En måde at blive kasseret på
- men tænk dig om en ekstra gang!

Kære Øjvind

Jeg har lige siddet og studeret jeres liste over sygdomme der kan bruges som årsag til bortfald af session. I mit eget tilfælde var sygdommen hudeksem rigelig. Den er rimelig skudsikker. Fordi flere og flere i befolkningen lider af allergi, og dels fordi man kan sagtens have det, uden at det er i udbrud på sessionstidspunktet.

Stil dig under bruseren, gør vandet kogende og stik derefter albuerne ind under. Det varme vand gør det nødvendigt at klø, og efter bare to minutter er dine arme røde. Gå derefter til lægen og få noget hormoncreme. Så har du papir på at du er syg. God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Nikolaj Gram
nikolaj_gram@post.tele.dk
- Behøvede ikke at nægte, hæ-hæ!


Kære Nikolaj

Først vil jeg lige slå fast, at den liste, du har kigget på, ikke er vores. Den er lavet af en fyr, der er sur på værnepligten. Han er kritisk overfor det militære system, men derudover har han ikke noget med os at gøre. Vi har lavet en link til hans liste, fordi vi synes den er sjov, men vi er absolut ikke enige med ham i alt, hvad han skriver.

For os handler det ikke om, at den enkelte kan snyde sig udenom systemet. For os handler om at lave systemet om. Vi anbefaler derfor folk, der er imod militæret, at blive overført til militærnægtertjeneste. Eller, hvis de også er imod selve værnepligten: at totalnægte, dvs. nægte alle former for værnepligt - også militærnægtertjeneste. Totalnægtelse straffes med fængsel eller samfundstjeneste.

Udover at vi synes, at man hellere skal tage konfrontationen med systemet, end at snyde, så synes jeg også det er vigtigt at huske på, at systemet måske slår igen en dag: Efterhånden lever vi i et så gennemkontrolleret samfund, at du meget vel kan risikere, at du en dag får brug for at være rask - i forhold til et job eller en uddannelse. Til den tid kan det være meget ubehageligt, hvis der pludselig dukker en gammel erklæring fra din egen eller fra sessionslægen om, at du har fejlet et eller andet.

Endelig vil jeg lige skynde mig at gøre dig opmærksom på, at du skam stadig behøver at nægte. Selvom du er kasseret - hvad enten du er uegnet eller begrænset egnet til militærtjeneste - så kan du sagtens blive indkaldt til militærtjeneste, hvis forsvaret beslutter sig for at udvide antallet af værnepligtige (pga. krig eller krise). Skulle det ske, har du måske ingen mulighed for at nægte til den tid. Mit råd er derfor: Skynd dig at indsende en nægteransøgning. Du risikerer ikke at blive indkaldt af den grund. Til gengæld sikrer du dig, at du ikke kan blive indkaldt til militærtjeneste under nogen omstændigheder.

Med venlig hilsen

Øjvind