Ørkenens rose...

Af Anja Johansen

Vokser der blomster i ørkenen? Findes der håb i sønderskudte byers trøstesløse ruindynger?
I nogle ørkner gør der, bl.a. i den støvede jord på den hårdt prøvede israelske Vestbred, nærmere betegnet i den gamle by Bethlehem, der nu er en del af det palestinænsiske selv-styreområde. I Bethlehem vokser nemlig en ganske særlig ørkenrose og det endda under meget vanskelige vækstbetingelser. Men den er der; dens rødder har fat i den tørre, magre jord, og selv om den oplever perioder med endog meget dårlige vilkår, så ser folk den indimellem blomstre og skabe håb. Rosens navn er CCRR, The Center for Conflict Resolution and Reconciliation eller Freds- og forsoningscentret i Bethlehem under ledelse af den palæstinensiske fredsarbejder Noah Salameh.

NBs udsendte var så heldig at møde Noah Salameh til en konference i Oslo om fredsskabende og forsonende initiativer i efteråret 2001 og videregiver her beretningen om de opgaver og udfordringer som forsoningscentret står overfor på Vestbreddens konflikt-hærgede breddegrader.

Ikke-vold: den eneste vej til fred
At arbejde med idéer som fred, ikke-vold og forsoning på et så udsat sted som den israelske Vestbred kan både betegnes som noget af det mest oplagte og relevante, men samtidig også noget af det sværeste og mest omfattende arbejde. Traumerne hænger tungt overalt, for der er ikke en levende sjæl i området, fra spæd til gammel, der ikke har været involveret i eller vidne til voldsepisoder af værste kaliber, ofte mere end blot én gang; for mange endda som en daglig tilbagevendende begivenhed.

Den slags er med til at give især børnene i området en meget grusom og farlig psykisk bagage og er desuden en central del af den onde cirkel, som man finder i Vestbreddens voldsspiral. Som Noah siger : "Børnesoldater er noget af det mest afskyelige i verden” - og hvis man tænker over det, er dette til en vis udstrækning faktisk, hvad man skaber, når man lader børn være vidne til død, vold og anvendelse af våben som en fast del af hverdagen. Som dokumentation kan man blot genkalde sig det billede af stenkastende palæstinensiske teenagere, der efterhånden findes på de flestes nethinder.

Start med børnene
Arbejdet med børnene og deres psykiske sundhed er en af Forsoningscentrets højeste prioriteringer: "At opdrage vores børn til ikke at blive soldater og til at benytte sig af ikke-voldelige metoder er vores største forpligtelse. For det er den eneste vej til en fredelig verden,” mener Noah Salameh. Det synes da også umuligt at anfægte Noahs anskuelse om, at det er bedre at begynde med at uddanne børnene i ikke-vold fremfor at skulle forsøge at forhindre den voksne soldat i at udøve vold.

Men de mange voksne, med eller uden våben, der som børnene også bærer rundt på voldsomme sjælelige ar og ofte gennem mange år har oparbejdet et stort had og/eller en voldelig adfærd, er også blandt centrets målgrupper. I CCRR prøver man således også at udvikle programmer med henblik på at uddanne både soldater, sikkerheds-personnel og betjente fra det palæstinensiske politi i, hvordan man med succes kan benytte sig af fredelige og ikke-voldelige virkemidler i omgangen med befolkningen.

CCRR er desuden meget interesseret i kontakt til og samarbejde med andre fredsorganisationer, for som Noah konstaterer: "Det er vigtigt at udveksle ideer og oplysninger og at samarbejde, hvis det skal lykkes os at mindske antallet af soldater her i verden. Der er mere end rigeligt med våben i verden.”

Et blodigt efterår
Efteråret var dog en hård prøvelse for alle fredsinitiativer i området. I oktober skrev en træt Noah nedenstående desperate ‘oprop’ til en verden, der bare syntes at se til fra sidelinien, med hænderne i dybt lommerne, mens blodet farvede Bethlehems støvede gader.

„Kære venner.

Jeg er ikke en del af disse volds-handlinger. Jeg er imod vold og imod voldelige reaktioner på voldsanvendelse. Faktisk kan jeg slet ikke forstå, at man kan retfærdiggøre voldelige handlinger. Alligevel skal jeg leve i et inferno af dagligt had og vold, angst og vrede. Men hvor længe? Hvor længe kan man leve under sådanne vilkår?

Hernede er vi mange, der deler både stor sorg og oprørte følelser over al den vold, der finder sted. Vi er også mange, der ikke er enige i, hvad der tilsyneladende foregår ‘i vores navn.’ Men stik imod al rimelighed bliver vores holdninger ikke taget i betragtning, selv om vores stemmer har også ret til at blive hørt.

Voldsanvendelse gavner altid magthaverne og deres respektive former for fundamentalisme. Derfor beder vi alle, der i øjeblikket tavst ser på, men som tror på værdier som fred, kærlighed, retfærdighed og forsoning, om at komme os til hjælp, om at hjælpe os med at skabe en fornuftig dialog her i Mellemøsten. En dialog der vil formå at stoppe volden mod os og vores børn. Jeg bønfalder alle om at række os en hånd og redde os fra voldens og hadets beskidte greb og fra den gensidige foragt og mangel på viden om hinanden.

Jeg ved, det er meget at bede om, men jeg er træt og har brug for Jeres hjælp.”

