Palæstinas forbudte følelser

Arafats politi forbyder demonstrationer, arresterer pressefolk og skyder på studenter for at det ikke skal komme frem. Men for de desperate palæstinensere i Gazas overfyldte flygtningelejre er Bin Laden et idol. Et uhyggeligt skrig om hjælp fra et ydmyget og svigtet folk.

Af Thomas Sæhl Sørensen

Alle steder hører man navnet. De beskidte børn, der leger i de støvede gader, råber det. Studenterne skriger det ud fra højtalervogne, når de demonstrerer. Og både tandlægen, gadesælgeren og taxachaufføreren udtaler det med en andægtig stemmeføring, som var der tale om den ny Messias. Navnet er Osama bin Laden. Selvom de fleste palæstinensere har gennemskuet, at bin Laden bare udnytter deres sag til at score point i den arabiske verden, på samme måde som Saddam Hussein gjorde under Golfkrigen, kan det ikke skjules, at den karismatiske superterrorist er populær blandt de fattige palæstinensere, der er stuvet sammen i Gazas flygtningelejre.

Det kan ikke skjules – men de palæstinensiske myndigheder gør et helhjertet forsøg.

Et islamisk show
De lange rækker af farvet vasketøj på de flade tage, danner en skarp kontrast til alle Maghazilejrens grå huse af gasbeton. Her er varmt, beskidt og støvet, fordi alt for mange mennesker skal deles om alt for lidt plads. Denne eftermiddag er den stillestående luft også tyk af spænding. Islamisk Jihad – den mest radikale af de palæstinensiske fraktioner – har indkaldt til et protestmøde midt i flygtningelejren for at fordømme USA’s krig i Afghanistan. To dage forinden skød palæstinensisk politi på en lignende demonstration, arrangeret af studerende fra Gazas islamiske universitet, fordi nogle af de unge bar skilte med bin Laden. Tre studenter mistede livet. Aktivisterne fra Islamisk Jihad pynter scenen med bevægelsens sorte faner og en række store portrætter af deres ”martyrer” – selvmordsbombere, som har mistet livet i deres kamp mod besættelsesmagten. Aktivisterne strutter af selvtillid, for de tilhører en bevægelse i fremgang. Mens de skrattende højtaleranlæg prøves af, skyder et par unge gunmen vildt op i himlen med deres geværer for at øge spændingen. Det fundamentalistiske show skal lige til at starte, da politiet sætter ind. Ikke for at opløse demonstrationen eller stoppe skyderierne, men for at fjerne alle journalister og fotografer. Vi bliver kørt på politistationen, og får besked på at holde os langt væk fra Maghazi. For i den vigtige kamp om international goodwill kan det koste afgørende point, hvis tv-optagelserne af palæstinensiske Bin Laden-støtter når ud i de amerikanske og europæiske stuer.

Behandles som dyr
Man kan undre sig over, hvordan hadet kan få så godt fat, at mange mennesker begynder at forgude en kynisk fanatiker som Osama bin Laden. Men hadet har gode vækstbetingelser i Gaza – verdens tættest befolkede område. Nogle få tusinde israelske bosættere har – i strid med international lov - sat sig på en tredjedel af den sparsomme jord, mens 1,3 million palæstinensere må deles om resten.

Hver dag taber palæstinenserne terræn
”Vi bliver simpelthen presset ud af vores land. Israelerne regner os ikke for mennesker, men for dyr, som man bare kan jage væk. Hvis Bin Laden er terrorist, hvad er Sharon så,” spørger Sahiyeh Abdeen retorisk. Den 60-årige bedstemor bor med sin familie i et skævt og mølædt telt i udkanten af Khan Younis flygtningelejren. Hun tilbereder maden på et bål, og hvert eneste vindpust sender byger af støv ind over gryderne, fra de bjerge af murbrokker, betonstykker og rustent jern, der omringer teltet. De bjerge, som engang var familiens hus. ”Vi blev vækket af bulldozerne midt om natten. Soldaterne skød tåregasgranater ind af vinduerne. Børnene skreg, og vi måtte flygte ud af huset i bare tæer og uden selv de mest nødvendige papirer,” fortæller den sortklædte kvinde, og har svært ved at holde tårerne tilbage. Der er mange tusinde forklaringer på, at støtten til bin Laden og de fundamentalistiske grupper er stor blandt palæstinenserne. Én af dem hedder Sahiyheh Abdeen.

