WEU i Europas sikkerhedspolitiske symbolverden

WEU, eller Vestunionen, som vi længe blev ved med at kalde den i Danmark, har altid været et centralt hadobjekt for dem, der så med modvilje på den fortsatte udbygning af militærinstitutionerne. Og sådan er det stadig. Modstanden mod dansk deltagelse i WEU spillede en vigtig rolle i den EU-debat, der førte til de fire danske undtagelser fra Maastrichttraktaten. Og militærnægterforeningen mener nu, at WEU er endnu et debathæfte værd.

Af Judith Winther, Aldrig Mere Krig

Jeg har længe undret mig over den sammenbidthed, hvormed man kaster sig over netop WEU. I virkeligheden er det et åbent spørgsmål, om WEU nogensinde har eksisteret som reelt selvstændig og selvbestemmende institution. Den er blevet brugt af skiftende parter som symbol for de skiftende funktioner, som de lige i øjeblikket havde behov for, og det er disse forskellige symbolværdier, der udgør WEU's egentlige historie.
WEU blev oprettet i 1948 af fem vesteuropæiske lande som organ for „et kollektivt selvforsvar" over for en eventuel tysk aggression. Noget, der hurtigt viste sig at være temmelig irrelevant. I 1949 oprettedes NATO. Den var bredere i sit sigte, den omfattede 12 lande, heriblandt USA, og den var mere vendt imod samtidens bekymringer end fortidens oplevelser. WEU blev dog ikke nedlagt, men sat på vågeblus. Noget der viste sig at skulle være praktisk.
Da Tyskland og Italien skulle optages i NATO i 1954, lå det ikke inden for NATO-traktatens rammer at opstille ønskede begrænsninger af bl.a. tysk våbenproduktion. Det kunne WEU derimod, og den blev trukket frem til fornyet tjeneste. Den fik endda tildelt et organisatorisk apparat, et ministerråd og en parlamentarikerforsamling, der viste institutionens nye betydning.
Udviklingen gik dog i andre retninger, og der blev igen stille om WEU. England søgte direkte at sabotere den, en begivenhed som Suez-krisen gik helt hen over hovedet på den, og den fortsatte som en forholdsvis uforpligtende diskussionsklub. Men da Frankrig i 1963 sagde nej til engelsk optagelse i EF, voksede Englands interesse for WEU igen. Kun her kunne England komme i sikkerhedspolitisk drøftelse med EF-landene. Sekretariatet i London blev udvidet, og ministerrådsmøderne genoptaget.
I 1970 oprettedes EPS, Det Europæiske Politiske Samarbejde, og England havde ikke længere brug for WEU. Institutionen sank endnu engang hen i dvaletilstand. Kun embedsmænd kom til ministerrådsmøderne, og fra 1974 til 1977 var generalsekretærposten ikke engang besat.
I 1980erne, 30 år efter oprettelsen, kom der igen bud efter WEU. De pacifistiske strømninger i flere europæiske lande samt nogle af NATO-medlemmernes utilfredshed med USAs rolle inden for NATO skabte vanskeligheder i NATO-samarbejdet, og de europæiske lande tyede til WEU som forum for en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik. Der blev nu oprettet et formandskab, der skulle gå på omgang mellem medlemmerne. Topmødet i Reykjavik i 1986 mellem Reagan og Gorbatjov øgede yderligere behovet for WEU. De europæiske sikkerhedspolitiske instanser opfattede USAs opførsel som en trussel om at svigte de europæiske sikkerhedsinteresser, og gennem Haag-platformen understregede de europæiske lande atomafskrækkelsens betydning for Europas sikkerhed og erklærede WEU for et vigtigt middel til opbygning af et forenet Europa.
Så kom omvæltningerne i Østeuropa, og Vesteuropa var en overgang i alvorlig vildrede både om egne opgaver og institutioner. Selv NATO frygtede en tid for sine overlevelsesmuligheder. Det lykkedes dog at formulere nye opgaver, og da USA ønskede større europæisk indsats i NATO, begyndte de vesteuropæiske lande at tale om WEU som den europæiske søjle i NATO. Man overvejede også WEU som EU's sikkerhedspolitiske organ. Men endnu engang blev det ved snakken. WEU er ganske vist i dag i Amsterdamtraktaten tilskrevet nogle fredsskabende og humanitære funktioner, og sammen med NATO skal WEU stå for den fransk-tyske Eurobrigade. Men det er alt. Til gengæld har man endnu engang sikret sig at have WEU i baghånden for påkommende tilfælde.
I løbet af efterkrigriskden har europæiske og amerikanske politikere gradvis opbygget en formidabel række af intereuropæiske og transatlantiske sikkerhedspolitiske organisationer med hver deres rammer, økonomiske bevillinger og målsætninger. Målsætningerne spænder vidt. De omfatter alle sikkerhedspolitiske problemer, fra konfliktløsning og våbenkontrol til militær beredskab og våbenproduktion, og de skulle derfor kunne garantere mangesidighed og åbenhed. Men samtidig har disse forskellige organisationer den samme kreds af statsmænd i de øverste organer, og diplomater, politikere og embedsmænd fra disse landes ministerier og parlamenter optræder i den daglige administration. Og selv om medlemstallet kan svinge noget fra organisation til organisation, udgøres kernen altid af de samme stater. Det sikrer, at mangesidigheden altid bevæger sig i samme retning, og at åbenheden fornuftigvis kender sine rimelige grænser.
På denne måde opnås i større målestok det samme som med WEU. Opgaverne kan skubbes hen i det regi, hvor de bedst passer, men uden at man mister den overordnede styring. Der er sikkert ikke tale om direkte bluff eller forstillelse. Staternes sikkerhedspolitiske repræsentanter er sandsynligvis helt oprigtige, når de mener, at de opfylder deres opgave på den bedst mulige måde. Men på den måde spærrer de også fuldstændig for en dyberegående og helt nødvendig diskussion om mål og midler. Disse tages for givne.

