Ikke militær, men demokrati skaber fred

De fleste af dem, der indtil for få år siden overhovedet havde kendskab til, at der er noget, der hedder Vestunionen (WEU), regnede vist med, at den lige så stille ville gå i sin grav i 1998, når den 50 årige traktat fra 1948 udløber.

Af Aase Bak Nielsen, Kvinder for Fred

NATO og siden EF tog magten fra WEU. Men i slutningen af 80'erne skete der noget. Flere og flere begyndte at se EF udvikle sig til en union, til én stat, til Europas Forenede Stater.
For at en stat kan fungere som sådan, må den have en stats kendetegn: faste ydre grænser, fælles pengesystem og et fælles militær, der kan beskytte denne stat mod fjender udefra.
EF skulle laves om til EU. Med Maastrichttraktaten 1993 blev den fælles mønt besluttet foruden begyndelsen på fri transport uden grænsekontrol. Fælles militær var der større uenighed om. Der blev arbejdet ihærdigt på det fra flere landes side, mens Danmark klart havde sagt nej i den folketingserklæring, Memorandum'et fra 1990, som var „Danmarks ja til EF-unionen".
For at komme videre i arbejdet for fælles militær, fandt man på at genoplive WEU. Så kunne man hævde, at det ikke var et EU-militær, men et mellemstatsligt samarbejde uden for EU - godt nok indgået af stort de samme, som er med i EU.

Danmark WEU-observatør
Uden folkelig debat og afstemning meldte Folketinget Danmark ind som observatør i WEU i 1992. Det skete inden om-afstemningen om Maastrichttraktaten med Edinburgh-afgørelsen. I den står der, at Danmark ikke er forpligtet til at blive fuldgyldigt medlem af WEU (som om EU kunne forpligte nogen til det!) og dernæst at Danmark „i overensstemmelse hermed" ikke deltager i afgørelser og aktioner på forsvarsområdet.
Men der er ingen overensstemmelse her, for ifølge deklarationen om WEU's observatører „vil Danmark have samme rettigheder og pligter som fuldgyldige medlemmer angående funktioner, der påføres WEU fra andre fora og institutioner, som Danmark tilhører".
Da Danmark jo tilhører EU, har Danmark altså samme pligter som de andre WEU-lande i forhold til det, EU anmoder WEU om at gøre!
Danmark tager desuden ikke afstand fra de steder i traktaten, hvor det påpeges, at WEU er „en integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union" og „Unionen anmoder WEU . . . om at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet".
Da WEU i sig selv er magtesløs, har man opfundet et Storm P-system: EU anmoder WEU om at gå ind militært - WEU spørger NATO (hvis europæiske medlemmer stort set er lig med WEU) om lån af materiel, som WEU ikke selv har - NATO spørger USA om lov til at overlade sagerne og opgaven til „Europa". „Men hvis det er en vigtig konflikt, vil vi selvfølgelig selv deltage", udtalte en USA-embedsmand iflg. Aalb. St. 5/6. 96.

Danmark i et dilemma
Danmark kar bragt sig selv i et dilemma: Får WEU en forsvarsopgave fra EU, ramler vores „EU-forbehold" sammen med WEU-observatørers „samme pligter som fuldgyldige medlemmer".
Er det WEU selv, der beslutter, har vi så pligt eller ret til at deltage? (det er jo ikke noget, der er påført fra andre fora, vi er medlemmer af).
Hvad med det påståede forbehold, når EU anmoder WEU om at deltage i humanitære hjælpeopgaver? Det har jo ikke noget med forsvar at gøre.
Er meningen med det tilsyneladende forkludrede forløb at få danskerne til at sige: „Det er ikke til at finde ud af, så lad os dog melde os rigtigt ind i WEU"?

Tættere samarbejde mellem WEU og EU
I Amsterdamtraktaten foreslåes endnu tættere samarbejde mellem WEU og EU. Nu er det ikke længere fælles forsvarspolitik „på langt sigt", men „en gradvis udformning". Og den målsætning har Danmark ikke taget forbehold overfor. Heller ikke over for protokollen, der påbyder udvidet samarbejde mellem WEU og EU inden et år. Ifølge art. 17 kan Det europæiske Råd (statsministrene) træffe afgørelse om fælles militær - altså fuldstændig integrering af WEU i EU uden nogen traktatændring.
Det bliver vanskeligere og vanskeligere at hævde, at EU ikke har noget militær!

