Derfor nægter jeg militæret:

Nej til NATO

I min begæringen om at blive overført til militærnægtertjeneste skrev jeg, at NATO og kapitalismen skulle knuses. Første skridt var at militæret fik én soldat mindre. Nu er der gået 10 år. Hvad fanden mener jeg nu?

Af Jakob Jørgensen

Fra jeg blev teenager vidste jeg, at jeg – hvis staten havde snøren ude – ville nægte militærtjeneste.

Det var ikke et valg, jeg var blevet præget til at træffe. I min familie var der hverken soldater eller pacifister. Faktisk fyldte krig eller fred ikke ret meget i opvæksten, selv om jeg husker, at mine forældre nogle gange talte om den forfærdelige oprustning imellem øst og vest.

Som barn holdt jeg meget af at lege krig med de andre drenge på vejen. Til tider kunne det godt blive lidt voldsomt, men når alt kommer til alt var det bare leg. Ingen af os associerede legen med rigtig krig. Så da jeg som 18-årig skulle på session, lignede min baggrund for at træffe et valg omkring værnepligten meget de andre sessionssøgendes baggrund. Hverken krigsliderlig eller hippie. Jeg var en stort set en almindelig gymnasiast fra Midtsjælland.

Og dog. Jeg havde jo i flere år været overbevist om, at jeg ville nægte. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg i en tidlig alder havde valgt at melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation på den venstre flanke. 10-15 år tidligere var den politiske parole hér, at man skulle være politisk soldat, men i 1990, da jeg var på session, var holdningen mere liberal desangående.

Ung og revolutionær
Nuvel, ung og revolutionær og imod den igangværende Golf-krig nægtede jeg på stedet, da jeg trak et lavt nummer i tombolaen. I min begrundelse til Værnepligtstyrelsen skrev jeg en hel sides politiske paroler med overskriften „Knus Nato". Først nederst i brevet skrev jeg de magiske ord om, „at det strider mod min samvittighed…". Sådan, tænkte jeg, der fik systemet den.

Året efter mødte jeg på skolen i Antvorskov til påbegyndelse af 6 måneders militærnægtertjeneste.

Politisk nægter
Jeg blev radikaliseret endnu mere i det år, jeg ventede på at blive indkaldt. Jeg havde det sådan, at jeg til sidst glædede mig til at blive indkaldt. Nu skulle jeg dels vise min personlige modstand mod militæret og dels til aktivt at bekæmpe det. Pacifist var jeg bestemt ikke, hverken af overbevisning eller praksis, militærnægtelse var for mig et af flere politiske midler.

Dengang ville jeg nok have benægtet det, men jeg tror nok, at der også var en portion bekvemmelighed i min beslutning. Selv om jeg ikke vidste meget om, hvad en militærnægter bedrev, ja så havde jeg da så meget viden, at der ingen sergenter var, og at man havde fri i weekenden. Men i egen selvforståelse var jeg politisk nægter.

Jeg vil ikke skrive så meget om de 6 måneder. Allerede på introduktionen, der dengang varede 14 dage, blev jeg valgt til LKU-sekretær. Det gav mig en masse erfaring, og set tilbage havde jeg en fed tid som militærnægter. Det lykkedes os at holde liv i talsmandsorganisationen og lave forskellige aktiviteter, blandt andet da LKU-landsmødet blev forsidestof i NB under overskriften „Hærværk mod Militærnægteradministrationen". Sandheden er imidlertid, at mest af alt havde vi stærk modvind. Nedskæringer i introduktionsopholdet satte ind i den periode. Det politiske klima var ikke for fredsarbejde. Nægtertallet var ikke højt.

Sjovt, det var det
Jeg fortsatte direkte fra LKU over i MNF og var i nogle år aktivist på kontoret i Dronningensgade. I de år diskuterede jeg gerne militærnægtelse, med hvem der gad høre på det, og mit engagement var stort. T-shirten med „Civilt område – Militær adgang forbudt" og foldere i jakkelommen var en fast del af garderoben.

10 år efter
Da jeg aftjente værnepligt, var jeg fyldt med en energi og en tro på, at systemet kunne laves om. Her og nu. Min argumentation herfor var direkte og kraftfuld. Men også en smule sort/hvid.

I dag mener jeg mange af de samme ting. Jeg brænder bare ikke for det på samme måde. Og det er måske en skam, da verden ikke er blevet et fredeligere sted at leve.

Alligevel stiller jeg mig selv spørgsmålet: hvad fanden mener jeg egentlig i dag om anti-militarismen? Det er som om, at det spørgsmål helt er forsvundet fra den politiske dagsorden. Og såmænd også fra min private. Militærnægter. Var det noget jeg var? Eller er jeg det fortsat? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald ikke på samme måde en identitet for mig.

Ville jeg nægte, hvis det var 30-årige mænd, der skulle på session? Ja, helt sikkert.

Een gang nægter - altid nægter
Jeg synes nemlig stadigvæk, at militærnægtertjeneste er den eneste fornuftige måde at aftjene værnepligt på, og mine yngre fætre udstyrer jeg gerne med MNF-materiale.

Når der er valg, interesserer det mig fortsat, hvad de enkelte partier har af punkter på „forsvarsområdet", og jeg latterliggør gerne Hjemmeværnet, når jeg møder det. På samme måde som når USA laver en ny krig, kommer jeg altid til de første demonstrationer.

Så svaret er nok: én gang militærnægter, altid militærnægter.