Efterretningstjenester
- af Hans Davidsen-Nielsen og Mikkel Hertz

Danske militærnægtere blev under Den kolde Krig overvåget og registreret af efterretningstjenesten. Der var tale om lovlydige borgere, hvis eneste forsyndelse bestod i, at de ikke ville være soldater.

De lærte hinanden at kende tilbage i halvtredserne på et militærhospital på Tagensvej i København. Knud Østergaard og Erik Fournais delte en to-sengsstue og havde kun hinanden at tale med.

Der opstod en fortolighed mellem de to mænd, som var af samme støbning: Begge havde gået på officerskolen, og begge havde været aktive i modstandsbevægelsen. Diskussionsemner var der derfor nok af, indtil Østergaard havde gennemgået endnu en behandling, der skulle dæmpe efterveerne af Gestapos hårdhændede behandling under krigen. Fournais var indlagt for en "plagsom bihulebetændelse".

Da de blev udskrevet, var de - som Erik Fournais siger i dag - måske ikke ligefrem nære venner, men gode kammerater "som man nu er det inden for forsvaret".

Båndet mellem de to kammerater har tilsyneladende været stærkt. 20 år efter mødet på militærhospitalet udleverede Erik Fournais under hånden fortrolige efterretningsoplysninger til Knud Østergaard.

Erik Fournais havde taget hele turen op genne forsvarets hierarki og var nu chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Knud Østergaards karriere var gået gennem hjemmeværnet og nordjysk lokalpolitik til en central position i Det Konservative Folkeparti.

Efterretningsoplysningerne drejede sig om den danske militærnægterbevægelse - et emne, som Knud Østergaard også officielt havde udvist stærk interesse for. Således gik han i 1971 til valg på sloganet:

"Som skatteyder bør De sige nej til militærnægternes udnyttelse af samfundet - stem personligt på Knud Østergaard."


Personoplysninger
Det materiale, som Knud Østergaard modtog fra sin kammerat Erik Fournais, bestod ikke blot af generelle rapporter om den såkalte militærnægterforening. Det konservative folketingsmedlem fik også detaljerede oplysninger om en stribe navngivne personer, der deltog aktivt i foreningens arbejde.

Knud Østergaard døde den 27. november 1993. Men de originale dokumenter fra FE findes stadig i Rigsarkivet - i en mappe, hvorpå Knud Østergaard har skrevet "Interessant læsning".

Regeringen har afvist at inddrage Forsvarets Efterretningstjeneste i den kommissionsundersøgelse, der i løbet af kort tid skal belyse PET's - Politiets Efterretningstjeneste - aktiviteter under Den kolde Krig. Undersøgelsen skal blotlægge, om PET har ført personregistre i strid med de regler, der blev indført ved en regeringserklæring i 1968. Erklæringen fastslår, at ingen danske statsborgere må registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.


Ud over beføjelserne
Forsvarsminister Hans Hækkerups argument for at holde FE ude af den kommende kommissionsundersøgelse har været, at tjenesten kun har registreret danskere i forbindelse med sikkerhedsgodkendelse af Forsvarets eget personel.

Dokumenterne i Rigsarkivet viser imidlertid, at FE er gået langt ud over disse beføjelser. Det fremgår af materialet, at Knud Østergaard har modtaget en stribe orienteringer om Militærnægterforeningen. Både mens han var forsvarsminister i VKR-regeringen, men også senere, da han blot var menigt folketingsmedlem.

Det centrale dokument i sagen er skrevet nogle uger efter, at Knud Østergaard havde forladt Forsvarsministeriet. I et personligt brev til Østergaard dateret 27. oktober 1971 videregav Erik Fournais personoplysninger om samtlige medlemmer af Militærnægterforeningens bestyrelse.

At der ikke var tale om nogen rutinemæssig tjenestelig orientering fremgår af brevets sidste linier: "Jeg beder dig modtage den ovenfor anførte orientering som en personlig meddelelse fra mig til dig. Min bedste hilsen, Din hengivne Erik".


"Formentlig maoist"
I brevet betegnes et af Militærnægterforeningens bestyrelsesmedlemmer som "formentlig maoist", mens karakteristikken af resten blot afsluttes med et "Iøvrigt ukendt". Den bemærkning afslører, at efterretningstjenesten ikke kun har sammenstykket sine oplysninger fra aviser og tidsskrifter. Man har tillige gjort sig den umage, at søge oplysninger om de pågældende i for eksempel politiets registre over kriminelle og straffede - uden at finde belastende oplysninger.