WEU en misforståelse
Efter min mening er genoplivningen af WEU, hvad enten den er en del af EU eller ej, en stor misforståelse, hvis man alvorligt ønsker at opbygge „en ny verdensorden".
Udbygning af militæralliancer er udtryk for, at man endnu lever i tankegangen fra den kolde krig - eller fra korsfarernes tid!
Man lever stadig i troen på, at fred er afhængig af militære trusler, og at fred kan skabes gennem nedskydning af „de andre".
Fjendebilledet øst-vest er heldigvis krakeleret, men man opfinder nye fjender: De fattige fra den tredie verden, som skal holdes borte fra vores rige bord. Muslimerne, der vil ødelægge den kristne, vesteuropæiske kultur - som om Europa har optrådt særligt kristent over for de fattige og muslimerne!

Afskrækkelse og atomvåben
WEU's toppolitikere holder fast i afskrækkelses-strategien og i atomvåbnene. Gang på gang præciseres det i erklæringerne fra WEU-topmøderne, at hvis fred i frihed skal være „troværdig og effektiv, må strategien om afskrækkelse og forsvar fortsat baseres på en passende blanding af atombevæbnede og konventionelle styrker, hvor kun atomvåbnene kan stille en mulig aggressor over for en uacceptabel risiko" (Haag-platformen, 27/10. 87), og denne strategi, herunder Storbritanniens og Frankrigs „atomvåbenstyrkers bidrag til de allieredes samlede afskrækkelse og sikkerhed" forsikres opretholdt i et notat fra det danske udenrigsministerium (23/11.95).
WEU accepterer ikke atomvåbenfrie zoner inden for sit område.
Inden for medlemskabet af NATO har vi dog kunnet opretholde vores forbud mod atomvåben på dansk grund - selv om de med regeringens stiltiende accept har været „smuglet" ind på USA's krigsskibe.
Men selve atomvåbenstrategien tager Danmark ikke afstand fra.

WEU og Grundloven
WEU er også på anden måde en tak værre end NATO. WEU kan operere overalt i verden. NATO må i princippet kun operere inden for eget område. WEU-traktaten (Bruxelles 1948) påbyder desuden medlemmerne „en ubetinget plads til under alle omstændigheder at yde en angreben part bistand". Det er i modstrid med den danske grundlov, hvorefter militær kun må sættes ind med Folketingets samtykke. Det overholdes af NATO. Men de mange danske politikere, der vil have Danmark som fuldgyldigt medlem af WEU, har altså en sag at ordne forinden m.h.t. grundloven.

De bløde opgaver
Påstanden om, at WEU's „Petersbergaftaler" kun drejer sig om bløde opgaver med kriseløsning, holder ikke. For det første tales der klart også om „opgaver for kampstyrker til kriseløsning, herunder fredsskabelse". I militærsproget er „fredsskabelse" det samme som krig! For det andet er kriseløsning en politisk sag og ikke en militær opgave. Dertil kræves civile fredsmæglere og konfliktløsere.
Fred i frihed for klodens befolkninger opnås ikke ved militære foranstaltninger.
Befolkningerne er aldrig blevet spurgt, om de ønsker stridigheder afgjort ved krig.
Den nuværende afskrækkelsespolitik og oprustning i Vesten risikerer at føre til mere oprustning hos dem, der føler sig truede - i syd og i øst. Hvem har ønsket den udvikling udover våbenindustrien?

Solidaritet og fred
Jeg ønsker fred gennem en reel solidarisk optræden fra de rige landes side over for de fattige, ikke mindst overfor de fattige i tredieverdens lande.
Det realistiske i denne solidariske tankegang bevises af, at blot 4% af verdens militærudgifter kan efter FN’s beregninger afskaffe al social nød i verden. Det ville være en overkommelig opgave som grundlag for udvikling af demokrati i de mange diktaturstater. De består stadig, bl.a. fordi de støttes med våben fra den rige verden, så diktatorerne kan holde deres befolkninger undertrykket og derved forhindre dem i at få overskud til at kræve deres menneskerettigheder overholdt.
WEU’s medlemslande hører til de rigeste i verden. Derfor har vi råd til at skrotte krigsmaskineriet og koldkrigstankegangen og indlede en anderledes sikkerhedspolitik, der bygger på reel solidaritet.
Al erfaring fra vores del af verden viser, at demokrati er den bedste fredsskabende og freds-bevarende faktor, vi kender.


< Til oversigten