"Og det skete i de dage...”
I december kulminerede så et helt års endeløs vold mellem de israelske tropper og den palæstinensiske befolkning, og - primært pga. højtidssæsonen - blev Bethlehem den lus mellem de to negle, der kom i mediernes søgelys.

Atter kunne Noah berette om undtagelsestilstanden på Vestbredden :

"Kære venner.

Det er med stor sorg, at jeg skriver her fra Bethlehem - byen, der burde være kendt som "the city of love and peace.” Besættelsehæren har forandret den til en spøgelsesby masser af tanks i gaderne, spærretid, lukkede forretninger, virksomheder og skoler, hævntørst og kollektiv afstraffelse. Israelske tanks har ødelagt hoteller og over 200 biler, der var parkeret rundt om i byen, og alene i de seneste dage er 15 civile palæ-stinensere (kristne og muslimer) blevet dræbt, mens mere end 160 er blevet såret og invalideret. Samtidig har de israelske tropper invaderet byens kirker og moskéer, som de bruger som baser.

Den nuværende israelske regering kan desværre kun tale magtens og voldens sprog, og derfor er vi - mere end nogensinde før - afhængige af, at verden kommer os til undsætning.

Hvad der foregår i øjeblikket ser ud til at være regulær afstraffelse af palæstinensere, simpelt hen fordi de er palæstinensere. Vi kan ikke se, at Sharon (Israels ministerpræsident) er interesseret i at få en løsning på situationen for slet ikke at tale om at skabe skabe fred. Sharon har ingen skridt taget mod fred, men er en militærmand, der åbenbart kun kender til magt- og voldsanvendelse.

En enkelt god nyhed herfra er dog historien om, hvordan lederne fra forskellige kristne og muslimske organisationer fandt sammen i en stor fredsmarch helt fra Jerusalem til Bethlehem. Her bad de sammen en bøn om fred i Fødselskirken og opfordrede samtidig de israelske tropper til at fjerne deres tanks fra byen. Samtidig bad de verden om at holde fast i presset på Israel.

Efterfølgende har der også lydt opfordringer fra Washington om tilbagetrækning af de israelske styrker. I skrivende stund er alle henvendelser dog blevet afvist.” Mirakler eller forebyggende initiativer?

Der er ingen tvivl om, at der nærmest skal mirakler til, førend man vil kunne tale om fred i Israel/Palæstina. Men mirakler er for de fleste enten et for stort eller for urealistisk ord og ikke noget, der umiddelbart ser ud til at bringe nogle af de resultater eller løsninger, der så hårdt er brug for i området. Derfor er det konkrete og effektive initiativer og løsnings-modeller som f.eks. CCRRs flotte pionerarbejde i Bethlehem og på vestbredden, der bør skabes fokus på og bakkes op om. NB viderebringer derfor på næste side en opfordring fra Noah Salameh til at støtte CCRRs arbejde, bl.a. i form af fredsuddannelses-programmer i skoler og andre steder i samfundet.

Skriv
I denne forbindelse er idéer til fremme af samarbejde for fred, retfærdighed og dialog mellem forskellige folk, kulturer og religioner altid velkomne og modtages både på NB-redaktionen (via Aanja@fred.dk) og hos Noah Salameh selv (på salamehn@hotmail.com).

Støt CCRR’s arbejde
Jeg skriver til dig i lyset af de mange sørgelige begivenheder, der er foregået i vores område i den seneste tid. Tusindvis har mistet livet, mange af dem uskyldige civile, der ikke tog del de stridende parters i voldshandlinger men blot blev slået ihjel, fordi de var til stede.

I CCRR er vi af den holdning, at kun uddannelse i ikke-vold og fredelig fremfærd kan hjælpe med at bedre relationerne mellem hhv. israelere og palæstinensere. Vores børn vokser op som vidner til vold, fra de er ganske små. Vold er med andre ord en fast ingrediens i deres barndom her i området.

Derfor har vi også brug din støtte, både som enkeltperson eller som (del af en) organisation for at være i stand til gennemføre vores uddannelses-programmer i ikke-vold og fredsuddannelse.

I 2001 udvalgte vi 5 skoler til at deltage i programmet som et pilotprojekt; et tal der i 2002 gerne skal øges til 20 skoler under forudsætning af, at vi får etableret de nødvendige økonomiske midler til det. Vores ønske og mål er at øge antallet af skoler, der deltager i fredsudannelsesprogrammet hvert år.

Indtil videre har programmet været meget succesfuldt og indeholder træning i forhandlingsteknik og fredelige kommunikationsformer for både vejledere, lærere og studerende. Det er dog af fundamental nødvendighed, at alle parter i området arbejder henimod at sprede bevidsthed om værdier som ikke-vold, forsoning og andre fredsskabende tiltag.

Vi har hårdt brug for din støtte for at udbrede viden om demokrati, ikke-vold og forsoning i vores samfund.

Hvis du er interesseret i yderligere oplysninger om programmet, er du meget velkommen til at kontakte os, og hvis du har mulighed for at støtte os økonomisk, vil vi være taknemmelige for at modtage en check på adressen :

The Center for Conflict Resolution and Reconciliation
P.O.Box. 861
Bethlehem – Palestine

På forhånd tak for din velvilje.

In peace and reconciliation,
Noah Salameh, leder af CCRR, The Center for Conflict Resolution and Reconciliation.

Fax: +972-2-2745475
Tlf.. +972-2-2767745
E-mail : ccrr@palnet.com / salamehn@hotmail.com