Anmeldelse
Nobels fredspris gennem 100 år

Af Peter Mikael Hansen

Da hele verdens Moder Teresa fik fredsprisen i 1979, sagde hun: „Jeg modtager prisen i de fattiges navn „Nobels fredspris 1901-2000. Hundre år for fred" er udgivet af det norske forlag Cappelen i forbindelse med jubilæumsfejringen i 2001 af den første fredpris.

Værket er den første sammenfattende præsentation af Nobels fredspris, som er skrevet på norsk på grundlag af om-fattende studier i Nobelinstituttets arkiver.

Kvalitetsfyldt fremstilling
Nelson Mandela fik prisen i 1993, i øvrigt sammen med De Klerk. Bogen indledes med en oversigtsartikel om Alfred Nobel, Nobelkomitéen og Det Norske Nobelinstitut. Derefter præsenteres alle prisvinderne kronologisk i syv hovedkapitler, før bogen afsluttes med et essay om fredsprisvindernes syn på hvordan freden bedst kan fremmes.

"Fremstillingen er fagligt solid, men den har samtidig fået en populær form beregnet på et bredt publikum", skriver forlaget Cappelen i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelse af bogen.

Det kan man kun give forlaget ret i. Værket er af høj faglig kvalitet, det er rigt illustreret fra begyndelsen til Den internationale kampagne mod landminer fik prisen i 1997. enden, historierne er spændende, rimeligt detaljerede og fyldestgørende. Hvem kender ikke Mother Teresa, Martin Luther King, Burmas Aung San Suu Kyi (som bogen i øvrigt er dediceret til), Nelson Mandela, Rigoberta Menchu, Desmond Tutu og organisationer som Kvækerne, FNs højkommissariat for flygtninge, Den internationale Lægeforening mod Atomkrig, King, som fik prisen i 1964, med portrættet af sit forbillede Gandhi, som aldrig fik fredsprisen. Kampagnen mod Landminer, Læger uden Grænser og Røde Kors som i øvrigt har fåeet den to gange (1917 og 1944). Alle kan man nikke genkendende til og rimeligvis forstå, hvorfor de fik fredsprisen. Men også den (desværre) ikke nær så berømte Carl von Ossietzky (han fik fredsprisen i 1935) har fået megen omtale i værket – og med rette. Erfaringerne fra vestfronten under 1. Verdenskrig fik Carl til at fornægte krig. Han blev principiel modstander af vold og beundrer af Gandhis ikke-voldsfilosofi. Hans mål blev "opdragelse til fred".

Tyskeren Carl von Ossietzky, som fik fredsprisen i 1935, støttede Aldrig mere Krig-bevægelsen, som arrangerede massedemonstrationer på årsdagen for udbruddet af første verdenskrig. Plakat af Heinz H. Halke, 1922. Ned med våbene
Et andet godt eksempel på et af fredsbevægelsens ikoner er Bertha von Suttner. Hun fik fredsprisen i 1905. Grevinde Bertha Sophia Felicia Kinski von Chinic und Tettau blev født den 9. juni 1843 på et rokokkoslot i Prag, den gang en del af det østrigske kejserrige. På trods af eller netop på grund af en opvækst i en familie tilhørende den bøhmiske højadel og en dertilhørende oplæring i overklassen regelsæt og livsstil blev hun fredsforkæmper, og i 1889 udgav hun værket „Ned med våbnene".

Tvivlsomme kandidater
Men Nobels fredspris er også uddelt til personer, som ikke synes nær så optaget af den slags fred, som Carl von Ossietzky, Bertha von Suttner, Ghandi og lignende personer stod for.

Eksempelvis kan man læse om Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzak Rabin, som alle tre fik Nobels fredspris i 1994 – øjensynligt i et politisk forsøg på at påvirke de daværende forhandlinger om fred mellem Israel og Palæstina. Alle tre soldater til fingerspidserne - med krig på samvittigheden. Lad disse tre være eksempler på, hvor bredt Nobels fredspris favner.

Bogen beskriver nøgternt personerne men kommer ikke med tilstrækkelige kritiske indvendinger imod selve tildelingen af fredsprisen, og det mener denne anmelder er en mindre svaghed ved bogen. Den er ikke kritisk, polemisk, diskutterende og selvransagende. Man må forlange af en så betydningsfuld og omfattende bog om Nobels fredspris, at den også stiller de fundamentale og kritiske spørgsmål. Hvad er fred? Kan man tale om fred, blot fordi krigen er slut? Skal Georg Bush Jr. have Nobels Fredspris, hvis han beslutter at droppe NMD (missilskjoldet) og halvere militærbudgettet – så det kun er ligeså stort som resten af verdens?

