Jura i undtagelsestilstand



Krigstilstanden mod Irak fra den 22. marts 2003 blev underligt sjusket afsluttet af integrationsministeren allerede den 22. maj 2003. Herboende irakere, der søgte dansk indfødsret, var nemlig blevet ramt af en ukendt paragraf fra 1950 om at "såfremt riget er i krig, kan en borger i en fjendtlig stat ikke erhverve indfødsret".

Paragraffens pludselige konsekvenser udløste hektisk aktivitet i et hurtigt arbejdende udvalg. Dets notat om "Betydningen af situationen i Irak for erhvervelse af dansk indfødsret" indeholder en af de overraskende få officielle overvejelser om hvornår Danmark er i krig.

Integrationsministeren kunne så den 23. maj 2003 udtale, at i følge Udenrigs- ministeriet var den formelle krig med Irak blevet afsluttet netop dagen før. Datoen skyldtes sandsynligvis, at FNs Sikkerhedsråd just havde accepterede omvæltningen af Saddam Husseins regime. Og paragraffen om krig blev slettet fra Indfødsretsloven et år senere.

Diverse kamphandlinger med dansk deltagelse i Irak fortsatte dog, og selv om både krig og væbnet konflikt blev erklæret afsluttet, var Danmark åbenbart alligevel fortsat i krig med Irak - for der er faldet domme mod danske soldater her efter lovenes særlige krigstidsbestemmelser, viser redegørelser fra den militære anklagemyndighed.

Statsministeriets jurister skrev i 2010 om Irakkrigens lovlighed, at Danmark havde lov til at gå i krig "uanset om der var et folkeretligt grundlag herfor".

Statsministeriet mente også at det er "utænkeligt, at det skulle have været hensigten ved vedtagelsen af grundlovsændringen i 1953 af lænke Danmark til FNs Sikkerheds- råd" - hvilket Højesteret erklærede sig enig i, og også i at ingen har krav på at få sagen prøvet.

Men i andre lande er vurderingen anderledes. Storbritanniens Chilcot-rapport trækker slagskygger over partierne bag det minimale danske krigsflertal og Anders Fogh Rasmussens regeringstid som statsminister. Dens klare vurderingen er nemlig, at Storbritannien undergravede FNs Sikkerhedsråds autoritet ved at gribe ind militært i Irak i 2003, uden at have sikret sig et flertal i FN.

Det danske krigsgrundlag var tilsvarende et fordrejet krav om at Irak skulle respektere FNs resolutioner, hvilket Venstre fortsat fastholder. Men undersøgelsen konkluderer, at selvom den daværende britiske leder Tony Blair også begrundede angrebet i "To uphold the authority of the Security Council", blev resultatet det stik modsatte: "In the absence of a majority in support of military action, we consider that the UK was, in fact, undermining the Security Council's authority".

Om Tony Blairs tyrkertro på skjulte masseødelæggelsesvåben lyder vurderingen, at truslen fra dem blev "presented with a certainty that was not justified", men at Blair dermed ikke løj, men "convinced himself with unjustified certainty".

Dette er måske en parallel til at forstå Anders Fogh Rasmussens beslutningsproces, hvor den danske krigsbeslutning jo slet ikke drejede sig om masseødelæggelsesvåben, men i stedet fokuserede på nøje udvalgte resolutioner fra FN, der bare tilfældigt netop drejer sig om at afværge masseødelæggelsesvåben…

Ministrene Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller blev klædt godt på af deres embedsmænd, og var derfor også fuldt informerede om at påstandene om Saddam Husseins atomvåben, hans produktion af giftstoffer og samarbejde med terrorister var blevet som grundløse tidligt i forløbet.