadig kan sejle

Vi må stå sammen, vi må turde fejle

Vi må turde tvivle, vi må turde prøve,

lade vreden over ulighed, gøre os ildrøde

Tage vores stemmer tilbage og vores opmærksomhed med

Så vi ikke glemmer at vi kæmper for fred

Vi må tage fokus tilbage, til hinanden, til os

Til det fællesskabs-skabende, til alt det på trods

Vi må turde tænke hinanden som mennesker, også dem vi ik kan se

For så kan vi ikke længere lade denne uretfærdighed ske

Ja, vi, der stadig drømmer, er som fyrtårne i land.

Vi er nødt til at lyse vejen, og det ved jeg, at vi kan.

Vi skal drømme med åbne øjne, tænke nyt – ik give op.

Vove os ud af konformiteten – forlange et endeligt stop

Ja for håb vokser i dybet, ikke i stimen, havets strømme

Og vi der kan – vi der skal – vi kan stadig svømme