Militærnægternes Oplysningskontor anno 1965

Fra officielt hold gøres meget lidt for at oplyse om militærnægtelse. Da Ove Buntzen Larsen var nægter i midten af 60erne var informationsniveauet om militærnægtelse til at overskue. Det besluttede han og en håndfuld nægtere at gøre noget ved.
De oprettede Militærnægternes Oplysningskontor i København april 1965 - forløberen for Militærnægterforenigen 1967.

- Af Ove Buntzen Larsen

En vinterdag sad jeg sammen med mit nægterhold ude i Gribskov og snakkede. Det var det tiden gik med. En ny nægter var netop kommet, og han havde problemer.

Desperat
Han var gift og havde, så vidt jeg husker, tre børn. Familien boede til leje i Karlebo. Han havde været på det lokale socialkontor nogen tid i forvejen i håb om at få økonomisk hjælp til familien, men socialkontoret havde endnu ikke løst problemet. Han var desperat, fordi han ikke vidste hvordan han skulle skaffe penge til husleje mm. Han var parat til at stikke af for at finde sig et arbejde.

Ringe information
Nogle af nægterne vidste noget om hvad man havde ret til af hjælp, i den pågældende situation, og han fik så løst problemet. Jeg fik historien på anden hånd og blev harm over det pågældende socialkontors ligegyldige optræden. På den tid var der ikke ret mange steder, man kunne få noget at vide om nægtertjenesten. Jeg hørte senere om folk, der søgte oplysninger herom i indenrigsministeriet. Her gav man nødigt den slags oplysninger fra sig, men henviste til udskrivningskredsen, der henviste til Forsvarets Oplysningskontor, som imidlertid henviste til Indenrigsministeriet!

Opretter oplysningskontor
Jeg fik den tanke, at vi burde lave et oplysningskontor. Det var der stemning for, og en eller anden foreslog, at man kunne spørge AMK (Aldrig Mere Krig) om lov til at låne deres kontor. Jeg tog sammen med en anden nægter ind til AMK, og de lånte os velvilligt kontor og telefon gratis. Gribskovlejrens fælleskasse stillede 500 kr. til rådighed, og så gik vi igang. To nægtere kendte til silketryk, så de blev bedt om at lave en plakat. Vi tog en kopi af sessionsplakaten, trykte den i rødt, og trykte så nægterkontorets adresse og telefonnummer ovenpå i sort. Nægterne på Kofoeds Skole håndtrykte herefter 300 stk. Der blev også lavet en kort duplikeret pjece med de oplysninger vi havde. Plakaten blev så sendt til elevråd på en del gymnasier. Kontoret lå i Thorsgade 79 i en sturlejlighed, og vi startede d. 2. april 1965. Underet skete, der var én der ringede for at spørge om noget. Der kom hurtigt gang i arbejdet. Der blev lavet flere plakater. I alt blev der trykt 3070 af den første udgave i 1965 af Kofoednægterne. Pengene slap op, og Gribskovnægterne støttede endnu engang med 250 kr. og den besked, at nu måtte vi herefter selv skaffe pengene.

Nægtertallet fordobles!
Resultaterne begyndte at vise sig. Nægtertallet blev i 1965 fordoblet fra de hidtidige 1% til 2%. Kassations-procenten steg fra 18 til 24, og antallet af 1 måneds CFere steg fra 2000 i 1944 til godt 3000 og til over 5000 i 1968.

MNF stiftes
I 1967 startede Militærnægter-foreningen, og det gav yderligere et skub fremad. I slutningen af 1966 havde de to lejre Kompedal og Gribskov en kapacitet på sammenlagt 156 nægtere, og da tjenestetiden var 22 måneder, kunne der kun indkaldes 85 om året. Da der årligt kom mange hundrede nye nægtere til, var det klart, at noget måtte ske. Der kom da også gang i udstationeringerne, og tjenestetiden blev nedsat. I 1970 lavede jeg en prognose for nægtertallet lidt ud i fremtiden. den var baseret på de seneste års procentvise stigning (68% årlig). Det blev en kurve der ville noget. Den ville overskride de 100% i 1974, så den måtte stoppe i 1973 hvor prognosen sagde, at der ville være 49,5% nægtere. Det var klart for mig, at der måtte ske noget i løbet af få år. I 1971 blev nægtertallet 14,5%, og jeg havde spået 17,5%. I 1972 blev nægtertallet 23%, hvor jeg havde spået 29,5%. I 1973 brast så det hele, da man gik over til delvis hvervet hær.

Forkortet af redaktionen