Jyllands-Posten har forelagt materialet fra Rigsarkivet for en af de jurister, som var med til at formulere 68-erklæringen, den tidligere præsident for Sø- og Handelsretten Frank Poulsen. Han siger:

"Det er højst tvivlsom, om registreringen af Militærnægterforeningens ledende medlemmer har været lovlig. Ordene "i øvrigt ukendt" viser, at efterretningstjenesten intet havde på de pågældende mennesker, ud over de sad i bestyrelsen for en lovlig forening."

Samtidig strider det ifølge Frank Poulsen mod alle regler, at FE har udleveret personoplysninger til en mand, som hverken havde ret eller krav på dem. Knud Østergaard havde ganske vist været forsvarsminister i en kort periode. Men da han modtog det fortrolige brev fra Erik Fournais var han menigt folketingsmedlem:

"Jeg kan ikke se, hvilke legale interesser Knud Østergaard havde til at få den type oplysninger. På den baggrund synes jeg, det er særdeles kritisabelt, at FE har udleverert dem", siger Frank Poulsen.


Intet odiøst
Erik Fournais mindes i dag ikke at have skrevet brevet til Knud Østergaard. Han ser ikke noget odiøst i sagen og peger på, at Østergaard ikke blot var tidligere minister, men også fremtrædende Hjemmeværnsmand:

"Men jeg har ingen erindring om sammenhængen", siger Erik Fournais.

"Det kan have været en speciel sag, som Østergaard har samlet op et eller andet sted. Jeg er lidt mystificeret over dette, men der må være en baggrund for, at jeg har sagt til mig selv at, Allright, vi må vel hellere smide et eller andet efter ham".

Som Erik Fournais husker det, var Militærnægterforeningen i starten af 1970'erne en sag, der måske havde "27. prioritet" i FE:

"Netop i de år var der hele tiden vigtigere ting, vi måtte tage os af. Warszawapagten, truende øvelser i Østersøen, kampvognsmanøvrer i DDR… hver dag kunne blive blodig alvor."

Det store trusselsbillede og den lave prioritet til trods er det allerede én gang dokumenteret, at FE netop i årene omkring 1970 udviste stor interesse for, hvad Militærnægterforeningen gik rundt og foretog sig:

I 1977 afdækkede en kommissionsdomstol - under ledelse af netop Frank Poulsen - et tæt og langvarigt samarbejde mellem FE og den nu afdøde stærkt højreorienterede redaktør, Hans Hetler. Blandt andet beskrev kommissionsdomstolen, hvordan Hetler og FE - under kodeordet "Operation Kirkeklokke" - i 1970 forsøgte at aflytte Militærnægterforeningens generalforsamling.

Foreningen var først og fremmest interesseorganisation for de stadig flere værnepligtige, som af personlige eller politiske grunde dengang afviste at gå ind i forsvaret.

Men foreningen var også en "ren politisk kamporganisation", som Knud Østergaard mange år senere skrev i sine efterladte erindringer. Den var en del af fredsbevægelsen, der - ligesom skoven af venstrefløjspartier, hvorfra en stor del af foreningens aktivister var rekrutteret - fordømte Vietnam-krigen, demonstrerede mod "USA-imperialismen" og delte løbesedler ud foran landets kaserner i håb om at hverve nye medlemmer.


Potentielt problem
Og samtidig med at Knud Østergaard udviste stærk interesse for foreningens arbejde og medlemmer forudså dele af forsvarets ledelse et potentielt problem: Næsten 3000 danske mænd, op imod ti procent af alle indkaldte, benyttede sig i 1971 af retten til at nægte aktiv militærtjeneste. Fremfor rekrutskolen foretrak de at hugge brænde i nægterlejrene, selv om det betød fem måneders ekstra tjenestetid.

En fortsat vækst i andelen af nægtere kunne på længere sigt underminere forsvarsviljen, gøre det umuligt at opfylde de fastsatte styrkemål og bruges som argument for nedskæringer i militærets budgetter. I lyset af det fjendebillede, som Danmark og det øvrige NATO stod overfor under Den kolde Krig, var tanken ubehagelig for officerer som Østergaard og Fournais.

Det var i sig selv tilstrækkeligt til, at nogle valgte at betragte Militærnægterforeningen som et samfundsomstyrtende foretagende. Dertil kom foreningens stærke sympatier på venstrefløjen samt karakteren af de aktioner, foreningen planlagde og stod i spidsen for.

