Militærnægterlejren i Gribskov 1964

I anledning af Militærnægterforeningens 30 års jubilæum i år bringer NB her tre beretninger af Ove Buntzen Larsen. Denne første artikel beretter om Ove Buntzen Larsens 22 måneder lange nægterliv i Gribskovlejren i midten af 60erne.

- Af Ove Buntzen Larsen

Jeg blev som 26 årig, efter nogle udsættelser, indkaldt til Grib-skovlejren for at aftjene militær-nægtertjenestetiden der. Forinden havde jeg været til afhøring hos politiet, og mine to vitterligheds-vidner var blevet opsøgt på deres bopæl af politiet for mundtligt at bevidne, at min samvittighed nu var som bedyret.

Solide træskostøvler
Jeg mødte d. 5. april 1964, og vidste intet om hvad jeg gik ind til bortset fra, at oplevelsen skulle vare 22 måneder.

Jeg fik udleveret noget der lignede en gammel CF-uniform, bukser og jakke af tyk uld, en skjorte, en skråhus og et par solide træskostøvler. Desuden fik jeg anvist skab og seng på en 10-12 sengs stue, og besked om ikke at forlade lejren den første måned. Lejren bestod af en mandskabsbygning til ca. 60 nægtere, en bygning med spise og opholdsrum, en bygning med kontor og lagerrum og en bygning, hvor lejrchefen boede.

Lejrliv
Man blev vækket om morgenen klokken syv. Halv otte var der morgenmad i kantinen, hvor man også smurte sin madpakke, og kl. 8 begav vi os ud til arbejdet i skoven i grupper på ca. 10, ledsaget af en arbejdsleder. Arbejdet bestod, den tid jeg var i skoven, i afbrænding af de grene, der lå tilbage efter at et område var fældet, og stammerne kørt væk. På arbejdstedet havde nægterne en skurvogn med borde og stole og en lille ovn, hvor skurmakkeren opholdt sig og hvis opgave det var at holde ovnen varm og sørge for, at der var varm te om formiddagen, til frokost og om eftermiddagen. Vi holdt pauser kl. 10, 12 og 14. Arbejdslederen havde sin egen lille skurvogn, hvor han opholdt sig, når han da ikke lige var på inspektion, for at se om vi arbejdede. Når vi om morgenen ankom til stedet, fordelte vi os to og to på området for at begynde at arbejde. Vi fandt lidt tørt kvas og fik ild i det. Lavede så et ikke for stort bål, og satte os så ned for at snakke, læse, mens bålet stille brændte.

Uniformen var varm, så man kunne sagtens sidde stille uden at fryse langt ud på efteråret. Af og til rejste man sig og lagde lidt på bålet. Der skulle blot være ild, så var alt godt. Arbejdslederen tog en runde et par gange om dagen, for at kontrollere om der var liv i bålene. Vi overanstrengte os bestemt ikke. Klokken 10 råbte skurmakkeren, at nu var der te, og så gik vi i skurvognen for at holde pause og snakke med de øvrige.

Fritimer
Vi arbejde vel en halv til en hel time hver dag. En sådan arbejdsindsats var tilfredsstillende og berrettigede os til Ún fritime pr. arbejdsdag. Disse fritimer kunne spares sammen, og man kunne så holde fri næsten hver lørdag (dengang var lørdag halv arbejdsdag). Da den første måned var gået, måtte man forlade lejren ved arbejdstids ophør kl. 16, og man skulle så være til stede kl. 8 næste morgen. Næsten alle forlod lejren kl. 16. Tilbage blev kun de 2-3 bornholmere, der jo havde langt hjem, og de to brandvagter der skulle overnatte. Brandvagterne gav, så vidt jeg husker, 4 fritimer. Så man kunne godt spare fritimer sammen til en mindre. Jeg var da på en 12 dages tur til Frankrig, mens jeg var i lejren.

Jeg var den lykkelige ejer af en meget lille bil af mærket Goggomobil, i hvilken jeg kørte til og fra lejren hver dag. Jeg boede hos mine forældre i København. Det var en tur på 2 x 40 km hver dag.

Absurde liv
I begyndelsen følte jeg tilværelsen i lejren som en lang ferie. Jeg fik læst en masse bøger, snakket og oplevet skoven, men efter ca. 3 måneder fik jeg ikke læst mere selvom jeg i flere måneder endnu slæbte bøger med i skoven. Således gik det for de fleste. Vi blev påvirket af det absudre

liv i lejren, med mødetider og straf hvis man kom for sent, og en arbejdsdag uden arbejde. Få klarede det uden at lade sig påvirke, og enkelte gik det rigtig galt for. Dagene gik med snak, tedrikning, svampeture og en sjælden gang kyllingestegning på bålet.

