Mine erfaringer med Militærnægterforeningen har jeg fået gennem de sidste 10 år, hvoraf jeg har siddet i bestyrelsen i de 7 af dem.

Åbne for alle
I al den tid, jeg har kendt foreningen, har der været diskussioner om, MNF nu også var folkelig nok. Jeg har altid haft den holdning, at vi skulle være åbne overfor alle militærnægtere, der ville gøre en indsats mod militæret. Og jeg mener faktisk også, at vi har været åbne i alle årene lige fra jeg i 1990 på min første generalforsamling var med til at ændre foreningens navn fra Militær- og nægterforeningen tilbage til det mere mundrette Militærnægterforeningen.

Af og til er MNF blevet kritiseret af de tjenstgørende militærnægtere for at være for meget af det ene eller det andet. Først var vi for røde, og nu er vi bare for politiske. Svaret har altid været, at vi afspejler medlemmernes holdninger, og vi hellere end gerne imødekommer kritik, når den kommer fra foreningens medlemmer. Vi har flere gange mere end antydet, at vi gerne lod os kuppe, hvis der var nogen, der var interesserede i det.

Antimilitarisme
I sidste nummer af NB reflekterer Troels Toftkær over Militærnægterforeningen og vores fremtid. Toftkær bryder sig ikke om, at MNF forsøger at sætte militærnægtelsen ind i en sammenhæng. For ham er militærnægtelse nok i sig selv. Det er jeg absolut ikke enig i. For mig har det at nægte militæret altid haft noget at gøre med, at jeg ikke brød mig om militærets eksistens. Det at nægte militæret et stadig en personlig beslutning, men en beslutning, man træffer tynget af verdens problemer. MNF skal ikke bare være en forening, der agiterer for militærnægtelse uanset årsagen - uden at se det som en del af en større sammenhæng. At anbefale militærnægtelse uden at begrunde det, er det samme som at anbefale kvinder at tage P-piller uden at sige, hvad de gør godt for. Hvis MNF skal være lade være med at sætte militærnægtelsen ind i en sammenhæng, skal I ikke regne med mig.

Ufarlige nægtere
Jeg mener, at Militærnægterforeningen først og fremmest skal være en antimilitaristisk forening. MNF går selvfølgelig ind for militærnægtelse - ellers måtte vi nok vælge et andet navn - men militærnægtelsen er et led i den antimilitaristiske kamp. Jeg mener ikke, at det at være militærnægter er nok i sig selv. For som sagerne står i dag, så truer vi ikke militæret en bønne, selv om vi har fat i langt over 700 hvert år. Der er stadig over 10.000, der kommer ind i forsvaret. Vi kan glæde os over, at mindst lige så mange unge mænd helt slipper for at aftjene nogen form for værnepligt og på den måde ikke kommer gennem det militære opdragelses-apparat. Og så er der jo alle pigerne, som også slipper fri. Men selv med 700 militærnægtere om året står anti-militarismen ikke stærkere nu, end den gjorde i 1985, hvor der kun var 252 militærnægtere. Forsvaret lever videre i bedste velgående; de får stadig de værnepligtige, de skal bruge, og de får flere og flere penge på budgettet.

Så længe antallet af militærnægtere ikke nærmer sig at være en trussel mod det militære uvæsen, kan vi ikke være tilfredse. At der er mange militærnægtere i dag er kun et skridt på vejen. Foruden at sørge for at agitere for at flere unge skal blive militærnægtere, skal vi også påvirke be-folkningen. Det er trods alt hele befolkningen, der er med til at bestemme, om vi skal have et militær eller ej. Det at nægte militæret er langt fra den eneste måde at bekæmpe militarismen på.

Strategi
Når vi agiterer; laver aktioner eller læserbreve, får vi fat i mange på gaden. Og vi får også hvervet en del militær-nægtere - ikke mindst, når vi er ude og agitere på gymnasier. Men det er kun første led i vores indsats. Et andet væsentligt område må være at følge op på vores agitation. Det er vores opgave må være at bringe budskabet videre ud blandt de indkaldte militærnægtere. Her var vi en gruppe af unge mennesker, som vi kan sende ud i samfundet og prædike vores sag.