De fleste havde karakter af civil ulydighed. For eksempel delte foreningen jævnligt løbesedler ud foran landets kaserner, på trods af at det ikke var tilladt. Som Jens Thoft, tidligere folketingsmedlem for SF og medstifter af Militærnægterforeningen, siger:

"Meget af det, vi lavede, var vel strengt taget i strid med politivedtægten, men det var altid på den rigtige side af straffeloven."

Og for de virkelige revolutionære, der forsøgte at finde fodfæste i foreningen, var det et alt for pacifistisk, akademisk og vattet foretagende. Som en af dem i januar 1971 skrev i medlemsbladet "Nægter-Bulletin":

"Da jeg ikke mere anser "militærnægtelsen" - og da slet ikke som den praktiseres i øjeblikket - for at være den mest effektive metode til virkelig svækkelse af borgerskabets militær, meddeler jeg hermed min udtræden af såvel Militærnægterforeningens bestyrelse som selve foreningen."


Slående kontrast
Ved gennemlæsning af det gamle materiale fra Forsvarets Efterretningstjeneste - gemt i Rigsarkivet - er det vanskeligt at få øje på Militærnægterforeningen som nogen overhængende trussel mod statens sikkerhed. Tværtimod er der en slående kontrast mellem på den ene side den stærke interesse, Knud Østergaard og efterretningstjenesten tildelte foreningen, og på den anden side indholdet af de dokumenter, FE-chefen sendte til sin konservative kammerat.

Som Forsvarets Efterretningstjeneste selv konstaterer i en fortroligstemplet rapport, dateret 29. september 1971, har Militærnægterforeningen siden 1970 " været uden betydende aktivitet". FE konstaterer samtidig, at foreningen - udover at varetage nægternes faglige og administrative interesser - "mere end nogensinde før fremtræder som et rent oplysnings- og serviceorgan.

Karakteristikken trækker tæppet væk under de forklaringer, som officerer fra Forsvarets Efterretningstjeneste i 1977 afgav ved den kommisssionsdomstol, der afdækkede den såkaldte Hetler-sag.

I retten dengang tegnede FE folkene et helt andet billede af Militærnægterforeningen. De hævdede, at foreningen netop i 1970 ændrede taktik, "således at man nu søgte at få politiske modstandere af forsvaret til at gå ind i dette for at bekæmpe det indefra".

Truslen om at nedbryde forsvaret indefra var ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste begrundelsen for at gennemføre "Operation Kirkeklokke".


I vand til anklerne
Skal man tage FE-officerernes interne rapporter for gode varer, må de ved kommissionsdomstolen have løjet, så de sad i vand til anklerne. I deres egne rapporter findes ikke det ringeste holdepunkt for påstanden om, at nægterne i 1970 planlagde at placere muldvarpe i forsvarets egne rækker.

Kommissionsdomstolen sluttede i 1977 med i det store og hele at frikende Forsvarets Efterretningstjeneste - på trods af, at der i et vist omfang var afsløret registrering af personer i strid med regeringserklæringen fra 1968.

Nu skal sagen imidlertid endevendes påny.

Forelagt de gamle FE-rapporter fra Knud Østergaards dokumentsamlign i Rigsarkivet - og de personlige breve fra efterretningschef Erik Fournais - har forsvarsminister Hans Hækkerup medddelt Jyllands-Posten følgende:

"Problemstillingen om overvågningen af Militærnægterforeningen har været undersøgt i 1977 af kommissionsdomstolen i den såkaldte Hetler-sag. Imidlertid rejser de her fremlagte oplysninger aspekter, som ikke er behandlet i kommissionsdomstolens beretning. Jeg har derfor bedt generalauditøren om at lave en undersøgelse, der skal belyse disse forhold til bunds".

For de gamle nægtere kommer det langt fra som noget chok, at de har været registreret af Forsvarets Efterretningstjeneste. Aksel Ernst slår en skraldlatter op, da han hører sig selv omtalt som "formentlig maoist":

"Det har jeg sgu aldrig været. Jeg har været DKP'er, men ikke mens jeg sad i foreningen", siger den nuværende pædagog fra Århus.

Niels Fredensborg Lund var foreningens kasserer. Også hans navn figurerer på Fournais' hemmelige lister til Knud Østergaard:

"Militærnægterforeningen var et stille og roligt oplysningskontor. De fleste medlemmer tilhørte formentlig venstrefløjen, men jeg husker ingen af dem som særligt outrerede. Og personligt har jeg stemt borgerligt hele mit liv".