Hvis der kom et par dråber regn, strøg vi straks ind til den varme te i skur-vognen og ventede på at regnen holdt op. Så det fortsat ud til regn, var det "nægtervejr", og arbejdslederen kom og beordrede os hjem til lejren, hvor vi daskede rundt til vi kunne tage hjem kl. 16.

Udstationering
Dengang var det ganske få, der var udstationeret. Nogle få var på søfartsmuseet på Kronborg, andre var på udgravningsarbejde på slotsruinen ved Søborg i Nordsjælland.

Efterhånden kom der gang i udstationeringerne. Det blev muligt for nogle at komme på teknisk Museum i Helsingør eller på Kofoeds Skole på Christianshavn. Jeg kom de sidste 9 måneder far maj 1965 til februar 1966 på Holger Nielsens Ung-domsbolig på Amager (en underafdeling af Kofoeds Skole).

De sidste 4 måneder i Gribskovlejren fik jeg en køkkentjans. Det var en fordel hvis man havde bil, eller hvis man kunne køre med en anden. Vi skulle møde i lejren kl. 6.30, stille morgenmad frem til nægterne, rydde op bagefter, vaske op (i maskine) og fedte gulvene over i soverummene.

Idømt 3 dages husarrest
En aften havde jeg været til fest i et nægterhus i Mårum. Det var et lille sommerhus en tidligere nægter havde lejet for at have noget privat nær lejren. der blev jævnligt holdt fest, med jazz, veninder og stegte kyllinger. Det var for sent at tage til københavn om aftenen, så jeg kørte ned i lejren for at sove. Næste morgen hørte jeg ikke klokken, der skulle vække de sovende, så jge kom for sent op, og blev idømt 3 dages husarrest. Det syntes jeg var lige lovlig groft, så jeg forlangte at få sagen prøvet ved retten. Jeg kom i byretten i Helsinge, hvor jeg blev frikendt. Det var jo en principsag, så indenrigsministeriet appellerede til landsretten. Ved den lejlighed fik jeg den den gang kendte venstreorienterede sagfører Carl Madsen beskikket som forsvarer og blev endnu engang frifundet. Man kan jo ikke adlyde en ordre (morgen-ringningen), når man ikke har hørt den!
Det var et stort teater. Jeg var jo helt fornøjet over sagens udfald. Det normale var jo at nægtere tabte den slags sager.

Valium
Ved en anden lejlighed havde jeg nægtet et eller andet, og fik så tre dages husarrest. Det blev jeg ret sur over og besluttede, at jeg ikke ville være i lejren mere. Jeg pakkede mine ting og gik over til lejrchefen for at aflevere nøglen til skabet og for at meddele, at nu ville jeg ikke være der mere, og at de kunne sætte mig i spjældet hvis de ville. Lejrchefen overtalte mig til at tage til en psykiater i Helsingør. Han bevilgede mig tre dage fri og udstyrede mig med et glas valium, et for mig ukendt stof. Da de 3 dage var gået, var jeg kølet af. Jeg tog nogle af de for mig ukendte piller og kørte i Goggoen til Gribskov. Det var en ret besynderlig tur, for de andre trafikanter kørte meget underligt. Ofte kom de brasende fra en sidevej lige ud foran mig. Jeg blev klar over at der var noget galt, så jeg gik til lægen ved ankomsten til lejren, og fik at vide at jeg ikke måtte køre bil når jeg tog de piller. Dem tog jeg så ikke flere af.

Meningsfyldt arbejde
De sidste 9 måneder blev jeg udstatione-ret på Holger Nielsens Ungdomsbolig. Her tog man sig af 17 unge mænd, der skulle hjælpes tilbage til samfundet. Det var et godt sted, hvor jeg fik et meningsfuldt arbejde. Jeg byggede et værelse til mig selv i kælderen plus et fotorum til institutionen. Desuden malede jeg hele huset udvendigt, kørte ærinder mm. Næsten al min fritid brugte jeg på Militærnægternes Oplysnings-kontor som startede d. 2. april 1965 i Thorsgade i København.

Da nægtertjenesten sluttede for mig d. 4. februar 1966, var jeg ikke indstillet på at deltage i samfundet, så jeg kørte i min lille bil til Italien for at gå på kursus og for at komme lidt væk. Efter 6 måneder vendte jeg hjem og måtte se at komme videre

Forkortet af redaktionen