Din fjendes fjende
Den sønderskudte mur bag flygtningelejrens forfaldne boldbane er et makabert galleri. Her har de efterladte sat fotos op, af de familiemedlemmer, som israelerne har dræbt. Langt de fleste er velfriserede teenagere og smådrenge, som smiler til skolefotografen, men der er også en gammel mand med kridhvidt hår. Og en baby på fire måneder. ”Alle her i lejren har familiemedlemmer, der er blevet dræbt af israelerne,” fortæller Jabr Wishah, der er vicedirektør for Det Palæstinensiske Menneskerettighedscenter, mens han viser rundt i lejrens smalle gyder. Han lever selv i en af lejrene og er bekymret over fundamentalisternes fremmarch, men det undrer ham ikke, at de anti-amerikanske følelser er stærke blandt palæstinenserne. ”De kugler, der dræber vores børn kommer fra USA. Apache-helikopterne og de granater, der smadrer vores hjem kommer fra USA. Israelerne betaler ikke engang for dem. Det er gaver fra Amerika,” siger Jabr Wishah. De mest desperate falder for den simple tankegang, at din fjendes fjende er din ven.

Jødisk fanatisme
Det er ikke kun de islamiske kræfter, der er i fremgang. Også de forskellige kristne trossamfund i området oplever en øget søgning mod religionen, fortæller Constantine Dabbagh, der er generalsekretær i Det Mellemøstlige Kirkeråd, der samler de kristne kirker i området. Han er også bekymret over islamisternes fremgang, men understreger at det ikke er islam, men fundamentalismen, der er farlig. ”Vi har altid haft bedste forhold til muslimerne. De respekterer os, og vi respekterer dem,” siger generalsekretæren. Han mener at den religiøse fanatisme er langt stærkere blandt f.eks. jødiske bosættere. ”Der kan du tale om religiøs fanatisme, der har udviklet sig til et blindt had til andre befolkningsgrupper. Hovedproblemet her er ikke om islam er i fremgang eller ej, hovedproblemet er den besættelsesmagt, som undertrykker alle palæstinensere uanset religion,” mener Constatine Dabbagh.

Israelsk selvmål
Alle i landsbyen Qarare kender Ibrahim Khashan. Den 45-årige beduin er en ildsjæl, der organiserer bønderne, sørger for at skaffe frivillige til at tage sig af de handicappede og folk med problemer går sjældent forgæves til hans hus. Men han har også dødsfjender. ”En dag mødte folk fra Hamas op på min arbejdsplads og truede mig på livet,” fortæller Ibrahim. Hans forbrydelse er, at han er ved at starte en ikke-religiøs ungdomsklub og at han har udnævnt to kvinder som ledere for et af hans projekter. ”Hamas er stærke nu, men jeg er ikke bange for dem. De er et fremmedelement i vores samfund, som kun overlever i kraft af støtte udefra. Den dag vi får selvstændighed og fred, og vil de forsvinde som dug for solen,” mener Ibrahim. Med støtte udefra mener han Iran, Saudi Arabien – og Israel, som har brugt fundamentalisterne til at svække PLO og de venstreorienterede partier. ”Mens vores aviser var forbudt og vores ledere sad i fængsel, gav Israel tilladelse til, at der blev bygget moskeer overalt, så Hamas havde talerstole i alle kvarterer og landsbyer, mens vores ytringsfrihed blev knægtet,” fortæller Ibrahim Khashan, der selv har haft husarrest i to år og siddet i israelsk fængsel adskillige gange. ”Men de leger med ilden – og måske løber det ud af kontrol en dag. Ligesom det skete for USA, da de støttede bin Laden og fundamentalisterne i Afghanistan,” slutter Ibrahim Khashan. Måske er det allerede ved at være for sent. Kun få hundrede meter fra Ibrahims hus hænger den første plakat med Osamas velkendte ansigt.

Thomas Sæhl Sørensen er journalist og ansat på P3-nyhederne. I oktober 2001 var han udsendt til Gaza af Folkekirkens Nødhjælp.