Eksempelvis fik Henry Kissinger fredsprisen i 1973, fordi han underskrev en aftale om våbenhvile i Vietnam. En mand som havde stået bag en grusom krig, en mand som direkte bekendte sig til begrænset atomkrig. En mand som var medansvarlig for den destabilisering af Cambodja, der førte til de Røde Khmerers rædselsregime, og en mand som var direkte medansvarlig for militærkuppet mod den demokratisk valgte Salvador Allende i Chile – i øvrigt samme år som han modtog fredsprisen. Med til en kritik af værket hører, at værket netop i forbindelse med Kissinger skriver om den internationale kritiske reaktion imod Nobelkomitéen. Kvækerne fra USA og Storbritannien rejste til Oslo for at protestere direkte til Nobelkomiteen og The New York Times skrev om "Nobels krigspris".

Man kan i sandhed sige, at prisen spænder vidt. I år gik fredprisen til FN; en formodentlig indiskutabel vinder.

De oversete
Tidligere har også FNs fredsbevarende styrker modtaget prisen, men historien viser, at kun få ikke-militære fredsorganisationer og enkeltpersoner har modtaget fredsprisen. Hvorfor har en militærnægter eller militærnægter-organisationer ikke modtaget prisen? Er de for små eller ubetydelige? Hvorfor har Aldrig mere Krigs internationale afdeling – War Resisters International – som blev dannet i 1926, ikke modtaget prisen? Også WRI er måske for lille til at blive taget alvorlig af det etablerede selsab. Men selveste Ghandi fik heller ikke prisen. Til dette skriver Geir Lundestad blot kort i indledningen, at det sandsynligvis hang sammen med Norges stærke tilknytning til Storbritannien, og så kan læseren selv slutte sig til resten. Det forekommer anmelderen, at der findes en række åbenlyse kritiske spørgsmål, som godt kunne blive debatteret, også i bogen. Det er tilsyneladende prisen for det populære tilsnit. Men hovedindtrykket er ganske godt. Det er et væsentligt værk.

Dansk vinder
Den danske Nobel-fredsprisvinder Fredrik Bajer, der fik den i 1908. Man kan bl.a. også læse om den danske fredsprisvinder Fredrik Bajer, der fik prisen i 1908, godt nok sammen med svenskeren Klas Pontus Arnoldsen.

Præstesønnen Bajer (1837-1922) var løjtnant i årene 1857-64 og folketings-medlem for Venstre 1872-1895. Hans mærkesager blev nordisk neutralitet, freds- og kvindesagen. Med fredssag mente Bajer ikke pacifisme. Han gik ind for militæret, men så det i en neutralitets-sammenhæng og han gik ind for at konflikter skulle løses ved voldgift frem for krig. Da Frederic Passy stiftede det første franske fredsforbund i 1867, tog Bajer straks kontakt, og i 1882 stifter han Foreningen til Danmarks Neutralitet (fra 1885: Danmarks fredsforening).

Det var en folkelig fredsforening med international tilknytning, domineret af venstremænd og radikale. Bajer havde fortjent fredsprisen, og han fortsatte sit fredsarbejde til sin død. Da 1. Verdens-krig brød ud, skrev han:"Nu er der som aldrig før brug for fredsarbejdet". Året efter hans død rejste danske freds- og kvinde-organisationer et mindesmærke over ham i Fælledparken i København, og i 1930 blev han hædret med Bajers plads i hovedstaden. Som militærmand og person af internationalt format må man sige at Fredrik Bajer er et ganske godt billede på den typiske Nobel-fredsprisvinder.

Nobels fredspris. Hundre år for fred. Prisvinnere 1901-2000. Cappelen
304 s. ib. 448,- NKR.
Norsk og engelsk udgave.

Alfred Nobel og hans testamente

I 1896 døde den svenske opfinder og industrimagnat Alfred Nobel. Han testamenterede størstedelen af sin formue til en fond, hvor indtægterne skulle deles ud i form af priser til dem som hvert år havde bidraget menneskeheden størst nytte. En uafhængig komite udnævnt af Stortinget fi ansvaret for at uddele en fredspris, som Nobel regnede med blot skulle være aktuel i 30 år. Da ville verden enten være fredelig eller kastet ud i barbari.


Den norske Nobelkomité og Nobel-instituttet

I 1897 udnævnte Stortinget de fem første medlemmer af Nobelkomitéen, som siden 1901 har uddelt over 100 fredspriser til enkeltpersoner og organisationer.
Det Norske Nobel-institut blev oprettet i 1904. Instituttets vigtigste opgave blev at fremskaffe oplysninger om kandidater til fredsprisen og præsentere dem for Nobelkomitéens medlemmer. Instituttet har et bibliotek, som har specialiseret sig i litteratur om fredsarbejde og international politik. Det har også en forskningsafdeling, og instituttet arrangerer seminarer og møder, hvor fagfolk fra forskellige lande deltager.