Debatten der forsvandt
Men det er netop den debat vi har brug for. Debatten drejer sig ikke, om vi skal være med i WEU eller ikke. Den drejer sig ikke engang om, hvorvidt WEU bør fortsætte sin pseudoeksistens eller ikke. Den drejer sig om, hvad vi vil med vores fremtid.
Da efterkrigriskden med dens modsætninger er slut, kan man starte med at spørge, om vi overhovedet har brug for NATO som Europas overordnede sikkerhedspolitiske organisation. Er NATO i stand til at indstille sig på en ny verden eller trækker den blot sine fra efterkrigriskden overleverede forsvarspolitiske løsninger ned over fremtidens udfordringer? Man kan spørge om det er fortidens verdensbillede eller fremtidens behov NATO tjener, når den opretholder Europas deling, hvad enten denne deling følger gamle grænser eller flytter mere eller mindre mod øst. Man kan spørge om det for vores fremtids skyld ikke er vigtigere at finde ud af, hvordan vi kan leve sammen med den nye verden og ikke i forsvarsberedskab mod den. Desværre har NATO allerede bestemt sig for forsvarsberedskabet og er måske dermed med til at øge spændinger. Man kan spørge om, hvorfor vægtningen at dømme efter økonomiske tildelinger stadig går til NATO frem for til OSCE eller helt nye og mere tidssvarende konfliktløsende initiativer. Og man kan spørge om, hvorfor en effektiv indsats mod våbenproduktion og våbeneksport på samtlige klodens kontinenter ikke anses for en vigtig del af et konfliktløsningsprogram. Osv. osv. Der er spørgsmål nok at stille. Man kunne f.eks. spørge om, hvorfor der ikke foregår nogen åben og offentlig debat om alle disse ting.

< Til oversigten