Hvorfor blev jeg egentlig militærnægter?

Af Piet Mertz

Piet Mertz Efterrationalisering
Det er selvfølgelig lidt farligt at stille den slags spørgsmål, flere år efter beslutningen blev taget og man kan godt få den mistanke, at der i tidens løb er sneget sig et par efterrationaliseringer eller tre ind, men forsøget på at finde en forklaring skal dog gøres. Så kære læser; hav i mente, at beslutningen om at blive militærnægter blev taget for knap ti år siden, og tilgiv mig, hvis tingene ikke virker klare. Selv i bagklogskabens klare lys virker beslutningen mudret.

Modvilje
At lede efter én grund til at nægte militæret er omsonst. Det giver ikke mening og vil være at tillempe "sandheden", mere end godt er. At påstå; "at jeg altid har været en erklæret antimilitarist og var fuldt og fast besluttet på, at jeg skulle nægte militæret, når min indkaldelse kom", er en lille hvid løgn.

Det lyder godt blandt de frelste, men får ens næse til at vokse, hver gang det bliver udtalt.

Modvilje. Skal man prøve at samle det i et ord, er det nok det, der kommer nærmest. Hvad skal det egentlig nytte? Det var og er endnu ikke gået op for mig, hvad ideen med et militær helt er. Forstående mennesker har ellers prøvet at forklare mig ideen og gjorde det i hvert fald den gang, men de har efterhånden opgivet. Det er over min forstand, at man er nødt til at slå patienten ihjel for at redde sygdommen. Det er måske tumpet, sådan virkede det i årene efter krigen om Kuwait. "Kan du ikke se?" "Jo, det kan jeg godt, men…". Det blev ved med at poppe op, det lille ord. Ødelagde enhver forståelse og skabte hovedrysten blandt tilhørerne. Et eller andet blev ved med at gøre modstand et eller andet sted i hjernekrogene. Lær at leve med det! Du skal ikke bruge resten at dit liv derinde – men tvivlen blev ved med at opføre sig som Clint Eastwood. "Just accept it and make my day!" Det er ikke nemt at have med sådan en at gøre, når man er et pænt menneske, der har lært ikke at slå på andre, men sig det til en voksen.

Forsøgte at udskyde
Summa summarum blev, at sessionsindkaldelserne blev udskudt i et væk. Det er spild af tid! Lad dog milifreaksne komme til først! Hvad skal jeg der? Når man havde en dårlig vane med at bræge som et får, når nogen fandt på at sætte een til hovedløse projekter, så skal man nok holde sig fra militæret. Den forståelse, man kan møde hos en midaldrende gymnasielærer, er næppe til at finde hos en overkonstabel, der er på alder med ens lillesøster. Så meget havde jeg dog forstået af systemet – og at det nok ikke var den bedste ide at gøre forsøget i virkeligheden.

Overgreb
At opholde sig langt fra mors gryder var heller ingen motivationsfaktor. Alene udsigten til at forlade et særdeles velaflønnet job og et liv i overhalingsbanen gjorde udsigten til en længere indkaldelse til et mareridt. Var jeg bare blevet kørt ned, så kunne jeg komme tilbage på arbejde om mandagen, men mili… det ville være et for stort chok at skulle omstille sig. Friheden var enorm – det er ansvaret desværre også, men har man først smagt det, så bliver man afhængig. Det er som sex. Man kan have et meget puritansk forhold til det, lige indtil man har prøvet det. Så kan man ikke få nok. Det ville være et overgreb, at skulle ind.

Jeg ville bare ikke ind
Chokket kom, den dag jeg måtte på session. Det var mislykkedes at få sessionen udsat for guderne må vide hvilken gang, så den skulle klares. Er man i gang med et spændende projekt, der bare skal være færdig, så er en session dødens pølse. Overtræt og sur mødte jeg op, brugte en del af tiden til at snakke i telefon med kollegaer – det var før mobilalderen, så man bliver meget "populær", når man blokerer en linje på en lånt militærnægteradministrationstelefon. Røg igennem lægecheck med bemærkning om, at mit helbred var overordentligt godt, om jeg ikke ville melde mig. Tak, det var prisen for at være konkurrencesvømmer. Stak hånden i tromlen og tog 3543 ud. Tiden gik i stå.

På det tidspunkt havde jeg ikke overvejet at blive militærnægter – jeg ville bare ikke ind! Så mit tågede svar på deres spørgsmål om, hvor jeg ville hen var: "Jeg vil godt i en specialenhed. Jeg vil i en børnehave". Rigtig dårlig joke, for der blev helt stille. "Du vil være militærnægter?", og i det fjerne hørte jeg en stemme svare. At det ville jeg godt, og det så jeg frem til. Jeg var dybt rystet, da jeg gik der fra. "Hvad laver du, Piet?" Min indre Clint havde slået til, og nu hang jeg på noget, som jeg ikke fattede, hvad var. Pis. Dommen lød på 6 måneder hos Amnesty International.

Foto: PMH

Piet Mertz: Modvilje. Skal man prøve at samle det i et ord, er det nok det, der kommer nærmest. Hvad skal det egentlig nytte? Det var og er endnu ikke gået op for mig, hvad ideen med et militær helt er.